ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jysk overvejer at droppe storcenterbutikker fremover: “Vi kigger på, om vi skal ændre vores strategi”

Topchef i Jysk, Jan Bøgh, er

usikker på, om milliardkæden vil åbne nye butikker i storcentre, efter coronakrisen har sat centrene under yderligere pres

Jysk overvejer at droppe at åbne nye butikker i storcentre fremover, fordi salget er faldet markant, og de frygter, at forbrugerne, selv efter coronakrisen er overstået, vil søge andre steder hen.  Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Jysk overvejer at droppe at åbne nye butikker i storcentre fremover, fordi salget er faldet markant, og de frygter, at forbrugerne, selv efter coronakrisen er overstået, vil søge andre steder hen. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Krisen i storcentre over det meste af verden får nu en af Danmarks største detailkæder Jysk til at overveje helt at fravælge lejemål i de indendørs shoppingcentre fremover.

Jysk har over 2900 butikker i 51 lande, og heraf er omkring 300 af dem placeret i store indkøbscentre, hvor mange mennesker er samlet. Her kan topchef i Jysk, Jan Bøgh, nu se, at salgstallene halter et godt stykke efter sengekædens øvrige butikker, der typisk ligger uden for byerne.

150

butikker vil Jysk som minimum åbne det kommende år, men måske bliver ingen af dem i storcentre.

“Vi kigger på, om vi skal ændre på vores strategi dér ved at vælge nogle andre placeringer end storcentre. Vi har masser af sammenligningsmateriale, og vi kan se, at vi har fået det sværere i storcentrene. Bliver det en trend, at de store indkøbscentre er mere udsat? Det ser ud til, at de der store forlystelsescentre, som vi især ser i udlandet, er det første, mange lande lukker ned,” siger han.

Jan Bøgh mener, at der har sat sig en frygt for storcentre i mange forbrugere.

“Det kan være, at det løsner sig igen, men hvis den frygt sætter sig fast og fortsætter i længere tid, er det alvorligt,” siger han.

Jysk planlægger at åbne mindst 150 nye butikker det kommende år, og her vil Jysk-bossen tænke grundigt over, om nogen af dem skal ligge i storcentre.

“Vi vil måske gerne have flere fritliggende placeringer, hvor der er en indgang direkte fra en parkeringsplads, så du kan gå ind i butikken uden at komme i kontakt med andre, og hvor du ikke skal op ad en rulletrappe,” siger han.

Presset af stigende nethandel har både danske og udenlandske storcentre kæmpet med store milliontab og nedskrivninger på ejendomme, og nu har coronakrisen givet dem et ekstra stød.

Sport 24: Sænk huslejen

Hos den landsdækkende kæde Sport 24 med 101 butikker mener adm. direktør Lars Elsborg, at storcentrene er nødt til at sænke huslejen permanent, når kunderne svigter.

“Vi bliver nødt til at være åbne for hinanden og sige, at den her udvikling er der jo ikke nogen, der på sigt kan holde til,” siger Lars Elsborg, der tilføjer, at kæden også har set salget dykke i storcentrene.

“Hvis centrene bliver ved med at miste kunder, så giver det sig selv, at så smider vi omsætning. Det kan vi ikke leve i. Så dør butikkerne,” siger han.

Hvis han ikke kan få forhandlet bedre lejekontrakter for centerbutikkerne, er han klar til at flytte dem.

Hvad er alternativet? Er det at lægge sig på en gågade, som er affolket og tom?

Jesper Faurholdt, adm. direktør, Danske Shoppingcentre
Men hos ATP- og Danica-ejede Danske Shoppingcentre, der har 18 storcentre i Danmark, er adm. direktør Jesper Faurholdt ikke bange for, at flere butikker vil flytte uden for storcentrene.

“Hvad er alternativet? Er det at lægge sig på en gågade, som er affolket og tom? Vi har trods alt inden corona leveret vækst i kundestrømmen. Det tror jeg ikke, man har lyst til at undvære som butik,” siger han.

Ifølge Mogens Bjerre, der er professor ved CBS og forsker i detailbranchen, har coronakrisen sat butikscentrene under yderligere pres.

“Storcentrene har kapitaliseret på, at de fysiske beliggenheder var afgørende for butikkerne, men forbrugerne behøver ikke butikker på samme måde som tidligere. Det vil betyde, at mange butikker fremover vil have færre kvadratmeter og dermed betale mindre i husleje,” siger han, men han forventer dog ikke, at nedgangen i storcentrene er varig.

Hos DK Company, der har ca. 200 helt eller delvist ejede tøjbutikker, ryster topchef Jens Poulsen ikke på hånden, selvom trafikken i storcentrene er “meget lavere nu end tidligere”.

“Jeg formoder da, at vi ser en effekt, når coronavaccinerne er klar. Når frygten for at bevæge sig blandt mange mennesker i f.eks. indkøbscentre er væk, så vil vi se en reaktion,” siger modebossen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis