Allan Witt, der byggede den midtjyske handelsvirksomhed Witt op til en trecifret millionforretning med salg af især hvidevarer, har gjort det igen: Øget både omsætning og resultat til et nyt rekordniveau.
gange større er resultatet i 2020 end syv år tidligere
Toplinjen i Witt Invest-koncernen, som i dag både har agenturer på mærkevarer og egne mærker inden for hvidevarer, husholdningsapparater samt elektronik til indendørs og udendørs brug, strøg i 2020 et par hundrede mio. i vejret og landede på 890 mio. kr., mens resultatet efter skat steg med 43 pct. til over 87 mio. kr.
Det er syvende år i træk med fremgang på bundlinjen. I 2013 lød den på 16 mio. kr. efter et salg på godt 350 mio. kr. Altså mere end en femdobling af resultatet siden da.
“Når vi ser nye trends eller behov, har vi mulighed for hurtigt at få nye produkter i vores portefølje
direktør Claus Tange, Witt
Direktør Claus Tange fra koncernens største selskab, Witt Hvidevarer, der bidrager med ni tiendedele af toplinjen og hele bundlinjen, forklarer, at coronapandemien og omfattende nedlukning på markederne i Storbritannien og Skandinavien gav øget fokus på mange varer.
“Vi har solgt rigtig mange elløbehjul og -cykler. Rigtig mange briter, der pludselig ikke ville eller kunne komme med undergrundsbanen i London, valgte at anskaffe sig det. At mange har været mere hjemme, har vi også kunnet mærke på en kraftig vækst i salget af vores forskellige kaffebryggere, som jo flytter caféoplevelsen ved en god kop kaffe hjem,” siger Claus Tange.
Salget er også steget i produktgrupper som robotplæneklippere, vinkøleskabe og robotstøvsugere, ligesom det er smittet af på hvidevaresalget, at mange har investeret i renovering eller udskiftning af køkken.
“Når vi ser nye trends eller behov, har vi mulighed for hurtigt at få nye produkter i vores portefølje,” konstaterer Claus Tange om handelsvirksomheden, som Allan Witt startede for mere end 25 år siden – og i dag ejer sammen med sine to børn, Nanna og Kaspar.
“Hvis vi tidligere har betalt måske 1200-1800 dollar i fragt for en container, så kan det nu koste 12.000 dollar
direktør Claus Tange, Witt
I dag er der over 140 medarbejdere i domicilet i Gødstrup ved Herning, på markederne i Skandinavien, Storbritannien og Irland samt netop åbnede Benelux. Coronapandemiens begrænsninger på besøg hos de mange leverandører i Fjernøsten har betydet, at Witt har åbnet eget indkøbskontor i Kina.
Selvom der ifølge direktøren har været en solid vækst i de første fem måneder i år, så tør Witt ikke love fortsat fremgang. I koncernens årsrapport skrives direkte i ledelsesberetningen, at 2021-resultatet ventes at blive “i underkanten” af rekorden fra 2020.
“En stor del af produkterne i vores portefølje leveres fra Østen, så vi rammes af de globalt voldsomt forhøjede fragtrater. Vi kan i dag nemt få ekstra transportomkostninger på 3000 dollar pr. container – og i nogle tilfælde meget mere. Hvis vi tidligere har betalt måske 1200-1800 dollar i fragt for en container, så kan det nu koste 12.000 dollar,” siger Claus Tange.
mio. kr. solgte Witt Invest-koncernen for i 2020 – 200 mio. kr. mere end året før
“Vi har naturligvis mulighed for at justere vores priser, men der er en risiko, når vi f.eks. har lavet aftaler her i starten af året,” fastslår direktøren.
Oven i corona, der betød, at Witts folk ikke kunne komme rundt til kunderne – elektronikforhandlere, detailkæder, byggemarkeder osv. – har virksomheden i 2020 også kæmpet med den nye situation efter brexit. Witt har etableret lager i England, hvortil varer til lokale kunder leveres, således at der ikke først skal betales told ved indførsel i EU og dernæst told ved eksport herfra. Men Witt er faktisk også ved at udvide sit lager i Gødstrup med 50 pct. til over 7000 kvm.