ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

ATP ser historien gentage sig selv: Lundbeck nærmer sig truende patentkløft

Historien gentager sig

for Lundbeck, der igen nærmer sig en dyb patentkløft, der udsætter halvdelen af omsætningen for kopikonkurrence inden for syv år

Det er opad bakke for Lundbecks formand Lars Rasmussen, der erkender, at selskabet står foran en dyb patentkløft og en udfordring med at sikre væksten. Arkivfoto: Magnus Møller
Det er opad bakke for Lundbecks formand Lars Rasmussen, der erkender, at selskabet står foran en dyb patentkløft og en udfordring med at sikre væksten. Arkivfoto: Magnus Møller

Omtrent halvdelen af Lundbecks omsætning løber af patent over de næste syv år, og arsenalet af nye produkter er utilstrækkeligt til at erstatte det tab, der potentielt kommer fra kopikonkurrence. Bestyrelsesformand Lars Rasmussen erkender problemet.

Vi har ikke haft enormt mange produkter, som vi er lykkedes med i vores egen pipeline

Lars Rasmussen, bestyrelsesformand, Lundbeck

“Det er vi fuldstændig klar over. Når man kigger på pipelinen, så er den ikke alene nok til at skabe den vækst, som selskabet skal have i de kommende år,” siger han.

Lundbeck købte biotekselskabet Alder for 13 mia. kr., for at få fat i migrænemidlet Vyepti, og det kan ifølge analytikere afbøde for noget af det salgstab, der kommer. Samlet er det omsætning for ca. 8 mia. kr., der potentielt udsættes for kopikonkurrence frem mod 2027. Allerede i 2021 rammer første patentudløb lægemidlet Northera, der omsatte for 2,3 mia. kr. i 2019.

Lundbecks aktie har været præget af denne hovedpine, efter at flere af selskabets egne projekter er slået fejl. Fra toppen over kurs 460 i sommeren 2018 er Lundbeck mere end halveret i værdi.

“Hvis du ser på de seneste 20 år, har der været flere cyklusser, hvor selskabet først får nye produkter på markedet og får en fin salgsvækst, som afløses af nogle år, hvor man kigger frem mod patentudløb samtidig med, at pipelinen er tynd. Historien har gentaget sig selv,” siger Claus Berner Møller, underdirektør for danske aktier i pensionskassen ATP.

Lundbeck har nølet

Han mener, at Lundbeck har nølet og belært af fortiden burde have forudset, at pipelinen ikke var stor nok til at sikre væksten på langt sigt, selvom selskabet nu er på det rette spor.

8

mia. kr. af Lundbecks omsætning på 18 mia. kr. mister patentbeskyttelse over de næste 5-7 år

”Da selskabet blev effektiviseret og optimeret, burde man tidligere have begyndt at indlicensere nye produkter til pipelinen,” siger Claus Berner Møller.

I perioden 2015-2017 under Kåre Schultz' ledelse blev Lundbeck strømlinet og sagde farvel til hver sjette medarbejder, ligesom fokus blev snævret ind til fire sygdomme, men der var kun to potentielle lægemidler til at sikre væksten efter patentudløbene, og begge mislykkedes.

“Der findes ikke noget selskab, som kan klare sig på langt sigt uden at være effektivt, men man kan ikke spare sig til succes, så det viser bare meget godt, at for at drive et succesfuldt selskab, skal du både have nye produkter, god service og være super effektiv,” siger Lars Rasmussen.

Lundbeck er i de seneste par år mislykkedes med kandidater til behandling af Parkinsons, skizofreni og Tourettes sygdom, og salget i dag består primært af opkøbte produkter.

“Vi har ikke haft enormt mange produkter, som vi er lykkedes med i vores egen pipeline, og det skal være bedre, og det investerer vi efter,” siger Lars Rasmussen, der påpeger, at udvikling af lægemidler til sygdomme i centralnervesystemet ikke er det nemmeste i verden.

“Det er notorisk vanskeligt at lave produkter inden for området. Det ved vi godt.”

Opkøb nødvendigt

Skal investorernes tillid til Lundbeck genvindes, skal der fyldes op med produkter og skabes gennemsigtighed om vækst og pengestrømme i selskabet.

“Det kræver, at man kan se en pipeline, der boomer, så man ikke hele tiden står med kun to potentielle produkter, der skal lykkes for at sikre væksten,” siger Claus Henrik Johansen, senior porteføljeforvalter i Danske Bank.

Lundbeck leder efter næste opkøb, men ifølge Lars Rasmussen bliver det ikke produkter, der er på nippet til markedsføring, for de er for dyre.

“Det giver ikke mening, og derfor kommer vi til at købe noget som er tidligere, fordi så er der en upside til selskabet.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis