ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danish Crown-topchef: Kina en stor del af forklaringen på rekordresultat – og eksporten til Kina kommer stærkt igen efter sommerferien

Kina og salg af problembarnet Tulip i fjor sikrer Danish Crown resultat på 1,4 mia. kr. i første halvår

Jais Valeur, topchef i Danish Crown, tror, at eksporten til Kina igen tager fart hen på sommeren. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Jais Valeur, topchef i Danish Crown, tror, at eksporten til Kina igen tager fart hen på sommeren. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Milliardkoncernen Danish Crowns rekordhøje halvårsresultat på 1,4 mia. kr. eller 46 pct. mere end i fjor skyldes i høj grad Kina.

Svinepest i Kina har givet styrtdyk i den lokale kinesiske svinekødsproduktion, så Danish Crown har øget sit salg derude voldsomt, og kinesernes mangel på kød har trukket svinekødspriserne op på meget høje niveauer globalt.

Vi lykkedes med at skaffe frysehuskapacitet og containere, så vi kunne sende kød til Kina, også efter at coronaen var opdaget i Wuhan

Jais Valeur, koncernchef, Danish Crown
Det er koncernchef Jais Valeurs forklaring på, at Danish Crown i første halvdel af sit skæve regnskabsår 2019/20 øgede koncernomsætningen med 18 pct. til næsten 32 mia. kr. – og nettoresultatet med mere end dobbelt så meget til 1,4 mia. kr.

“Vi fik et superstærkt efterår, primært på grund af svinepesten i Kina, og vi lykkedes med at skaffe frysehuskapacitet og containere, så vi kunne sende kød til Kina, også efter at coronaen var opdaget i Wuhan midt i januar. Siden er der åbnet mere op i Kina, og der er kommet lidt mere lokalt kød på markedet, og de kinesiske indkøbere tøver nu lige lidt. Men jeg er overbevist om, at vores eksport til Kina kommer stærkt igen efter sommerferien. Der er et underliggende behov,” fastslår Jais Valeur.

Kina aftog i 2018/19 for 4 mia. kr. fra Danish Crown, og det bliver ifølge Valeur noget højere i år.

Danish Crown bruger helt aktuelt rigtig mange ressourcer på at manøvrere på et marked, hvor coronaen har ramt efterspørgslen fra foodservicekunder som restauranter, kantiner osv. Det har betydet et fald i Danish Crowns afregning til sine ejere – der også er leverandører. Men svineproducenterne får stadig en pænt høj pris, mens det kniber lidt mere med betalingen til kvægproducenterne.

4

mia. kr. solgte Danish Crown for i Kina i 2018/19 – det bliver mere i 2019/20

Jais Valeur understreger, at salget af det stærkt underskudsgivende Tulip Ltd. i Storbritannien i fjor også er stærkt medvirkende til, at koncernen i første halvdel fa 2019/20 har opnået sit bedste halvårsresultat nogensinde. Tulip gav i flere år – frem til salget for et lille års tid siden – blodrøde trecifrede millionunderskud.

“De dårlige resultater i Tulip har tidligere skygget lidt for en fin udvikling i andre dele af Danish Crown. Vi har generelt haft en god performance hele vejen rundt i koncernen, og det er lykkedes os at få de globale prisstigninger på svinekød igennem hos vores kunder. Det har tidligere, når kødpriserne er steget markant, været et problem at få prisforhøjelser til at følge med,” konstaterer Jais Valeur.

​​​​​​​


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis