Store virksomheder som Ørsted, Grundfos og Novo Nordisk går ofte i front, når det gælder om at stille grønne krav til deres leverandører, og derfor er en grøn profil et must hos smv'er, der vil samarbejde med de store. Det mener Nicholas Mohr Krøyer, der vejleder smv'er i bæredygtighed fra Erhvervshus Hovedstaden.
“Du kan ikke rigtigt komme ind hos de store virksomheder i dag, hvis du ikke har en grøn profil,” siger han.
Men det kan være dyrt for smv'er at dokumentere deres grønne arbejde, f.eks. gennem miljømærkninger, certificeringer eller en livscyklusanalyse, der er nemme for store virksomheder at plotte ind i deres CSR-rapporter.
Nicholas Mohr Krøyer anbefaler, at man som mindre virksomhed spørger potentielle kunder ind til deres krav, før man kaster tid og penge efter f.eks. en certificering. Derudover kan man bruge gratis redskaber, somErhvervsstyrelsens klimakompassamt lave en analyse af, hvor man står i forhold til konkurrenter.
“Et grønt benchmark så at sige,” forklarer Nicholas Mohr Krøyer.
En anden taktik er at kortlægge din virksomheds negative indvirkning på miljø og menneskerettigheder og fremvise en plan for at imødegå de udfordringer. Det mener Sara Krüger Falk, direktør for UN Global Compact Network i Danmark, der bl.a. arbejder med bæredygtighedsrapportering i smv'er.
“Er der risici forbundet med værdikæden, når man køber fra en leverandør i et givent land? Eller er risikoen mere forbundet med brugen af produktet efterfølgende, f.eks. hvordan man bortskaffer det?” siger Sara Krüger Falk, der anbefaler smv'er at forankre bæredygtighed i strategien.
“Smv'er kan virkelig blive mødt af utroligt mange forskelligrettede krav fra kunder. Der ser jeg en fordel og styrke hos de virksomheder, der selv tager bæredygtighedsaspektet ind og siger: Hvad er detvivil? – og så går i dialog med kunder på baggrund af den analyse, man selv har lavet.”