“En misforståelse, der kan få enorme konsekvenser.”
Så klar er meldingen fra Jacob Nielsen, adm. direktør i superligaklubben AGF A/S om loven om kviklån. Loven gør det nemlig ulovligt for gamblingindustrien og finanssektoren at reklamere i forbindelse med hinanden.
“De fleste superligaklubber har bettingselskaber som partnere, og de fleste klubber har 5-10 banker som sponsorer med skilte alle mulige steder. Hvis loven sætter en stopper for det, så afskærer man nogle af de vigtigste pengestrømme – ikke kun til eliteidrætten men til hele dansk idræt,” siger Jacob Nielsen.
AGF har Arbejdernes Landsbank og Danske Spil som sponsorer. En giftig kombination, viser Forbrugerombudsmandens fortolkning af loven. Mandag slog hun fast, at det er ulovligt at DBU's fodboldlandshold har logoer fra Arbejdernes Landsbank og Danske Spils Oddset på samme trøje.
“I værste fald vil banker nu fravælge sponsorater
Thomas Badura, direktør, Sponorpeople
Det er også forbudt, at en spiller optræder i en trøje med et banklogo, mens der på en væg i baggrunden er et logo fra et bettingselskab. Banken – ikke bettingselskabet – står til bøde eller fratagelse af licens ved lovbrud.
Ifølge Thomas Badura, direktør i Sponsorpeople, der i over 15 år har rådgivet om sponsorater, har loven og Forbrugerombudsmandens fortolkning sat en prop i pengestrømmene til dansk idræt.
“I årtier har banker været afgørende vigtige sponsorer. I værste fald vil de nu fravælge sponsorater,” siger han.
Thomas Badura vurderer, at 20 topfodboldklubber og 50 tophåndboldklubber lynhurtigt skal i dialog med deres sponsorer om loven. Han understreger, at også breddeidrætten står for skud.
“Effekten bliver formentlig hårdest i breddeidrætten, der generelt har sværrest ved at finde sponsorer, og hvor bankerne har været meget trofaste overfor de lokale klubber.”
Målt i kroner er finansielle sponsorer samlet set større på kommercielle sponsoraftaler end bettingselskaberne. Men Danske Spil er isoleret set en afgørende vigtig bidragsyder til det samlede idrætsliv. Samlet set kan idrætten dog bedst undvære gamblingselskaberne, vurderer Thomas Badura.
“Det vil gøre ondt i eliteidrætten at undvære bettingsponsorer. Men det vil være meget svært at erstatte banker og sparekasser i breddeidrætten. Men nu skal der under alle omstændigheder siges farvel til betydelige indtægter i klubberne. Der er ingen mellemvej,” siger Thomas Badura.
Trods massiv kritik siden vedtagelsen af loven om kviklån har regeringen været tavs. Det til trods for at flere erhvervsordførere åbent har erkendt problemerne. I et skriftligt svar understreger erhvervsminister Simon Kollerup (S) nu, at målet var at “undgå et uhensigtsmæssigt samspil mellem spilreklamer og udbydere af kviklån, der kan fange særligt unge og udsatte i en ond gældscirkel”.
“Derfor lavede vi aftalen med et bredt flertal af Folketingets partier. Jeg har nu noteret mig Forbrugerombudsmandens konklusion, som jeg kan forstå, at der er forskellige holdninger til. I regeringen er vi åbne over for at finde en løsning på sportstrøjer, men det kræver selvfølgelig opbakning i aftalekredsen.”
“Nu bør regeringen bede Danske Spil om at trække sig som sponsor
Peter Froulund, marketing- og kommunikationsdirektør, Arbejdernes Landsbank
Arbejdernes Landsbank er i akut klemme med loven, fordi bankens logo står på samme landsholdstrøje som Danske Spils Oddset. Ifølge et skriftligt svar fra Danske Spil er statsselskabet godt tilfreds med sit fodboldsponsorat. Arbejdernes Landsbank opfordrer regeringen til at tage konsekvensen af den nye lov.
“Regeringen har forbudt os at stå på samme trøje som et statsejet selskab. Nu bør regeringen bede Danske Spil om at trække sig som sponsor,” siger Peter Froulund, marketing- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank.
Banken har ud over landsholdet fem superligasponsorater. Fire af dem rummer samme problemstilling som DBU-konflikten.
Finansministeriet er den formelle ejer af Danske Spil. Børsen har spurgt finansminister Nicolai Wammen (S), om regeringen vil bede Danske Spil ophøre med sponsorater, hvor der er risiko for at optræde i forbindelse med banker. Tirsdag ønskede han ikke at svare.
Ifølge Thomas Badura bør regeringen nu definere, hvilken rolle Danske Spil skal have i dansk idræt. Danske Spil agerer nemlig både i rollen som aktiv sponsor og med passive udlodninger. Måske er tiden inde til en ny balance:
“Når man har forbudt banker at optræde i forbindelse med et gamblingselskab, så bør man også tage stilling til det statsejede bettingselskabs reklamer og sponsorater,” siger han.
Ét er Danske Spils rolle. Noget andet er de øvrige gamblingselskaber. I efteråret vil Folketinget forhandle nye stramme regler for gamblingreklamer.
“Også her er indtægterne i dansk idræt på spil. Det må man gå ud fra, at politikerne er bevidste om. Ikke mindst nu, hvor loven om kviklån har gjort idrætten endnu mere afhængig af gamblingsponsorer,” siger Thomas Badura.
Jacob Nielsen fra AGF er enig i, at reklamer for gambling og kviklån ikke hører sammen, men ryster på hovedet over lovens udformning.
“Det er altså skudt helt over målet,” siger han.