Coronakrisen har sendt store dele af detailbranchen ud i massive problemer, men allerede inden virussen kom til Danmark, var tøjkæden Bertoni hårdt ramt.
“Vi ser pandemien som en mulighed for at revidere strategien og lægge endnu flere kræfter i det strategiske arbejde for at få en mere fremsynet engros- og detailforretning
Ledelsesberetningen
Det viser 2019-regnskabet, der netop er blevet offentliggjort.
Tøjkæden, der står bag 13 butikker i Danmark og omkring lige så mange i Norge, afslører ikke sin omsætning, men driftsresultatet tager sig en ordentlig tur nedad. Underskuddet på driften dykker fra et negativt terræn på 1 mio. kr. i 2018 til et driftsunderskud på 16 mio. kr i 2019.
Udviklingen gør også ondt på bundlinjen, hvor tabet lyder på 13 mio. kr.
“Ledelsen anser resultaterne for utilfredsstillende,” står der i ledelsesberetningen.
Herretøjskæden blev grundlagt i 1972 af Palle Breckling, og hans søn, Klavs Breckling, var indtil sidste år adm. direktør i Bertoni. Men Klavs Breckling trådte tilbage, og i dag er Bent Birger Rasmusen øverste chef i Bertoni.
Klavs Breckling sidder stadig på en lille aktiepost, men i 2017 blev kapitalfonden Vektor Kapital hovedaktionær.
Ifølge mediet Finans overtog Vektor 60 pct. af aktierne for bare 10 mio. kr., fordi Bertoni også dengang var i store problemer.
“Vi har fået fordelagtige vilkår i denne handel, for en virksomhed som Bertoni har potentiale til at koste 200 mio. kr. Det ville bare kræve en bedre lønsomhed, end virksomheden har nu,” sagde Lars Jørgensen, adm. direktør og partner i Vektor Kapital, til Finans i 2017.
Lars Jørgensen er i dag bestyrelsesformand i Bertoni, og han og Vektor Kapital har igen skudt nye penge i Bertoni for at holde hånden under tøjkæden.
Af regnskabet fremgår det, at Bertoni har fået tilført 4 mio. kr. via en kapitalforhøjelse, ligesom der er blevet overført et beløb på 11,5 mio. kr.
De nye penge sikrer Bertoni en egenkapital på 16 mio. kr., og noget tyder på, at der allerede i 2020 er blevet brugt en del af pengene.
I hvert fald skriver ledelsen, at covid-19-krisen ikke overraskende påvirker Bertoni negativt. 90 pct. af selskabets ansatte blev i løbet af foråret sendt hjem, og Bertoni forventer tidligst at komme op på fuld kapacitet i slutningen af 2020.
“Vi ser pandemien som en mulighed for at revidere strategien og lægge endnu flere kræfter i det strategiske arbejde for at få en mere fremsynet engros- og detailforretning,” skriver selskabet i ledelsesberetningen.
Heri fremgår det ligeledes, at Vektor Kapital også har stillet et kortsigtet lån til rådighed.
“Vi forventer ikke at realisere et overskud på driften i 2020 som følge af konsekvenserne fra covid-19,” lyder det.
Børsen arbejder på at få en kommentar fra ledelsen eller Vektor Kapital.