Folk med hudproblemer som psoriasis og eksem holdt sig væk fra lægen i 2020, i en grad der ikke blev overgået af andre sygdomsområder, og det trykkede omsætningen i Leo Pharma ned med 6 pct. til 10,1 mia. kr.
“Vi er blevet ramt på toplinjen i forhold til vores forventninger
Catherine Mazzacco, adm. direktør i Leo Pharma
Frasalg af en række lægemidler til tyske Cheplapharm samt en stram styring af omkostningerne førte til et positivt bidrag fra driften før afskrivninger (ebitda) på 521 mio. kr. mod et tab på 130 mio. kr. året før.
“Det er rigtigt, at vi er blevet ramt på toplinjen i forhold til vores forventninger. Men det skal ses i det perspektiv, at dermatologi var det sygdomsområde, som var hårdest påvirket af pandemien, når man ser på patienters besøg hos lægen,” siger Catherine Mazzacco, adm. direktør i Leo Pharma.
Fraregnet opkøbet af lægemidler fra tyske Bayer faldt omsætningen i Leo Pharma med 11 pct. Selskabet havde dog nogle positive historier med fremgang over markedsgennemsnittet i salget af psoriasismidlerne Enstilar og Kyntheum.
USA er et meget vigtigt marked for Leo Pharma, der siden tilbagekøbet af rettighederne til selskabets psoriasismidler i 2009 har stræbt efter succes i Nordamerika, men uden det store held. I 2020 blev salget i USA næsten halveret til 463 mio. kr., og USA udgør nu 5 pct. af det samlede salg.
Der var længe en ambition om, at salget i USA skulle op på niveau med den vægt, det amerikanske marked har i verden, men det er ikke sket endnu. Senere i 2021 venter selskabet, at antistoffet tralokinumab godkendes til behandling af svær eksem, og det middel er spået et årligt salg på toppen på omtrent 10 mia. kr.
Det har fået Leo Pharma til at sætte et mål om, at salget i USA skal udgøre 42 pct. af det samlede salg i Leo Pharma i 2030.
Hvorfor lykkes det denne gang?
“Det er et fair spørgsmål. For at levere vækst i det amerikanske marked har du behov for enten at være stærk på det generiske område eller levere nye, innovative produkter. Leo Pharma har ikke været i stand til det indtil nu,” siger Catherine Mazzacco.
Strategien fra Leo Pharma er, at nye produkter enten skal være først på markedet i sin klasse eller være bedst i sin lægemiddelklasse, så det formår at ændre standardbehandlingen af den pågældende hudsygdom. Målet er at lancere et nyt lægemiddel hvert andet eller tredje år, og at selskabet i dette årti leverer gennemsnitlig årlig vækst på mindst 10 pct. (CAGR).
“Hvis vi kan levere, hvad vi har leveret i år, så vi vil inden længe kunne levere tocifret salgsvækst og demonstrere en meget stærk ebitda,” siger Catherine Mazzacco.
Tralokinumab vil sandsynligvis først vise sit værd vækstmæssigt i 2023, men med tilføjelsen af Nordic Capital i ejerkredsen er der mulighed for, at de forskellige tiltag i den strategiske plan kan speedes op.
“Jeg mener, at vi kan hjælpe ledelsen med at accelerere udviklingen. Nordic Capital har erfaring fra en række tidligere investeringer med at accelerere væksten i medicinalselskaber. Erfaring, som kan bruges i Leo Pharmas tilfælde,” siger Jonas Agnblad, partner og chef for healthcare-segmentet i Nordic Capital Advisors.
Trods meldingen om at der er vækst på vej i Leo Pharma, så er forventningerne for 2021, at omsætningen udvikler sig fladt på 2020-niveauet på grund af påvirkningen fra pandemien, pres på priserne samt øget konkurrence fra kopiprodukter.
Selskabet vil fortsætte med at fokusere på besparelser, men fordi der skal investeres kraftigt i at få produkter frem til mållinjen, vil driften (ebit) give et tab på 2,7-2,9 mia. kr. mod et tab på 726 mio. kr. i 2020.
“Vi har høje ambitioner for 2021 med hensyn til vores forventninger, og vi venter, at der vil ske en normalisering af situationen relateret til pandemien inden længe,” siger Catherine Mazzacco.
Frasalg eller opkøb i løbet af året kan påvirke forventningerne. Eksempelvis har Leo Pharma en option på at købe selskabet Pellepharm for omtrent 5 mia. kr., hvis et lægemiddel i sen udvikling har den ønskede virkning. Det forsøg viser resultater senere i 2021.