ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

DI: "Hverdagen er begyndt at indfinde sig efter sommeren. Det er dog meget forskelligt, hvordan virksomhederne er tilbage”

Flere danske virksomheder åbner

atter kontorerne helt, men det er til en ny hverdag med sikkerhedsforanstaltninger

Novozymes er en af de virksomheder, der nu har åbnet for de danske kontorer. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Novozymes er en af de virksomheder, der nu har åbnet for de danske kontorer. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Her efter sommerferien har flere danske virksomheder åbnet kontordørene for alle deres medarbejdere igen. De er dermed fuldt tilbage efter måneder med arbejde hjemmefra.

I en rundringning, som Børsen har foretaget til ti af de største danske virksomheder og C25-selskaber, heriblandt Mærsk, Novo Nordisk og Demant, bekræfter samtlige selskaber, at alle deres medarbejdere nu kan komme tilbage til arbejdspladsen.

Også i Novozymes kan medarbejderne vende tilbage, selvom det ikke er til den helt samme hverdag som inden krisen, siger Thomas Videbæk, driftsdirektør i Novozymes.

“Alle medarbejdere har muligheden for at komme tilbage nu. Hverdagen er tilbage igen, men det er en ny hverdag, for sammenligner man med, hvordan hverdagen så ud for et års tid siden, er der forskel. Vi har en del flere foranstaltninger, som f.eks. at vi spiser i hold i kantinen, og hvis det kan klares virtuelt eller hjemmefra, opfordrer vi til, at man skal gøre det,” siger han.

Flere foranstaltninger

Også i Dansk Industri bekræfter de tendensen, at den nye hverdag er ved at indfinde sig. DI har ringet rundt til 40 små og mellemstore virksomheder, og her bekræfter størstedelen, at de er fuldt tilbage på deres danske kontorer.

“Det gælder for de fleste, at hverdagen er begyndt at indfinde sig efter sommeren. Og den hverdag har de higet efter. Det er dog meget forskelligt, hvordan virksomhederne er tilbage. De små og mellemstore tager de foranstaltninger, som de danske myndigheder anbefaler, mens de store globale virksomheder generelt tager yderligere foranstaltninger end myndighedernes anvisninger,” siger Pernille Erichsen, chef for DI ledelse og virksomhedsudvikling.

Hvis det kan klares virtuelt eller hjemmefra, opfordrer vi til, at man skal gøre det

Thomas Videbæk, driftsdirektør i Novozymes

Det har de blandt andet gjort hos bryggerigiganten Carlsberg, hvor har man indført, at medarbejderne skal vaske hænder, inden de møder ind, og man opfordres også til at spritte overflader af på både cykel og bil og bruge mundbind, når man er i den offentlige transport.

Også i ISS har man villet skærpe sikkerheden og opfordrer derfor alle, der har været på ferie både i indland og udland, til at lade sig teste for corona, inden de møder ind på arbejde igen.

“Vi vil gerne være på den sikre side. Vores medarbejdere er ofte i kontakt med mange, både kunder og kollegaer, og jeg synes derfor, at vi har et ekstra ansvar for at skabe så stor sikkerhed som muligt,” siger Lotte Hjortlund Andersen, HR-direktør i ISS.

Anden bølge lurer

Det er forskelligt, hvornår de danske virksomheder har åbnet helt op. For de fleste er det sket gradvist, og de fleste var allerede tilbage lige inden sommerferien. Men hos Deloitte er alle medarbejderne først begyndt at komme tilbage til kontorerne på fuld tid i denne uge.

“Vi har ventet lidt længere for at kunne være helt sikre på, at det er forsvarligt for medarbejderne. Det ville være en stor fejl at tro, krisen er ovre, derfor har vi også opfordret til, at hvis det kan gøres ligeså effektivt hjemmefra, skal det gøres hjemmefra,” siger Morten Speitzer, partner i Deloitte.

Han bakkes op af Pernille Erichsen i DI. For selvom alt tyder på, at det nærmer sig en normal hverdag, skal man ikke tage fejl af, at krisen ikke er ovre endnu.

“Folk har måske glemt det hele en lille smule og er gået lidt for meget “back to normal”. For krisen er ikke slut endnu, og anden bølge lurer. Jeg tror derfor også, vi vil tage en drejning mod mere sikkerhed i den kommende tid. Men lige nu virker det heldigvis til, at hverdagen er tilbage til det normale, særligt i små og mellemstore virksomheder,” siger hun.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis