ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Coronakrisen sætter fart på “benhårdt udskilningsløb” i detailbranchen: “Der er slet ingen tvivl om, at vi ikke har set de sidste knække halsen endnu”

Pressede butikker med

I sidste uge gik den familieejede bogkæde Arnold Busck konkurs efter flere år med underskud og dalende omsætning. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I sidste uge gik den familieejede bogkæde Arnold Busck konkurs efter flere år med underskud og dalende omsætning. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter flere år med en lang række butikslukninger, milliontab og øget pres fra nethandlen, har coronakrisen nu for alvor accelereret den blodrøde udvikling i dele af detailhandelen.

Ifølge flere eksperter og brancheforeninger har krisen sat fart på et større udskilningsløb, der vil give dødsstødet til butikker, som i forvejen har balanceret på kanten.

“Over de seneste ti år er der vel lukket 13-14 pct. af butikkerne i dansk detailhandel, og coronakrisen, hvor forbruget er ramt rigtig hårdt, giver nu et boost til den udvikling. Frafaldet vil accelerere,” siger markedsdirektør Henrik Hyltoft fra interesseorganisationen Dansk Erhverv, som har store dele af den danske detailhandel i medlemskredsen.

Han peger på, at det bl.a. rammer de selskaber, som aldrig er kommet sig over finanskrisen.

Fakta I sidste uge gik den familieejede bogkæde Arnold Busck konkurs efter flere år med underskud og dalende omsætning, mens tøjkoncernen PWT Group, som bl.a. står bag Tøjeksperten, kæmper for livet og er gået i rekonstruktion.

Det sidste skub

Men krisen vil hive tæppet væk under endnu flere butikker og kæder, forudser Mogens Bjerre, professor ved CBS, der forsker i detailbranchen.

“Det er et benhårdt udskilningsløb, der foregår lige nu, og der er slet ingen tvivl om, at vi ikke har set de sidste knække halsen endnu,” siger han.

Ifølge ham er detailbranchen særligt ramt af, at marginerne er meget lave, og i den aktuelle situation rammer det hårdt, at cashflowet er næsten helt væk, fordi de fleste kunder er væk.

“De er i en situation, hvor de risikerer at gå fra sorte til røde tal, hvis de mister bare 5-7 pct. af deres omsætning. Det er ekstremt hårdt tunede maskiner,” siger han og tilføjer, at coronakrisen kan være “det sidste skub,” der tipper de virksomheder ud over kanten, som i forvejen har været i problemer.

Det er et benhårdt udskilningsløb, der foregår lige nu, og der er slet ingen tvivl om, at vi ikke har set de sidste knække halsen endnu

Mogens Bjerre, professor ved CBS

“Når omsætningen pludseligt forsvinder, så bliver det jo meget tydeligt, at din økonomiske polstring simpelthen ikke er tilstrækkelig,” siger Mogens Bjerre.

Holdt sammen af tilbud

Direktør Kuno Kildetoft i modevirksomheden Ball, der selv driver 120 butikker med tøj til kvinder i store størrelser, forklarer, at det også før corona så slemt ud.

Det sidste, branchen havde brug for lige nu, var en krise, som fjerner kunder, omsætning og likviditet, siger han.

“Den fysiske modedetailhandel har jo generelt længe været presset og har groft sagt været holdt sammen af salg til nedsatte priser og rabatter hos butiksudlejerne. Indtjeningen har generelt slet ikke været god nok,” siger han.

Hos Dansk Detail, der organiserer tøj- og skobutikker, understreger adm. direktør Jens Birkeholm, at detailhandlens problemer startede med finanskrisen. Ifølge ham er omsætningen aldrig kommet tilbage på det samme niveau siden.

“Alle ville hellere have den nye iphone eller anden teknologi, ud at rejse billigt, spise ude eller have andre oplevelser. Det betød, at omsætningen i specialdetailhandelen aldrig er kommet op igen – uanset om vi taler sko, tøj, gryder eller andet,” siger Jens Birkeholm.

Samtidig er butikkerne presset af, at forbrugerne ændrer adfærd i krisetider, forklarer Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv, der henviser til, at det også skete i kølvandet på finanskrisen.

“Så der har været – og er – gang i en konsolidering. Og den vil fortsætte. Hvor mange der vil lukke? Det er svært at sige, og jeg skal i hvert fald ikke være den, der på vegne af branchen kommer til at optræde mest pessimistisk. Så det har jeg intet bud på. Men der bliver færre,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis