ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lagkagehuset var midt i ambitiøs international vækstplan - men så kom pandemien og gav massivt underskud på 227 mio. kr.: “Det har været et hårdt år”

Lagkagehuset var i gang med at accelerere en international vækstplan, da krisen ramte, og det koster på bundlinjen

Jason Cotta er topchef for koncernen bag Lagkagehuset. Her står han foran en af Lagkagehusets butikker i London. Foto: Anders Birger
Jason Cotta er topchef for koncernen bag Lagkagehuset. Her står han foran en af Lagkagehusets butikker i London. Foto: Anders Birger

Midt i en ambitiøs international ekspansion bremser coronakrisen Lagkagehusets vækstspring, og den vækstivrige bagerikæde lander hårdt med et massivt underskud og et stort dyk i omsætningen for 2020.

227

mio. kr. i underskud leverer selskabet bag Lagkagehuset i 2020

“Tallene er, hvad tallene er. Vi har mistet flere hundrede millioner på toplinjen og ca. 100 mio. på bundlinjen. Det har været et hårdt år. Men jeg synes, at vi er kommet igennem det på en god måde, hvor vi er klar til at vokse igen,” siger Jason Cotta, der er topchef for koncernen bag Lagkagehuset, Danish Bake Holding.

Nedlukninger, restriktioner og et to-go-marked præget af færre pendlere sætter sine spor i regnskabet. Selskaberne i Danish Bake Holding oplevede i 2020 et fald i omsætningen på næsten 20 pct. til 933 mio. kr. mod over 1,1 mia. kr. i 2019. Nedgangen udløste et solidt fald i indtjeningen på 110 mio. kr. (ebitda før særlige poster) fra 146 mio. kr. i 2019 til 36 mio. kr. i 2020, og årets resultat ender dermed på minus 227 mio. kr.

“Der er selvfølgelig tale om signifikante tab, som det gør sig gældende med alle andre virksomheder i det område, som vi beskæftiger os med. Jeg synes, at vi er blevet velsignet af, at vi har været en del af fødevarenetværket i Danmark, hvilket betyder, at vi har holdt åbent i mange lokationer gennem det meste af krisen. Situationen har været helt anderledes i vores internationale markeder, hvor vores butikker i London og New York var totalt lukkede mellem tre og fem måneder. Så vi er påvirkede i langt højere grad dér, end på det danske marked,” siger topchefen.

Man kan sige, at vi var på en slags sidste etape af en opstart, da vi blev ramt i London

Jason Cotta, topchef iDanish Bake Holding

Lagkagehuset har siden 2008 været på en solid vækstrejse, hvor selskabet i 2008 havde tre butikker til i dag at have ca. 120 butikker spredt ud over tre markeder med 14 butikker London, tre butikker i New York og resten i Danmark.

“I London havde vi kurs mod at have en profitabel forretning i begyndelsen af 2020. Men sådan gik det ikke, da butikkerne blev lukket i fem måneder. Man kan sige, at vi var på en slags sidste etape af en opstart, da vi blev ramt i London. I New York var det endnu mere udtalt, da vores ældste butik kun havde været åbent et år på det tidspunkt, hvor vi måtte lukke den midlertidigt som følge af covid-19. I det perspektiv var indvirkningen langt mere alvorlig i vores internationale markeder,” siger Jason Cotta.

Selvom butikkerne over en bred kam har været åbne i Danmark, er den danske forretning blevet negativt påvirket af, at der er meget få, der pendler og rejser. Alene i Københavns Lufthavn har Lagkagehuset fem butikker og på Københavns Hovedbanegård ligger en af de mest travle, og de butikker har været påvirkede af få rejsende og passagerer. For at gøre selskabet klar til at kunne vokse yderligere i 2021 fik selskabet tilført i alt 200 mio. kr. i aktiekapital fra selskabets to ejere, Nordic Capital og L Catterton.

“Vores ejere så på det, som vi havde gjort, og på den ambition, vi har om at komme ud af covid-19 som en bedre forretning. Som resultat af det besluttede de at skubbe yderligere 200 mio. kr. ind i forretningen ved udgangen af 2020 for at give os den finansielle styrke, der skal til, for at vi kan vokse og accelerere ud af krisen,” siger Jason Cotta.

Topchefen er brite og tiltrådte som adm. direktør i Lagkagehuset i efteråret 2019. Han har blandt andet en fortid i kaffekæden Costa Coffee og har fået noget af en ilddåb i Lagkagehuset med en pandemi. I 2020 endte selskabet ligeledes i en omfattende imagekrise, da koncernen blev kritiseret for at være placeret i internationale skattely.

“Det blev klart for de fleste, at kritikken var fejlagtig og unøjagtig. Men det skete, da covid-19-situationen var på sit højeste og vi var lukket ned. Så det er vanskeligt at gennemskue, hvad der var covid, og hvad der var en effekt af den historie. Når vi ser på tallene i dag, kan vi ikke se en påvirkning,” forklarer han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis