ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Overlevelseskamp sender SAS på smalkost de næste to år: “Vi skal konkurrere på nogle andre parametre”

Effektiviseringer for 2,8

mia. kr., flere digitale værktøjer og en grønnere flåde skal sikre SAS' fremtid efter corona. Ryanair raser

Rickard Gustafson, adm. direktør i SAS. Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Rickard Gustafson, adm. direktør i SAS. Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Udstedelse af nye aktier, konvertering af gæld til værdipapirer og en spareplan på 2,8 mia. kr. i forlængelse af nedlæggelsen af 5000 fuldtidsstillinger.

Coronakrisen har sendt SAS ud i en overlevelseskamp, og førnævnte faktorer er essensen i den nye forretningsplan. Målet er at sikre en egenkapital på 10 mia. kr. gennem et kapitalindskud på 8,5 mia. kr. fra de eksisterende storaktionærer, heriblandt Danmark, Sverige og Wallenberg-familien, der omvendt øger deres ejerandel markant.

“Denne krise har vist os, at vi skal konkurrere på nogle andre parametre fremover. Det er også derfor, vi skal have genetableret vores egenkapital og effektivisere for 4 mia. kr., så vi står godt rustet til fremtidens konkurrence,” siger Rickard Gustafson, adm. direktør i SAS.

Fokus på fire ben

Konkret vil Skandinaviens største flyselskab fokusere på fire ben i restruktureringen, som skal være på plads, når efterspørgslen ventes at være tilbage på et normalt niveau i 2022: At have det bedste rutenetværk, den mest moderne og brændstofeffektive flåde, øge konkurrenceevnen gennem effektiviseringer og at være førende i den grønne omstilling.

Vi skal have mere ud af det samme, vi arbejder med i dag

Rickard Gustafson, adm. direktør, SAS

“Vi kigger bl.a. på omkostningerne til administrationen og på at automatisere en del af processerne i virksomheden. Vi skal have mere ud af det samme, vi arbejder med i dag, og derfor er det alle dele af SAS, der bliver berørt af det,” forklarer Rickard Gustafson og understreger, at målet på længere sigt er at nå samme størrelse som før coronapandemien.

Lægger sig i halen

Med udformningen af den nye forretningsplan lægger SAS sig i halen på en række tunge europæiske konkurrenter, der også har måttet søge hjælp hos myndighederne for at klare sig igennem covid-19. Air France-KLM har fået en redningspakke fra Frankrig med forskellige lån på i alt 52 mia. kr., Lufthansa har modtaget 67 mia. kr. fra bl.a. Tyskland, og i Finland har regeringen skudt 2,1 mia. kr. i Finnair. Udviklingen vækker harme hos konkurrenten Ryanair, der er Europas største flyselskab.

“Det er konkurrenceforvridende, når Danmark, Sverige og Norge bliver ved med at hjælpe SAS, og det gør det sværere for selskaber som Ryanair, der ikke er statsstøttet, at konkurrere på lige vilkår. Jeg er ikke overrasket, for det er ikke første gang, vi har kæmpet mod et SAS på statsstøtte, og jeg tror heller ikke, det bliver sidste gang,” siger topchef Michael O'Leary til Børsen.

Redningspakken til SAS betyder, at Danmark og Sverige hver især øger deres ejerandel fra godt 14 pct. til omkring 20 pct. Dermed står de tilbageværende aktionærer – med undtagelse af Wallenberg-familien, der også deltager i rekapitaliseringen – til at få reduceret deres ejerskab til under 5 pct.

20,05​

pct. øger Danmark sin ejerandel i SAS til​​​​​​​​​​​​​​​​​​

“Uden det ville SAS ikke overleve krisen, og så ville der overhovedet ikke være noget tilbage. Det håber jeg, at aktionærerne kan se en værdi i,” konstaterer Rickard Gustafson. ​​​​​​​

Selvom SAS nu så småt begynder at kigge fremad, er der ifølge Sydbank stadig flere spørgsmål end svar.

“Planen er en fortsættelse af det, SAS havde god succes med op til corona med overskud fem år i træk. Vi må håbe, at de ikke vågner op til en ny virkelighed, der er meget ringere end det, de har været vant til,” siger aktieanalysechef Jacob Pedersen.

Han hæfter sig ved, at det er meget usikkert, hvordan fremtidens flymarked kommer til at se ud.

“Forretningsrejsende er SAS' vigtigste kunder. Men vi kigger ind i et marked, som kan blive meget anderledes, hvor erhvervskunderne vil være noget mere sparsomme i deres lyst til at flyve. SAS er afhængig af, at hele deres netværk fungerer, så her er det langt lettere for lavprisselskaberne at komme i gang med at flyve.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis