ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Krise tvinger Trustpilot og andre vækstkometer til at skrue ned for toplinjefokus: "Vi har en intern holdning, der hedder, at vi reducerer vores pengeforbrug ganske voldsomt"

Coronakrisentvinger iværksættere

til at fokusere på omkostninger frem for vækst.Kapitalen er blevet mere forsigtig,siger investor

Peter Holten Mühlmann, adm. direktør i Trustpilot, som pga. krisen har valgt at fokusere på profit frem for vækst. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Holten Mühlmann, adm. direktør i Trustpilot, som pga. krisen har valgt at fokusere på profit frem for vækst. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danske vækstkometer har i årevis været begunstiget af kapitalstærke investorer, hvis dybe lommer har gjort det muligt at finansiere underskudsgivende vækstrejser, men nu er der sket et skifte.

Coronakrisen har medført, at iværksættere – ofte presset af investorer – er nødt til at skrue ned for vækstambitionerne og samtidig skrue op for fokus på omkostninger og profitabilitet.

Sådan lyder meldingen fra en lang række iværksættere og investorer.

“Skiftet sker, fordi kapitalen i hvert fald midlertidig er blevet mere forsigtig. Tidligere har der været en større risikoappetit hos investorerne, men den er reduceret lige nu,” siger it-iværksætteren Preben Damgaard, der selv er involveret i en række startups.

I dag kæmper danske iværksættere fra dag ét mod konkurrenter fra hele verden, hvilket betyder, at det er blevet altafgørende at være den, der har mest kapital til rådighed, så man kan vokse hurtigt og blive kategorivinder.

Det er ikke kun danske virksomheder, der nu skruer ned for vækstambitionerne, vurderer kilder i venturemiljøet.

“Jeg tror ikke generelt, at der er et voldsomt forandret konkurrencebillede, da det her har været en global udfordring, og rammevilkårene derfor har været ens for alle,” siger Tommy Andersen, partner i venturefonden Byfounders.

Mens danske startups i 2016 samlet modtog 1 mia. kr. fordelt på 51 investeringer, blev der i 2019 givet 67 investeringer og 4 mia. kr., viser tal fra Vækstfonden.

Anmelderportalen Trustpilot, der siden starten i 2007 har rejst over 1 mia. kr. i risikovillig kapital, er en af de virksomheder, som grundet coronakrisen har valgt at skrue ned for væksten og afskedige 80 ansatte.

1

mia. kr. har Trustpilot rejst i risikovillig kapital siden 2007

Trustpilot har de seneste år løftet toplinjen med tocifrede procentsatser, men samtidig har virksomheden alene de sidste to år tabt 315 mio. kr.

“Vi har en intern holdning, der hedder, at vi reducerer vores pengeforbrug ganske voldsomt. I stedet for at investere aggressivt i vækst, skal vi fokusere på at få et ganske lille underskud på vores cashflow,” siger Peter Holten Mühlmann, adm. direktør i Trustpilot.

Midlertidig ting

Hos vækstkometen Goodiebox, der på få år har skabt en trecifret millionomsætning, har man også været nødt til at sætte tæring efter næring, efter virksomheden i foråret måtte opgive at rejse 200 mio. kr. fra venturefonde.

I den forbindelse skrinlagde Goodiebox en aggressiv vækstplan, fyrede hver fjerde medarbejder og indførte et benhårdt fokus på at skabe en positiv driftsresultat i virksomheden, der i seneste regnskabsår havde et underskud på 21,2 mio. kr.

Det er allerede lykkedes, fortæller Goodiebox’ bestyrelsesformand og investor, Morten Strunge, der oplyser, at den abonnementsdrevne virksomhed i både april og maj måned skabte et positivt driftsresultat (ebitda).

“Der er ingen tvivl om, at ambitionerne for toplinjevæksten har været højere end det, de kommer til at levere nu. Goodiebox vokser stadigvæk, men ikke lige så meget som de kunne have gjort,” siger Morten Strunge.

Preben Damgaard, der blev slået til milliardær med salget af Navision i 2002, er selv investor i flere virksomheder såsom Too Good To Go og Dixa.

“I de selskaber, jeg er en del af, har vi hovedsageligt lettet foden fra gaspedalen, så vi midlertidigt ikke investerer lige så meget i at vokse,” siger Preben Damgaard.

It-investoren tror selv, at det øgede fokus på profit i forhold til vækst vil forsvinde, så snart corona er et overstået tema, og investeringerne igen flyder fra investorerne.

“Jeg tror, at hvis vi skruer tiden frem til 2021/2022, så er tingene mere eller mindre normaliseret til situationen før coronakrisen,” vurderer Preben Damgaard.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis