Bunken af klager over elselskaber er nærmest eksploderet hos Forbrugerombudsmanden de seneste år. Det skader branchens ry, lyder det fra store spillere i branchen, der nu efterlyser bedre kontrol og skrappere restriktioner.
I 2020 blev antallet af klager, der dækker over alt fra ulovligt telesalg til decideret vildledning af forbrugerne, næsten fordoblet til 732 fra 369 året forinden.
Alene i de første tre måneder af i år er yderligere 182 klager tikket ind, viser tal fra Forbrugerombudsmanden.
“Hvis vi ser på den markante stigning de senere år, kan vi henføre de fleste klager til forholdsvist få selskaber, som systematisk har overtrådt markedsføringsloven
Christina Toftegaard Nielsen, forbrugerombudsmand
“Hvis vi ser på den markante stigning de senere år, kan vi henføre de fleste klager til forholdsvist få selskaber, som systematisk har overtrådt markedsføringsloven,” siger Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen.
Størstedelen af klagerne sidste år var rettet mod de relativt nye elselskaber Fauna Energi, der tidligere hed Norström, og Velkommen A/S.
Børsen har uden held forsøgt at få en kommentar fra Fauna Energi. Velkommen A/S skriver i et svar, at selskabet har opsagt en aftale med en samarbejdspartner og ansat en person, der skal sikre, at loven bliver overholdt.
Forbrugerombudsmanden har flere gange politianmeldt begge selskaber for brud på markedsføringsloven, og det samme har rivalen Ewii.
Hos Norlys Energi, der i marts politianmeldte Fauna Energi, efterlyser direktør Mads Brøgger skrappere sanktionsmuligheder, og én mulighed er styrkelse af Forbrugerombudsmanden og anklagemyndighedens ressourcer.
“Den anden del er, at der bør være alvorligere konsekvens ved gentagende eller særligt grove og systematiske overtrædelser,” siger han.
En lignende melding kommer fra Dansk Energi.
“Der er nogle ganske få brodne kar, som ikke nødvendigvis er i branchen ret længe. De opstår og lukrerer på andre selskabers gode image og ry og bruger nogle ufine metoder i forhold til at kapre nye kunder,” siger branchechef Kristine van Het Erve Grunnet.
“Sådan nogle dårlige eksempler gør jo bare grundlæggende, at branchen får et dårligt ry og rygte. Vi lever jo grundlæggende af, at kunderne stoler på os. Derfor er vi rigtigt bekymrede for den her udvikling og mener, at der bør slås hårdere ned,” tilføjer hun.
Ifølge Dansk Energi er sagsbehandlingstiden for lang, og brancheorganisationen mener derfor, at Forbrugerombudsmanden bør få flere ressourcer. Derudover kan fængselsstraffe ved gentagende grove overtrædelser være en mulighed, ligesom kravene for at kunne slå sig ned som elhandler bør hæves.
Forbrugerombudsmanden mener også generelt på tværs af områder, at de nuværende sanktioner ikke altid er tilstrækkelige, særligt i sager om systematiske overtrædelser.
“Vi kan konstatere, at nogle virksomheder fortsætter med at overtræde lovgivningen, selvom de bliver politianmeldt. Så synes jeg, at der er grund til at overveje, om sanktionsniveauet for overtrædelse af de forbrugerbeskyttende regler er tilstrækkelige, når det drejer sig om systematiske og grove overtrædelser,” siger Christina Toftegaard Nielsen.
Hvilke sanktionsmuligheder kunne det være?
“Man kunne overveje skærpet bødeniveau, og man ser jo også fængselsstraf i speciallovgivningen. Der er forskellige muligheder,” siger hun.
Sekretariatet hos myndigheden, der bl.a. fører tilsyn med markedsføringsloven og e-handelsloven på tværs af brancher, har i dag to kontorchefer, 24 medarbejdere og fire studentermedhjælpere.
“Der er ingen tvivl om, at med flere ressourcer ville vi naturligvis kunne lave mere effektivt tilsyn,” siger hun.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har afvist at stille op til et interview.