Det er langt fra gået som håbet for kapitalfonden Vektor Kapital, der i 2017 overtog tøjkæden Bertoni for et lille millionbeløb.
“Et exit i form af et salg af virksomheden lige nu forekommer temmelig urealistisk. For os handler det om at rebe sejlene og se, hvordan vi kan få den her virksomhed videre,” siger Lars Jørgensen, bestyrelsesformand i Bertoni og partner i Vektor Kapital.
“Jeg synes ikke, at man skal gisne om, hvor vidt man har fortrudt eller ej
Lars Jørgensen, bestyrelsesformand, Vektor Kapital
Bertoni offentliggjorde torsdag morgen sit årsregnskab for 2019, og det er ikke pænt. Driftsunderskuddet dykker markant til 16 mio. kr., og på bundlinjen bliver der tabt 13 mio. kr.
Vektor Kapital
“Vi har haft et vanskeligt 2019, det hersker der ikke nogen tvivl om. Det kan vi ikke se bort fra, og det har vi heller ikke gjort. Det er også derfor, at vi har skudt en hulens masse penge i det,” siger Lars Jørgensen.
Af regnskabet fremgår det, at Bertoni har fået tilført 4 mio. kr. via en kapitalforhøjelse, ligesom der er blevet overført et beløb på 11,5 mio. kr.
mio. kr. tabte Bertoni i 2019, fremgår det af regnskabet
“I de seneste 12-18 måneder har vi tilført omkring 20 mio. kr., og det er væsentlig mere, end vi havde regnet med i denne sag, må vi nok indrømme,” siger Lars Jørgensen.
Vektor Kapital ejer på nuværende tre virksomheder: Bertoni og to ukrainske virksomheder med speciale i henholdsvis økologisk fiskeopdræt og gødning.
Vektor Kapital overtog herretøjskæden Bertoni i 2017. Selskabet er grundlagt i 1972 af Palle Breckling, og hans søn, Klavs Breckling, var indtil sidste år adm. direktør i Bertoni.
“Vi købte ind i denne case i 2017 på baggrund af en forventet ekspansion i Tyskland. Men har vist sig, at den tyske ekspansion har været vanskelig at få i gang,” siger Lars Jørgensen.
I Tyskland sælges Bertoni i en række stormagasiner via partnere. Ifølge Lars Jørgensen har partnerne haft mulighed for at returnere det tøj, de ikke kunne sælge, og det har kostet en formue for selskabet.
Derfor har man nu ændret vilkårene, så der ikke længere er nogen returret.
“2019 var året, hvor vi konstaterede, at Tyskland ikke var det, vi troede, det skulle være, og derfor har vi været nødt til at rydde ganske alvorligt op i en række ting,” siger Lars Jørgensen.
Har I trukket jer ud af Tyskland?
“Nej, det har vi ikke. Men vi har redefineret de ønsker, vi har til et samarbejde, og det indebærer bl.a., at vi ikke ønsker at give returret på varer. Nu må vi så se, hvad de siger til det i Tyskland, om de vil fortsætte samarbejdet eller ej.”
Bertoni, der driver godt 20 butikker i Danmark og Norge, kom relativt godt ind i 2020, men coronakrisen har kostet nogle salg, og havde det ikke været for hjælpepakkerne, var selskabet muligvis kollapset.
“Hvis der ikke havde været hjælpepakker, så tror jeg ikke, at vi havde fortsat vores opbakning,” siger Lars Jørgensen.
Så havde I trukket stikket?
“Det tror jeg. Men nu er det jo en kontrafaktisk virkelighed, så det kan man aldrig gisne om. Men det er et ganske pænt beløb, vi har fået (via hjælpepakkerne,red.).”
I løbet af 2020 har Vektor Kapital også ydet et lån til Bertoni for at holde selskabet flydende.
“Vi tilfører løbende penge til virksomheden efter behov, og så gør man sig efterhånden nogle betragtninger om, hvad vi skal kalde de her penge: Om det er lån eller aktiekapital,” siger Lars Jørgensen.
Bertoni sendte i løbet af foråret 2020 90 pct. af sine ansatte hjem, og selskabet forventer tidligst at komme op på fuld kapacitet i slutningen af 2020.
Men ifølge regnskabet for 2019 ser Bertoni også pandemien som en mulighed for at revidere strategien og “lægge endnu flere kræfter i det strategiske arbejde for at få en mere fremsynet engros- og detailforretning”.
Som alle andre kapitalfonde lever Vektor Kapital af at købe og sælge virksomheder, og Lars Jørgensen ser det som en oplagt mulighed at slå sig sammen med en anden virksomhed inden for herretøj, hvor tingene kan gå op i en højere enhed.
“Vi er dygtige til blazere, bukser, skjorte og jakkesæt. Men der er også nogle produktprogrammer, hvor andre er dygtigere end os. Derfor vil det måske være naturligt for os at være en del af en anden virksomhed på længere sigt,” siger han.
Fortryder du, at I investerede i Bertoni i 2017?
“Jeg synes ikke, at man skal gisne om, hvorvidt man har fortrudt eller ej. Vi er her, hvor vi er, og det tager vi alvorligt og forsøger at gøre det til ende,” siger Lars Jørgensen.