ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fleksibilitet bliver afgørende i fremtidens rekruttering: “Hvis du holder fast i de gamle dyder og ikke skaber en mere hybrid model, så kommer du ikke til at få de bedste talenter”

Covid-19 påvirker fremtidens talenter, der er begyndt at sadle om i prioriteter og karriereveje. Det stiller nye krav til virksomhederne, der ikke blot skal følge med, men også skal være med til at facilitere forandringerne

En ny undersøgelse fra Boston Consulting Group (BCG) viser, at 89 pct. på globalt plan og 82 pct. i Danmark ønsker mere fleksibilitet i den måde, de arbejder på. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En ny undersøgelse fra Boston Consulting Group (BCG) viser, at 89 pct. på globalt plan og 82 pct. i Danmark ønsker mere fleksibilitet i den måde, de arbejder på. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kriser tvinger os ud af vores rammer, så vi kan prøve nye ting af. For de fleste har det i coronakrisen betydet en helt anden måde at arbejde på, i året der er gået. Men det tyder på, at de nye arbejdsformer ikke blot er en midlertidig løsning. Tværtimod har det ændret vores syn på, hvordan en arbejdsuge skal se ud, når krisen er overstået. Det stiller nye krav til virksomhederne, der ikke blot skal følge med, men også skal være med til at facilitere forandringerne.

“Det faktum, at du har mulighed for at arbejde hjemme 2-3 dage om ugen, bliver et krav for arbejdstagerne fremadrettet. Hvis du holder fast i de gamle dyder og ikke skaber en mere hybrid model, så kommer du til at få meget sværere ved at tiltrække de bedste talenter og de rigtige kompetencer,” lyder det fra Andreas Malby, managing director, partner og ansvarlig for rekruttering i Boston Consulting Group (BCG) i Danmark og Europa, i forbindelse med en ny undersøgelse fra den globale konsulentvirksomhed.

Undersøgelsen “Decoding Global Talent 2021” udkom i april 2021 og viser, at 89 pct. på globalt plan og 82 pct. i Danmark ønsker mere fleksibilitet i den måde, de arbejder på. Mens 24 pct. globalt gerne vil arbejde helt væk fra arbejdspladsen, gælder det samme dog kun for 9 pct. af danskerne. Langt de fleste adspurgte vil helst have to til tre dage på arbejdspladsen og resten hjemmefra.

Undersøgelsen, der er verdens største af sin art, involverede 208.807 arbejdstagere fra 190 forskellige lande, heraf 9380 danske besvarelser.

Invester i ny strategi

De nye behov vurderes at udspringe fra en coronakrise, hvor vi er blevet tvunget til at revurdere den måde, vi arbejder på. Mens virksomheder fandt ud af, hvor meget de kunne spare på de utallige udenlandske forretningsrejser, fandt medarbejderne ud af, at hverdagen blev lidt lettere, hvis man et par gange om ugen kunne tage arbejdet med hjem.

En tidligere undersøgelse fra BCG i oktober og en pulsmåling fra PwC viste da også begge, at over 60 pct. af erhvervslederne forventer, at deres virksomhed vil tilbyde bedre muligheder for hjemmearbejde efter coronakrisen. Men hvis det skal kunne lade sig gøre, så er det ekstra vigtigt, at virksomhederne investerer i nogle gennemtænkte og solide arbejdsmodeller.

“Arbejdsgivere skal i højere grad udvikle en gennemtænkt remote-arbejdsstrategi. Ledere skal uddannes, og der skal udvikles og testes mere permanente infrastrukturer til at støtte nye hybride setups,” siger Andreas Malby, managing director og partner i BCG.

Nyt konkurrenceparameter

Men det er en investering, der kan betale sig at lave. Det er Morten Ballisager, ejer og direktør i konsulenthuset Ballisager, overbevist om. Det nye behov for fleksibilitet bliver faktisk et afgørende konkurrenceparameter, når der skal kæmpes om de bedste talenter i fremtiden:

“Den nye normal bliver mulighed for ca. to hjemmearbejdsdage om ugen, i de funktioner der ikke kræver fysisk fremmøde. Og så har arbejdsgiverne også set mulighederne for at spare lokaleomkostninger pga. lavere dagligt fremmøde. Da danskerne søger work-life-balance, har vi nu et nyt konkurrenceparameter omkring tiltrækning: hvor fleksibel er arbejdspladsen? Mit råd til virksomhederne er, at de skal tage aktivt stilling til den nye grad af fleksibilitet. For det betyder mere end de forstår for den kommende medarbejder,” siger Morten Ballisager.

Det sætter ikke kun virksomhederne på hårdt arbejde, men også brancheorganisationen Dansk Industri står over for en stor opgave.

“Det bliver vores opgave at hjælpe vores medlemmer med det her fremover, så de kommer til at stå stærkere. For der er ingen tvivl om, at det er meget afgørende. Mange virksomheder får det rigtig svært, hvis ikke de fremover kan tilbyde nogle mere fleksible måder at arbejde på,” siger Pernille Erichsen, chef for ledelse og virksomhedsudvikling i Dansk Industri.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis