Haldor Topsøe står foran et kæmpe væksteventyr båret af den grønne omstilling. Ejere og ledelse er klar til at investere for flere mia. kr. i selskabets vej mod en markant større omsætning.
“I de kommende fire år vil der blive meget betydelig vækst i Haldor Topsøe,” siger Roeland Baan i sit første interview som adm. direktør i selskabet, der bl.a. arbejder med teknologier til produktion af rene brændstoffer samt brint, ammoniak og metanol.
Det er især inden for sidstnævnte områder, at der kan hentes vækst. Teknologierne knytter sig fremstilling af syntetisk brændstof til f.eks. skibe og fly, baseret på f.eks. overskudsstrøm fra vindmøller. Populært kaldes teknologierne power-to-x.
Haldor Topsøe har lavet en strategiplan frem mod 2024, hvor de nye teknologier spiller en vigtig rolle.
pct. af omsætning og resultat skal komme fra nye rene brintbaserede teknologier i Haldor Topsøe i 2024
“Vi forventer, at power-to-x og de øvrige nye teknologier vil bidrage med 30 pct. af omsætning og resultat om fire år. I dag udgør den 4-5 pct. Desuden forventer vi, at de andre forretningsområder i Haldor Topsøe også vil vokse,” siger Roeland Baan, der i øvrigt holder kortene tæt til kroppen om, hvor den samlede omsætning vil ligge om fire år.
Haldor Topsøe er allerede i dag markedsleder inden for flere af selskabets teknologier, der er baseret på katalyse, hvor kemiske processer accelereres.
“Det er vores mål at blive anerkendt som den globale leder i teknologier inden for karbonreduktion
Roeland Baan, adm. direktør, Haldor Topsøe
“Det er vores mål, at blive anerkendt som den globale leder i teknologier inden for karbonreduktion,” siger Roeland Baan.
Han betegner hele brintområdet som et område med ekstremt kraftig vækst, der samtidig accelererer. På langt sigt vil Haldor Topsøe udelukkende udvikle bæredygtige teknologier, men vil i en årrække fortsætte med at arbejde i olie- og gasindustrien.
Argumentet fra Haldor Topsøes side er, at selskabets teknologier trods alt er med til at mindske CO2-udslip fra de sorte industrier.
“Hvis du ser det i et diagram, vil du se de fossile aktiviteter gå ned, mens de grønne vil gå op for til sidst at overtage det hele. Hvor hurtigt det vil gå handler om, hvor hurtigt vi kan penetrere markedet, og hvor hurtigt verden er klar til at betale for de nye teknologier,” lyder det fra Roeland Baan.
Han bakker fuldt op om udfasning af de fossile brændsler, men peger på, at det er nødvendigt med pengestrømme fra de sorte industrier for at drive udviklingen. Politiske beslutninger om yderligere afgifter på CO2 vil også være medvirkende til at skubbe på en udvikling.
“De fleste industrier er nødt til at stå på to ben en overgang,” siger han om transformationen fra sort til grøn energiproduktion.
Haldor Topsøe er familieejet af arvingerne til stifteren, Haldor Frederik Axel Topsøe, og 30 pct. af selskabet ejes af den Singapore-baserede investeringsfond Temasek.
De kommende års vækst vil blive finansieret af det løbende cashflow, egenkapitalen er knap 2 mia. kr., og hertil kommer mulighederne fra ejerkredsen.
“Både familien og Temasek er klar til at investere i yderligere vækst, hvis vi ser gode muligheder. Det vil være investeringer i organisk vækst, men jeg vil ikke udelukke, at der kan komme opkøb,” lyder det fra Roeland Baan.
Hos DI ser man positivt på tonerne fra den nye adm. direktør i Haldor Topsøe:
“Det er en fremragende udmelding fra et koryfæ i dansk erhvervsliv. Vi ved, at målet om klimaneutralitet i 2050 ikke kan indfries uden power-to-x,” siger branchedirektør Troels Ramis fra DI.