Både lufthavne, flyselskaber og danske eksportvirksomheder har et stort, fælles ønske her i coronakrisens efterår:
Et nyt effektivt system, hvor man rutinemæssigt får taget en lyncoronatest med kort svartid – og et anerkendt coronapas med i lommen ud på rejsen.
Det er ifølge en række kilder det eneste middel, der i dag vil kunne genrejse den hårdt plagede luftfart og give eksportvirksomheder fornyet slag- og salgskraft over for kunder ude i verden.
“Hurtige test med svar inden en time, som man kan tage inden afrejse og dermed være sikker på, at rejsen ikke bliver ødelagt, vil være et stort skridt. Det vil være et system baseret på sikkerhed – modsat nu, hvor der er meget stor usikkerhed,” siger Thomas Woldbye, direktør for Københavns Lufthavne (CPH).
“Vi har lige nu et meget stort behov for, at usikkerhed afløses af et nyt testregime, hvor lufthavne samarbejder med myndighederne om et officielt coronapas. Det er den helt centrale anbefaling fra erhvervsliv til regering og politikere,” siger Michael Svane, direktør for DI Transport.
Luftfarten er alvorligt i knæ, og den genrejsning, mange havde håbet på i efteråret, er ikke i sigte – tværtimod. De store lufthavne over hele Europa er over en bank nede på index 20 i forhold til de kendte niveauer, før krisens indtog i marts.
Alene Danmarks største lufthavn i København opgør tabet til massive 16,4 mio. passagerer. For de fire største lufthavne er tabet af rejsende omkring 20 mio., viser en opgørelse fra Ritzau.
mio. passagerer harKøbenhavns Lufthavnetabt siden marts
En af forklaringerne er, at enhver planlægning af rejser er præget af stor usikkerhed. Den kan kuldkastes hver torsdag eftermiddag, når Udenrigsministeriet udsender sin frygtede rejsevejledning, hvor rejsemålene opdeles i gult eller orange – sidstnævnte, hvor alle unødvendige rejser frarådes. Lige nu er der kun seks af verdens 195 lande, der er gule.
Og det er den usikkerhed, der er gift for rejseaktiviteten. Formelt set kan alle erhvervsrejser gennemføres, også til orange lande, hvis virksomheden mener, de er nødvendige. Men sådan virker det ikke i praksis, siger Michael Svane fra DI Transport.
“Både rejserestriktioner og frygten for at blive sat i karantæne ved ankomsten afholder mange erhvervsrejsende fra at tage af sted. Mange er også bekymrede for at tage smitte med hjem og sætte hele ens virksomhed i en Danish Crown-situation,” siger Michael Svane med henvisning til det store slagteri, der flere gange har været ramt af alvorlige coronaudbrud i produktionen.
Danmark kan ikke alene redde sin luftfart ved at indføre lyntests. Men CPH's direktør siger, at det vil have en stor betydning, hvis Danmark gik forrest med initiativet.
“Hele branchen tænker, at myndighederne bør bakke mere aktivt op
Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne
“Hele branchen tænker, at myndighederne bør bakke mere aktivt op. Det lykkedes faktisk i forsommeren over nogle få uger at lave fælles standarder om mundbind og afstande i europæisk luftfart. Vi ved, at EU bakker op om disse tanker, og mange af de store turismeøkonomier vil også støtte,” siger Thomas Woldbye.
Han synes, at coronakrisen kan sammenlignes med den terrortrussel, der blev et vilkår for luftfart for årtier siden:
“Det truede hele luftfarten. Så fandt man på fælles processer, og alle ved, at man ikke kan komme op i et fly uden at gå igennem et tjek. Det er det samme, der bør ske nu. Der bør være et fælles system, hvor ingen kan komme op i en flyver, før de på stedet er blevet testet fri for corona.”