ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske virksomheder sigter mod stjernerne: “Vi arbejder meget aktivt på at udvikle den nye generation af moon shot startups”

Den globale rumfartsindustri

tordner frem og er drevet af private virksomheder. Det åbner døren for et muligt dansk væksteventyr, mener sekretariatschef

Sune Nordentoft, sekretariatschef for ESA BIC, der er Danmarks nye talentfabrik for rumfartsiværksættere. Han forventer at tage imod de første i sensommeren. Foto: Sophie Voisin
Sune Nordentoft, sekretariatschef for ESA BIC, der er Danmarks nye talentfabrik for rumfartsiværksættere. Han forventer at tage imod de første i sensommeren. Foto: Sophie Voisin

Med et brøl tordnede raketten Falcon 9 op gennem himlen over Florida 30. maj i år og satte med en hale af flammer en tyk streg under, at en ny æra for den globale rumfart nu er en realitet. Rumfart er blevet kommerciel.

For første gang i mere et årti blev et bemandet fartøj sendt op i rummet fra amerikansk jord, og denne gang var både raket samt rumfartøj udviklet i den private sektor.

“Rummet handler i dag om business,” slår Niels Andersen fast, der er afdelingsleder i DTU Space og har fulgt udviklingen tæt de seneste år.

40

rumiværksættere skal de næste fem år gennem et inkubationsforløb

“Rumfart er gået fra at være fascination og strategisk drevet af stater til at være et regulært forretningsområde, hvor man kan tjene penge,” siger han.

Ny generation

Det er et væksteventyr, som danske virksomheder også vil have en bid af. En ny generation af unge, ambitiøse danske virksomheder vil efter sommerferien gøre de første spæde forsøg på at skabe forretninger, der sigter efter stjernerne.

“Vi arbejder meget aktivt på at udvikle den nye generation afmoon shot startupsi Danmark, som bruger rummet som affyringsrampe for deres virksomhed,” forklarer Sune Nordentoft Lauritsen.

Vi har kun set toppen af isbjerget.Rummet vil de kommende år blive fyldt med tusindvis af nye satellitter

Niels Andersen, afdelingsleder, DTU Space

Han er sekretariatschef for Danmarks nye talentfabrik for rumfartsiværksættere. Med et økonomisk fundament på 50 mio. kr. skal ESA Business Incubation Center Denmark (ESA BIC), der holder til på Danmarks Teknologiske Universitet i Lyngby, levere teknologisk og forretningsmæssig rådgivning til 40 iværksættere fordelt over de næste fem år.

“Vi hjælper virksomhederne fra det punkt, hvor de har hjørnestenene i en forretning, og frem til, at de har kunder, et marked og en teknologi, der virker. Det vil sige, at de er så modne, at de selv kan flyve,” siger Sune Nordentoft Lauritsen. Han tager imod den første håndfuld virksomheder i sensommeren og igen til oktober. ​​​​​​​​​

Kun toppen af isbjerget

De dansk rumdrømme sker på ryggen af en udvikling, der letter med raketfart i disse år og er drevet af store private selskaber som Space X, Boeing, Airbus og mange flere. En øget konkurrence har gjort rummet mere tilgængeligt og skabt grobund for en vildtvoksende industri. Samtidig er både mennesker på månen og bemandede missioner til Mars på tegnebrættet.

Den amerikanske storbank Morgan Stanley vurderer, at den globale rumfartsindustri i 2019 omsatte for i omegnen af 400 mia. dollar, hvilket svarer til omkring 2570 mia. kr. Men estimerer man år 2040, er det beløb skudt i vejret til mindst 1000 mia. dollar.

Ifølge Niels Andersen fra DTU Space er rumfart blevet en infrastruktur, som er nødvendig for at vores samfund kan fungere:

“Vi har kun set toppen af isbjerget. Rummet vil de kommende år blive fyldt med tusindvis af nye satellitter, som har hver deres formål.”

Det sker i takt med, at der efterspørges og stadig bruges større datamængder fra satellitter, præcise navigationsdata (GPS), og der forventes i stigende grad brug af data uanset geografisk placering – såsom ombord på fly, skibe, boreplatforme og i tyndt befolkede områder. ​​​​​​​​​

Meget at byde på

Industriens Fond har været med til at finansiere den nye inkubator og ser store perspektiver i initiativet. Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond, vurderer, at danske virksomheders aktiviteter i rummet kan være til gavn på tværs af brancher i Danmark.

“Danmark har meget at byde på. Vi er meget digitaliserede, og vi er gode til innovation. Når vi kobler vores eksisterende styrkepositioner sammen med den her industri, kan vi skabe nye løsninger,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis