ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Gav de bedste havnekvadratmeter til forbudt norsk laksefabrik: “Vi frygter at stå med sorteper”

Norges fiskeriminister tog

første spadestik på samme fabrik i Hirtshals, som hans afløser forbød. Borgmester undrer sig

Norges fiskeriminister, Per Sandberg (midt), på besøg i Hirtshals i 2017 hos borgmester, Arne Boelt (th.). 
Arkivfoto: Henrik Louis
Norges fiskeriminister, Per Sandberg (midt), på besøg i Hirtshals i 2017 hos borgmester, Arne Boelt (th.). Arkivfoto: Henrik Louis

Når Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) ser tilbage, var den risiko, Hjørring Kommune tog i parløbet med det officielle Norge om at blive genvej for det norske lakseeventyr, i virkeligheden kæmpestor. Men end ikke tanken strejfede dengang i 2017, da stemningen omkring det norske logistikselskab Hav Lines gigantinvestering på Hirtshals Havns allerbedste placering var på sit højeste.

“Vi havde blind tillid. Hav Line er ejet af solide norske familiedynastier, de havde alle hjemlige godkendelser i ryggen, og de var endda blevet støttet med mio. af den solide og forudsigelige norske stat. Nu er vi blevet klogere. Det, vi skulle have tjent penge på de næste 30 år, risikerer nu at blive et spøgelse,” siger han.

Tilbage i 2017 var minderne endnu ikke bitre. Tag besøget fra Norges daværende fiskeriminister Per Sandberg i november 2017, hvor han inspicerede byggeriet af den hypermoderne lakseterminal, hvor han et par måneder forinden havde taget første spadestik.

Med Arne Boelt som glad vært erklærede ministeren til Nordjyske, at “den norske investering næppe er den sidste, der lander i Hirtshals”, og at lignende projekter kunne omfatte andre fiskearter.

“70 procent af vores fiskeprodukter eksporteres til EU, der er vores altafgørende marked. Derfor bliver Danmark som indfaldsport til EU vigtigere og vigtigere.”

Hav Lines investering i Hirtshals var ikke kun en potentiel guldåre for de to norske ejerfamilier af Hav Line, Haugstad og Sekkingstad.

Strategisk betydning

Hirtshals-projektet var af strategisk betydning for den norske regering, som, når olieprisen er lav, har laks som vigtigste og mest værdifulde eksportvare. Tidligere norske fiskeriministre havde under udviklingen af Hav Lines koncept givet godkendelser og mio. i støtte, så Hirtshals kunne blive en norsk smutvej til EU.

1,2​

mia. kr. har norske Hav Line landet laks for i Hirtshals på 15 måneder. Men nu vil Norges regering lukke logistiksuccesen

Hav Line har revolutioneret – og disrupted – den norske lakseindustri ved at hente laksene med skibet Norwegian Gannet direkte i fjordene, slagte dem undervejs til Hirtshals, hvor de sorteres og sendes derfra til videreforarbejdning i Danmark og derfra til resten af verden.

I august 2018 gik fremskridtsmanden Per Sandberg af som fiskeriminister og blev erstattet af partifællen Harald Tom Nesvik, der kom fra en chefstilling i Hav Lines konkurrent, Sølv Trans. Nesvik kortsluttede Hav Lines Hirtshalsforbindelse med et lovkrav om, at laksene skulle kvalitetskontrolleres på norsk grund. I statsminister Erna Solbergs regeringsgrundlag fra januar 2019 fremgår det, at “den restriktive linje” fortsætter. I januar 2020 gik Harald Tom Nesvik af – for at vende tilbage til Sølv Trans.

I Børsen mandag beskrev Carl Erik-Arnesen, bestyrelsesformand for Hav Line, forløbet i ét ord: “Justitsmord.”

I retten

Nu er den restriktive linje omdrejningspunkt i en retssag i Bergen, hvor Nesviks habilitet som omtalt i Børsen indgår. Hav Line kræver ifølge processkriftet 716,7 mio. nok. i erstatning fra den norske stat for tabte investeringer, hvis loven dømmes gyldig.

Borgmester Arne Boelt sukker forarget og håber, at Norges regering ændrer kurs. Hav Lines lakseterminal er opført på den dybeste og dermed mest værdifulde del af Hirtshals Havn og har låst 11.000 kajnære kvm. Hjørring Kommune står som ejer af havnen til en alvorlig bet, hvis Hav Line må lukke 1. juli, når en dispensation udløber.

“Det vil være en katastrofe for os. Vi har låst mange kvm, der skulle have været indtægtsgrundlag i fremtiden. Vi har sågar måttet hundse rundt med Color Line for at få plads til Hav Line ved kajen i dybhavnen. Jeg frygter, at vi ender med sorteper.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis