ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Johan Bülow udvider kerneforretningen: Vil nu lære verden at drikke lakrids

Den danske lakridsproducent

Lakrids By Bülow lancerer nu for første gang et produkt uden for slikkategorien

Johan Bülow (t.v.) og Fredrik R. Nilsson fra Lakrids By Bülow, der nu lancerer en lakridslikør. Foto: Sophie Voisin
Johan Bülow (t.v.) og Fredrik R. Nilsson fra Lakrids By Bülow, der nu lancerer en lakridslikør. Foto: Sophie Voisin

Den bornholmske lakridsmager Johan Bülow tager nu et skridt ud i ukendt land.

Efter at have lavet lakrids i alle afskygninger de seneste 13 år, lancerer Lakrids By Bülow sit første produkt, der ikke er et stykke slik. Der er tale om en økologisk lakridslikør med smag af kakaobønner, der kommer til at gå under navnet Fortified Liquorice.

“Det bliver ufatteligt spændende at se, hvad der sker, når vi betræder et helt nyt område,” siger Johan Bülow, der i dag er kreativ direktør i virksomheden.

Han har sammen med sine ansatte brugt knap to år på at udvikle likøren, der i første omgang bliver lanceret på det danske marked samt det næststørste marked, som er Tyskland. Det sker primært online, men også i samarbejde med kendte cocktailbarer, der skal være med til at udbrede kendskabet af den nye lakridsdrik, der indeholder 18 pct. alkohol.

“Med den cocktailkultur, der er i København, så synes vi, at det er mega spændende. Det er logisk, at der i en københavnercocktail er et tvist af lakrids,” siger Fredrik R. Nilsson, der er adm. direktør i Lakrids By Bülow.

Lanceringen kommer knap halvandet år efter, at selskabet rebrandede sig med nyt navn, nyt logo og nye indpakninger, der var et væsentlig element i en større international ekspansion.

“Vi har tocifret vækst på alle markeder uden for Danmark, så forretningen går i den rigtige retning. Fremtiden for os er både geografisk vækst og en ekspansion af produktsortimentet, hvilket i denne uge når en milepæl med vores nye produkt,” forklarer Fredrik R. Nilsson.

Et stærkt brand

Det er ikke en helt ukendt øvelse, at kendte brands lancerer produkter uden for deres kerneprodukt, forklarer Frederik J. Preisler, der er kreativ direktør og partner i reklamebureauet Mensch.

18

pct. alkohol er der i Lakrids By Bülows nye likør

“Helt grundlæggende kan man lave hvad som helst, hvis man har et brand, der er stærkt nok. En Louis Vuitton-hundeskål eller en Supreme-hammer er eksempler,” lyder det fra Frederik J. Preisler.

Strategisk handler det ifølge den garvede reklamemand om at sælge mere til sin målgruppe. Der er en grænse for, hvor meget lakrids man som enkeltperson kan stoppe i hovedet, og derfor giver det mening at lancere noget i samme kvalitet, men i en anden kategori, vurderer han.

“Brandet er altid større end produktet. Og naturlige forlængelser af kerneproduktet er ikke farlige, medmindre det nye produkt er så dårligt, at det sætter troværdigheden over styr,” siger Frederik J. Preisler. ​​​​​​​​​

Alle skal elske lakrids

Johan Bülow er ikke gået stille med sin mission. Han vil have hele verden til at elske lakrids. Det har han gjort ved at udvikle nye smage, der passer godt til særlige geografiske områder. Blandt andet har han udviklet et specifikt produkt til Emiraterne, der smager af dehydreret rose.

Den nye likør, der smager af lakrids og chokolade, skal også være en løftestang for yderligere vækst og gerne udvide målgruppen.

“Det her er første gang, hvor vi prøver den smag af, som vi er blevet verdensmestre til at lave, i en helt anden kategori end konfekturekategorien. Det er klart, at hvis vores brand kan komme ind på den her bane, så ligger der en masse muligheder for os, og vi kan skabe nye salgskanaler,” siger han.

Likøren skal sælges online, ud i nattelivet på cocktailbarer og gerne hjem i stuerne, hvor den kan nydes efter et aftenmåltid, forklarer Johan Bülow. Det vigtige er, at den skal bredt ud.

“Vi har en forholdsvis høj kendskabsgrad i Danmark, men det har vi ikke på samme måde i Tyskland og Sverige. Kendskabsgrad skaber salg, så jo flere gange folk møder vores brand, jo bedre,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis