Egmont er klar med milliardkrigskasse mod Amazon og vil kapre de største nichewebshops: “Det er selskaber, det principielt kan koste et milliardbeløb at købe”

Mediekoncernen Egmont Publishing er på opkøbsjagt og vil bruge et milliardbeløb i kampen mod Amazon. Et af de eneste våben mod giganten, siger ekspert

20201009-153530-3_downinter.jpg
“Vi skal være nummer ét inden for udvalgte områder,” siger Torsten Bjerre Rasmussen, der er direktør i Egmont Publishing. Foto: Andreas Vinther
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
13. okt 2020 KL.21:00

Den fondsejede mediekoncern Egmont, der har skabt en milliardforretning på bl.a. at udgive bøger, ugeblade og film, går nu i offensiven og er klar med en milliardkrigskasse, der skal bruges til at tage kampen op med den amerikanske netgigant Amazon.

Det er koncernens datterselskab Egmont Publishing, som vil skrue op for en satsning om at opkøbe webshops, der har specialiseret sig i at sælge bestemte varer som f.eks. outdoorudstyr og skønhedsprodukter.

Det er selskaber, det principielt kan koste et milliardbeløb at købe Torsten Bjerre Rasmussen, adm. direktør, Egmont Publishing

Alene de næste tre år er Egmont Publishing klar til at bruge mindst 1 mia. kr. på at købe danske og skandinaviske webshops.

Ifølge adm. direktør Torsten Bjerre Rasmussen skal virksomhederne have potentiale til at blive de absolut største onlinespillere i Norden inden for deres felt.

“Vi kigger primært efter selskaber i Norden, som kan blive nummer ét inden for deres niche, og hvis de skal blive så store, skal de omsætte i milliardklassen. Så det er selskaber, det principielt kan koste et milliardbeløb at købe,” siger Torsten Bjerre Rasmussen.

Han har tidligere sagt til erhvervsmediet Finans, at koncernen er på opkøbsjagt, men det er først nu, at han sætter et beløb på, der ifølge ham “sagtens” kan overstige 1 mia. kr. de næste tre år.

Det eneste modsvar

Angrebet fra Egmont kommer på et tidspunkt, hvor en lang række virksomheder forbereder sig på, at Amazon indtager det nordiske marked.

Tidligere på året bekræftede den børsnoterede netgigant, der er stiftet af verdens rigeste mand, Jeff Bezos, at selskabet efter flere års spekulation er på vej med en svensk hjemmeside og dermed rykker tættere på Danmark.

Selvom Amazon ikke har lanceret planer om at etablere sig i Danmark, men har solgt varer til det danske marked fra særligt Tyskland og England, er Amazon allerede en af de største onlinespillere i landet.

I en ny undersøgelse fra Retail Institute Scandinavia svarer hver tredje dansker, at de allerede har handlet hos Amazon, mens syv ud af ti danskere svarer, at de kender Amazon.

Ifølge tal fra Dansk Erhverv stod Amazon for 2 pct. af de danske ordrer på nettet i 2019 som den fjerde mest populære netbutik kun overgået af de to modekæmper Zalando (10 pct.) og H&M (3 pct.) samt kinesiske Wish (2 pct.).

Derfor er danske onlineforretninger tvunget til at adskille sig fra Amazons forretningsmodel, hvis de skal have en chance, mener Mogens Bjerre, professor ved CBS og forsker i detailbranchen.

“Amazon er jo et super-supermarked med vanvittigt mange varenumre, men de er ikke fageksperter i nogle kategorier. Så Egmonts modsvar er nok det eneste våben, man har, nemlig at specialisere sig,” siger Mogens Bjerre.

Ifølge ham bør danske webshops være opmærksomme på Amazon strategi om at fokusere på kundeservice.

“Det er en fordel, hvis de bliver fuldstændig hysteriske på kundeservice og satser alt på at give kunderne nogle fænomenale oplevelser, specielt når der er utilfredshed,” siger Mogens Bjerre.

Vil være nummer ét

Siden 2013 har Egmont Publishing satset på onlinesalg, og koncernen har indtil videre købt otte webshops, heriblandt skønhedsproduktfirmaet Nicehair og Jollyroom, som sælger børneprodukter.

Selskabet har nedsat et hold på 12 medarbejdere, der skal finde opkøbsemner. Strategien skal ifølge Torsten Bjerre Rasmussen skubbe Egmont Publishing op blandt de største onlinekoncerner i Norden.

“Vi skal være nummer ét inden for udvalgte områder, fordi modsat Amazon har vi jo ikke en bred markedsplads, hvor du kan købe alt godt fra havet,” siger han.

Børsen har forsøgt at få et interview med Amazon, men det har koncernen afvist.



Amazon kommer – men er du og det danske erhvervsliv klar? Få hjælp til at skabe en business case med Amazon med Børsens uddannelse i salg på Amazon. Læs mere om uddannelsen her.

Tilknyttet artikel


Pressede priser og “kill them all”-mantra: Den frygtede netgigant Amazon kan skubbe til detailbranchen

20201013-090219-2-1920x1211we.jpg
Netgiganten Amazon sidder tungt på markedet i USA, brager frem i Tyskland og er nu på vej til at rykke ind i Norden, hvor koncernen vil åbne en svensk hjemmeside. Arkivfoto: Carlos Jasso/Reuters/Ritzau Scanpix
Generelt
Eksklusivt for kunder
13. okt 2020 KL.21:00

1 Hvorfor al den snak om Amazon?

Det har længe været en kendt hemmelighed i detailbranchen, at Amazon på et tidspunkt ville rykke ind i Norden, men det er først i år, at netgiganten har offentliggjort planerne. Amazon har ikke kun enorme økonomiske muskler, men er også kendt for et mantra om “kill them all”, hvor priserne presses i bund for at udkonkurrere lokale rivaler. Derfor ved de danske netbutikker, at de skal være klar.

2 Hvad betyder det for forbrugerne?

Allerede nu er Amazon en af danskernes foretrukne platforme. Det tyder på, at danskerne er klar til at tage Amazon til sig. Samtidig er selskabet kendt for hurtig levering og fordele som gratis fragt og streaming gennem medlemsprogrammet Amazon Prime. Det kan smitte af på, hvad forbrugerne forventer, og det kan dermed skubbe til branchen.

3 Hvor stiller Amazons indtog dansk detailhandel?

Erfaringerne fra andre lande viser, at det øger konkurrencen markant, når Amazon ruller ind i et nyt land. Det kan flytte store markedsandele, og derfor er der sandsynligvis en nervøs mine hos flere netbutikker, som kan se, at den frygtede gigant nu vil sætte kløerne i Norden. Det presser dem til at tænke nyt og ruske op i deres forretningsmodel.

4 Kan danske webshops stå imod mastodonten?

Der er ingen tvivl om, at Amazon kan ændre branchen, og mange webshops er allerede nu i gang med at skrue på forretningen, så de ikke snubler, før kampen starter. Det bliver endnu vigtigere at følge med på de vigtigste konkurrenceparametre som pris og levering. Men Amazon sælger millionvis af forskellige varer, og derfor kan selskaberne adskille sig, hvis de specialiserer sig inden for et niche.

5 Hvordan har Amazon ramt andre lande?

Amazon har før vist, at koncernen ikke er bange for at kaste store summer efter at vinde kunder, og det har flere steder presset rivaler til at gøre fragten gratis, fordi Amazon tilbyder det. Netgiganten sidder tungt på markedet i USA og brager frem i Tyskland, men ser man mod Holland, halter Amazon bagefter.

Netbutikker kalder konkurrenceregler skævvridende og kræver ændringer: “Nu kommer der jo en mindre tsunami indover, der hedder Amazon”

TorstenBjerreRasmussen_EgmontPublishing_AndreasVinther_081020_008.jpg
Ifølge Torsten Bjerre Rasmussen, der er adm. direktør i mediekoncernen Egmont Publishing, bør konkurrencereglerne blive opdateret, inden amerikanske Amazon kommer for langt i koncernens nordiske indtog. “Amazon er jo skræmmende på den måde, at de har alle penge i hele verden, som de kan bruge. Der er principielt ikke noget, de ikke har råd til at gøre,” siger han. Foto: Andreas Vinther
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
13. okt 2020 KL.21:15

Både Dansk Erhverv og flere onlinebutikker langer nu kraftigt ud efter politikerne på Christiansborg og efterlyser nye regler, der skal sikre mod skæv konkurrence på det voksende onlinemarked.

Ifølge selskaberne skævvrider de nuværende regler konkurrencen og er med til at give udenlandske virksomheder frit spil til at slippe for flere af de regler, som danske virksomheder skal leve op til.

“Vi er ganske enkelt nødt til at få kigget på de her konkurrencevilkår, for nu kommer der jo en mindre tsunami indover, der hedder Amazon,” siger Jesper Boysen, adm. direktør i elektronikkæden Power.

Han henviser til, at netgiganten Amazon er på vej ind i Sverige og dermed rykker tættere på Danmark.

Dansk Erhverv vil have ændret reglerne, så både danske og udenlandske selskaber skal leve op til de samme krav.

Ifølge markedsdirektør Henrik Hyltoft er det bl.a. et problem, at flere udenlandske platforme mener, at de er undtaget regler om bl.a. ansvar for produktsikkerhed og ophavsret, fordi de mener, at ansvaret er hos de selskaber, der sælger produkter via platformen.

“De her regler er jo til for at beskytte forbrugerne, men som det er nu, kan man tilsyneladende snige sig udenom reglerne, hvis bare man er tilpas stor og sælger på en platform,” siger han.

Amazon afviser i et svar til Børsen at kommentere, fordi koncernens “fokus udelukkende er på lanceringen” i Sverige. Selskabet er før blevet kritiseret for ifølge tænketanken Institute on Taxation and Economic Policy ikke at betale en krone i føderale skatter i USA fra 2017 til 2018.

Jo før vi får en analyse og en diagnosticering af, hvor knasterne i det her er, jo bedre er det Orla Hav (S), erhvervsordfører

Hos mediekoncernen Egmont Publishing mener adm. direktør Torsten Bjerre Rasmussen også, at konkurrencereglerne skal opdateres.

“Amazon er jo skræmmende på den måde, at de har alle penge i hele verden, som de kan bruge. Der er principielt ikke noget, de ikke har råd til at gøre. Det er derfor, det er vigtigt, at der er fair konkurrence, så de ikke kan slippe afsted med specielle skatte- eller fragtvilkår,” siger han.

Børsen har forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), men han er på ferie og henviser til erhvervsordfører Orla Hav (S). Han erkender problemer.

“Det tror jeg, de har ret i,” siger Orla Hav om kritikken og tilføjer, at han “bestemt” mener, at konkurrencevilkårene bør undersøges.

Han vil ikke forpligte sig til konkrete tiltag, men siger, at en løsning kan være at sikre “en ligestilling, så alle bidrager til det marked, de vil høste frugterne af”.

“Det er en kompleks størrelse, vi har med at gøre, men jo før vi får en analyse og en diagnosticering af, hvor knasterne i det her er, jo bedre er det,” siger Orla Hav.