“Det er en meget skadelig ledelsesstil.”
Sådan beskriver Pernille Steen Pedersen, ledelsesforsker på CBS, den måde, som topchefen Jens Lund ifølge Børsens kilder leder den danske transport- og logistikkæmpe DSV på.
På baggrund af beretninger fra 14 nuværende og tidligere medarbejdere, de fleste af dem fra de øverste ledelseslag i DSV, kunne Børsen onsdag løfte sløret for, at Jens Lund i adskillige situationer er trådt langt over medarbejderes grænser.
De fortæller om oplevelser, hvor Jens Lunds temperament er løbet af med ham til møder, hvor han har overfuset medarbejdere, har slået næverne i borde og vægge eller bagtalt, tilsvinet og ydmyget folk foran kollegaerne. Hverken Jens Lund eller DSV har ønsket at kommentere de ansattes kritik. På samme måde ønsker DSV ikke at kommentere eksperternes udtalelser.
Børsen har forelagt medarbejdernes oplevelser og kritik over for fire ledelseseksperter, som samstemmende kritiserer Jens Lunds ledelsesstil.
“Det er en uacceptabel adfærd, og det er jo sådan set det eneste, jeg kan sige. Det er en adfærd, der ikke kan accepteres i nogen som helst organisation og for nogen som helst former for mennesker. Det må ikke forekomme,” siger Steen Hildebrandt, professor emeritus og central skikkelse i dansk ledelsesforskning.
Hvis der kommer den slags påstande i det offentlige rum om en adm. direktør, er det efter min vurdering en sag for bestyrelsen
Steen Hildebrandt, professor emeritus og central skikkelse i dansk ledelsesforskning
Henrik Holt Larsen har som professor emeritus på CBS løbende i sin karriere forsket i, hvad der definerer god ledelse. Han fortæller, at god ledelse afhænger af, hvad den konkrete virksomhed har behov for. Situationen, som bliver beskrevet af DSV-folkene, er dog langt uden for skalaen.
“Den beskrevne ledelsesadfærd er på massiv kollisionskurs med al forskning og praktisk erfaring om betydningen af personlige ledelseskvaliteter,” siger han med henvisning til eksempelvis empati, tillid, accept, ydmyghed og tryghedsskabende udstråling.
En frygtkultur
På baggrund af beretningerne fra Børsens kilder tegner der sig et billede af en ledelsesstil, som Pernille Steen Pedersen også er stødt ind i i sin forskning.
“Det er en ledelsesstil, som udnytter, at vi er bange for at være uden for et fællesskab, så vi finder os i noget, vi ikke skal finde os i. Det er en ledelsesstil, der udnytter, at vi som mennesker føler skam. Og det er en ledelsesstil, som udnytter, at vi i dag går på arbejde med liv og sjæl, så vi har langt mere på spil, end vi havde tidligere,” siger hun.
DSV er kendt for sin stærke performancekultur, hvor intern konkurrence opmuntres. Og netop den kultur har fået æren for at være en vigtig ingrediens bag succesen i DSV, som gennem de seneste årtier har formået at imponere investorerne.
Men selvom Børsens kilder er begejstrede for performancekulturen, fortæller flere om, hvordan mange undgår berøringsflader med netop Jens Lund for at slippe for at blive overfuset.
Hvis det forplanter sig bredt i en organisation, kan det på sigt få konsekvenser for DSV, mener Winni Johansen, professor i kommunikation og ledelse på Aarhus Universitet.
“Konsekvensen kan være, at man skaber en frygtkultur, hvor ingen tør at sige noget. De gode idéer kommer ikke på bordet, og uregelmæssigheder kommer ikke frem i lyset. Det er sådan noget, der indimellem fører til forkerte beslutninger og større kriser, og derfor skal man være rigtig god til at lytte til sine medarbejdere, og specielt til de kritiske stemmer,” siger hun.
Jens Lunds ledelsesstil, som Børsens kilder oplever den, kan også betyde, at det på sigt bliver sværere at tiltrække talenter til forretningen, påpeger Henrik Holt Larsen.
“Virksomheder er også i stigende grad afhængige af at have et godt omdømme udadtil, bl.a. for at fremstå som en attraktiv arbejdsgiver. Her pynter negativ omtale ikke.”
Ansvaret er fordelt
Pernille Steen Pedersen understreger, at det ikke kun er topchefen, der bærer et ansvar for, at den form for ledelsesstil får lov at overleve i en virksomhed. Ofte glemmer vi, at bestyrelse også spiller en rolle.
“Bestyrelserne er selvfølgelig væk fra en dagligdag, men de har jo et ansvar. De har et stort, stort ansvar. Og derfor skal man også kigge på, hvordan bestyrelsen sikrer, at de får et indblik i det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads,” siger hun.
SAGEN KORT
DSV’s frontmand
- Med Jens Lunds indtræden på posten som topchef i februar 2024 bliver koncernen nu ledet af en mand, der, ifølge Børsens kilder, i adskillige situationer er trådt langt over medarbejderes grænser. Det kan Børsen nu fortælle på baggrund af beretninger fra 14 nuværende og tidligere medarbejdere i DSV.
- De fortæller om oplevelser, hvor Jens Lunds temperament er løbet af med ham til møder, hvor han har overfuset medarbejdere, har slået næverne i borde og vægge eller bagtalt, tilsvinet og ydmyget folk foran kollegaerne.
- Ti af kilderne har været en del af de øverste ledelseslag i transportkæmpen. Mens nogle er blevet fyret, har Jens Lunds opførsel for fire af de 14 kilder været den direkte årsag til, at de har sagt farvel til en koncern, som de ellers har været en del af i årtier.
- Børsen har også talt med tre tidligere medarbejdere, der ikke har oplevet overfusninger, og som ikke genkender det billede, som de øvrige tegner.
- Jens Lund afviser selv at kommentere på kritikken overfor Børsen. Samme melding lyder fra DSV's presseafdeling.
Steen Hildebrandt mener, at det er en bestyrelses arbejde at gå ind i den slags sager.
“Det er noget, en bestyrelse må tage sig af. Hvis der kommer den slags påstande i det offentlige rum om en adm. direktør, er det efter min vurdering en sag for bestyrelsen, som de bør se nærmere på,” siger han.
Mennesker over bundlinje
Ifølge Pernille Steen Pedersen spiller de resultater, en topchef har skabt, ikke en rolle, hvis det skaber mistrivsel.
“Den menneskelige bundlinje må aldrig nogensinde komme under den økonomiske bundlinje. Ingen bundlinje kan retfærdiggøre, at en ledelse kan udnytte og ydmyge mennesker. Aldrig,” siger Pernille Steen Pedersen og fortsætter:
“Der er ingen tvivl om, at sådan en leder ikke skal være leder overhovedet. Det er en ledelsesstil, der skal på porten. Og det skal lederen selvfølgelig også.”
Pernille Steen Pedersen har interviewet medarbejdere, der har oplevet meget hård ledelse.
“Medarbejderne beskytter sig selv og stepper ikke op, når det går ud over en kollega. Det medfører endnu mere skam,” siger hun.
Winni Johansen kan genkende billedet af medarbejdere, der tier.
“Ansatte er strategiske kommunikatører. Man holder hellere sin mund, end man står model til at blive ydmyget, især over for sine kollegaer,” siger hun.