1.Salget i Novo Nordisk var fladt i andet kvartal, men kunne være øget 6-7 pct., hvis ikke covid-19-krisen havde bremset udviklingen. Patienter undlod at gå til lægen, og receptudskrivningen af de vigtige diabetesmediciner i glp1-klassen er 15 pct. under normalen. Salget af fedmemedicinen Saxenda faldt 9 pct. i andet kvartal efter flere kvartaler med tocifrede vækstrater. Lægemidlet er især udsat, fordi patienter typisk kun er tre-fire måneder i behandling, og derfor afhænger væksten af, at nye patienter kommer til.
2.Ozempic er nu det bedst sælgende lægemiddel i Novo Nordisk med en omsætning på 9,6 mia. kr. i første halvår, og dermed er Victoza væltet af tronen, efter at dette lægemiddel opnåede et salg på 9,2 mia. kr. i halvåret. Begge lægemidler af typen glp1, men Ozempic har vist bedre virkning på alle parametre, ligesom Victoza går af patent i 2023, og Novo Nordisk satser derfor al kraft på at få patienterne over på Ozempic.
3.Novo Nordisk løfter barren for indtjeningsforventningerne trods stor usikkerhed om udviklingen i den globale covid-19-pandemi. Selskabet har i andet kvartal sparet en del på rejsekontoen samt udskudt en del omkostninger til forsøg med lægemidler, der enten ikke kunne sættes i gang eller er forsinket.
4.Den nye diabetespille Rybelsus, der er baseret på det aktive stof semaglutid, som også findes i Ozempic, er kommet godt fra start i USA, og vinder nu 11 pct. af de nye recepter, der udskrives. Finanshuset Barclays spår, at pillen kan sælge for over 61 mia. kr. på toppen, og Novo Nordisk regner med, at den kan lanceres i de første europæiske lande i tredje kvartal.
5.Novo Nordisk skrottede to fedmemidler, ikke fordi, at de ikke virker. Men efter, at selskabet med kombinationen af semaglutid og AM833 har vist vægttab, der matcher hvad man kan opnå ved en fedmeoperation, har selskabet hævet barren for kommende fedmeprojekter.