Der var kun gået to-tre måneder, efter Per Skov Jensen havde overtaget emballagevirksomheden Danpal i Faxe på Sydsjælland, da han blev opmærksom på en af truckførerne.
Han hed Christian Lisberg og var en “super kvik og dygtig fyr”.
Stiftet i 1982. Producerer og lagerfører nye og brugte engangspaller og fremstiller specialpaller. Har afdelinger i Karslunde, Faxe og Vamdrup. Har 15 ansatte. Havde i seneste regnskabsår en bruttofortjeneste på 8,4 mio. kr. og et resultat på 3 mio. kr.
“Jeg tog ham ind på kontoret og lærte ham op. To år efter var han teknisk direktør i Danpal, og efter yderligere fem år gjorde jeg ham til partner, og han overtog 50 pct. af aktierne,” fortæller Per Skov Jensen.
Forfremmelsen havde dels til formål at udfordre den talentfulde chauffør, men også at holde fast på Christian Lisberg.
Den strategi viste sig at give pote for Per Skov Jensen, da han i sommer trådte tilbage som ejerleder.
“Jeg tror, at årsagen til, at mange ejerledede virksomheder har svært ved at gennemføre generationsskifte, er, at ejerne ikke har givet plads til nye talenter, og derfor er det stadig dem, der sidder på al viden. Det betyder jo reelt, at virksomheden kun har en værdi med ejeren ved roret, og så er det svært at lave generationsskifte,” siger Per Skov Jensen. Hans råd lyder i stedet: Tag dygtige unge folk ind, lad dem overtage en ejerandel uden betaling, giv dem ansvar, og giv selv slip.
“Hvis man først får de rigtige mennesker ind, så er det fantastisk for alle,” siger den nu afgåede Danpal-direktør.
Per Skov Jensen købte i 2005 Danpal, der handler med paller samt sorterer, reparerer og producerer paller og har kunder som Arla, Carlsberg, Novo Nordisk m.fl.
Siden han overtog Danpal, er toplinjen vokset med 40 pct., og indtjeningen er steget med 300 pct. Den vækst har krævet mange timer på firmaet. Gennem årene mødte den nu 64-årige Per Skov Jensen ofte ind kl. 7 om morgenen og kørte først hjem igen ved fem-sekstiden.
For fem år siden måtte han dog trække bremsen, da han blev ramt af sygdom.
“Det fik mig til at sige, at efter et arbejdsliv med en stor international karriere, hvor jeg har arbejdet 70 timer om ugen i rigtig mange år, så er det måske ved at være tid til at bruge noget mere tid på familien og nogle andre ting,” fortæller Per Skov Jensen.
Siden da har Danpal-direktøren gradvist trukket sig mere og mere tilbage. Bl.a. er han efter diagnosen begyndt på at køre hjem ved 13-14-tiden hver dag.
I takt med at Per Skov Jensen har brugt mindre tid på Danpal, er Christan Lisberg trådt mere og mere i karakter som en ledende figur i Danpal.
I 2018 tog Per Skov Jensen endnu et skridt mod at give slip på det firma, der havde fyldt de fleste af hans vågne timer i over 13 år.
“Desværre fokuserer mange ejerledere meget på, at de selv vil have alle pengene, så de helt glemmer, hvad man kan få ud af at invitere andre med ind
Per Skov Jensen, tidligere ejerleder i Danpal
Christian Lisberg var på det tidspunkt teknisk direktør og medejer med 50 pct. af Danpal. Han og Per Skov Jensen besluttede sammen at tage yderligere to nøglemedarbejdere ind i ejerkredsen.
Regnskabschef Jeanette Borch overtog 10 pct. af aktierne, og salgsdirektør Lars Jensen, 20 pct., så Per Skov Jensens og Christian Lisbergs ejerandele røg ned på 35 pct. hver.
“Som virksomhedsleder i en mindre virksomhed sidder du jo typisk og har ansvar for alt. Dvs. hver eneste gang, der skal ske noget, så skal du tage initiativ,” siger Per Skov Jensen, der understreger, at ved gradvist at give ejerandele fra sig, har han gjort virksomheden mindre afhængig af sig selv. Og det har været vigtigere for ham end at tjene penge på aktiesalget.
“Der er ikke nogen i Danpal, der har betalt en krone for at være medejer. Det er altid blevet givet på baggrund af den indsats, de har lagt. Qua det at f.eks. Christian har været så dygtig og ydet en så stor indsats, så har han jo også været med til at skabe et Danpal, der er større og mere værdifuldt,” siger Per Skov Jensen, der understreger, at det er bedre at “eje en mindre del af en stor sø end at eje et helt vandhul”.
“Men desværre fokuserer mange ejerledere meget på, at de selv vil have alle pengene, så de helt glemmer, hvad man kan få ud af at invitere andre med ind,” siger han og tilføjer:
“Hvis de nu i stedet for, da de havde denne yngre, knalddygtige person inde, havde givet personen mulighed for at komme ind med et fair ejerskab, fordi de troede på personen og var parate til at dele ansvaret, så havde de faktisk haft en virksomhed tre eller fire år efter, som de kunne sælge, og de kunne lave en god exit ud over at kunne få en virksomhed, som faktisk kører videre.”
Det blev da også netop den unge “knalddygtige person”, Christian Lisberg, som Per Skov Jensen i august overgav posten som adm. direktør til.
Samtidig med generationsskiftet kom Den Sociale Kapitalfond og erhvervsmanden Ole Juul Jørgensen ind som medejere med en ejerandel på 55 pct.
Fonden skal bl.a. hjælpe Danpal med strategisk sparring og med at skærpe virksomhedens sociale profil.
Per Skov Jensen skal i de kommende tre måneder gradvist overdrage sine ansvarsområder til den nye direktør.
Og så skal han ned i gear.
“Jeg har lovet min kone, at inden for de næste seks måneder lader jeg være med at gå ud og engagere mig i andre virksomheder og flere bestyrelser,” siger Per Skov Jensen, der endnu ikke helt har forstået, at han er stoppet som direktør.
“På en eller anden måde har det jo været min baby i de sidste 15 år,” siger han.
Når virksomheden i løbet af efteråret er fuldt overleveret til Christian Lisberg, begynder et nyt livskapitel for Per Skov Jensen.
“På en eller anden måde har det jo været min baby i de sidste 15 år
Per Skov Jensen, tidligere ejerleder i Danpal
Fra første januar er planen at bruge en dag om ugen på bestyrelsesarbejde – herunder i Danpal – og så skal han finde nye aktiviteter at fylde ugen ud med.
“Om jeg skal spille guitar eller fiske, eller om jeg skal være mere sammen med familien og hunden, det skal jeg finde ud af.”
Han er ikke i tvivl om, at hans eget exit som direktør vil efterlade flere savn. Telefonen kommer ikke mere til at ringe med en kunde, der skal have hjælp med en udfordring, ligesom han kommer til at savne samspillet med sine tidligere medarbejdere.
“Jeg kender jo alle sammen og deres familier og de forskellige skæbner, der har været,” siger han.
Og så det, at man føler, at der er brug for en.
“At man er noget, og man har en funktion i en eller anden sammenhæng,” forklarer Per Skov Jensen.
Selvom der vil være en vis sorg forbundet med at give slip på virksomheden, så er han tryg ved, at virksomheden under Christian Lisbergs lederskab kommer videre på en god måde med værdierne intakte.
“Det er en knaldgod virksomhed, og der er ikke nogen tvivl om, at det er en god ledelse med mange dygtige og dedikerede medarbejdere” siger han.