ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Coop i stort milliardsats: Vil bygge ny bydel med 1600 lejligheder

DetailkæmpenCoop skyder

gang i et stort prestigeprojekt og vil bygge ny bydel med knap 1700 boliger. Usædvanligt, siger ekspert

Lasse Bolander foran en af de kontorbygninger, der nu skal rives ned. Foto: Mie Hee Christensen
Lasse Bolander foran en af de kontorbygninger, der nu skal rives ned. Foto: Mie Hee Christensen

Dagligvarekæmpen Coop går nu i offensiven og skyder i en storsatsning over 2 mia. kr. ind i et byggeprojekt, der skal forvandle et område på 250.000 kvm ved hovedkvarteret i Albertslund til en ny, bæredygtig Coop-bydel.

Koncernen, der bl.a. står bag butikskæderne Kvickly, Fakta og Superbrugsen, vil med milliardsatsningen opføre 1600 nye lejligheder og 90 rækkehuse, der skal samles i klynger ved et grønt areal med vandløb og ladestationer til elbiler.

Samtidig vil Coop ombygge hovedkontoret, bygge et nyt lager og opføre flere butikker i området, som får navnet Coopbyen.

“Det her er en af de største satsninger nogensinde i Coops historie. Vi ser det som en langsigtet investering, der kan sikre slægtsgården,” siger formand Lasse Bolander, der har haft posten i koncernen siden 2008.

Han går nu på jagt efter finansielle partnere, der vil kaste penge ind i det store ejendomsprojekt, der efter planen skal stå klart inden for ti år og give plads til 4500 beboere.

Formanden har udset sig flere store pensionskasser, men lykkes det ikke at finde en partner, vil Coop selv finansiere hele projektet.

Ekspert: Usædvanligt

Planerne kommer, to år efter at Coop i en milliardhandel solgte ejendomskomplekset Sønderhøj i Viby J. nær Aarhus til ejendomsinvesteringsselskabet Dades, og sker, samtidig med at rivalen Salling Group også har planer om at opføre boliger.

Konkurrenten, som bl.a. driver Føtex, Netto og Bilka-kæderne, vil opføre 250 nye boliger i Aarhus som et led i en udvidelse af Storcenter Nord, som giganten ejer.

Coop vil opføre mere end seks gange så mange boliger, og det er opsigtsvækkende, mener Mogens Bjerre, der er professor ved CBS og forsker i detailbranchen. Ifølge ham har en dansk dagligvarekoncern ikke tidligere sat gang i et så stort boligprojekt.

“Det er usædvanligt, at en detailhandler laver den her slags investeringer, men det er jo ikke fremmed for de selvstændige brugsforeninger at investere i ejendomme og udleje til private,” siger Mogens Bjerre, der understreger, at den slags projekter kan fjerne fokus fra kerneforretningen.

“Det er jo et prestigeprojekt, som man formentlig lægger vægt på bliver en succes, så det bliver interessant at se, om det kan undgå at forstyrre resten af huset,” siger han.

Men det afviser Coop-formand Lasse Bolander.

“Det påvirker ikke på nogen som helst måde kernedriften. Det ligger ved siden af kernedriften som en langsigtet investering,” siger han.

Kræver ny lokalplan

Ifølge Coop, der også vil bygge butikker og et fælleshus i området, bliver den nye bydel bygget op som en bjergskråning, der vender mod syd, hvor boligerne skal variere i størrelse fra 80 til 130 kvm.

De højeste byggerier på fem etager skal vende mod Roskildevej i nord, mens højden på bygningerne skal falde, efterhånden som man bevæger sig mod syd.

Det er arkitektfirmaet Henning Larsen, der står bag tegningerne til projektet, som skal behandles i byrådet i Albertslund til februar, da det kræver en ny lokalplan.

Coop vil både udleje og sælge boligerne, der skal bygges i etaper, og sigter efter alle dele af befolkningen. Det er ifølge byudviklingsekspert Ellen Højgaard Jensen, direktør for Dansk Byplan Laboratorium, vigtigt, hvis et boligprojekt skal blive en succes.

“Mange begår tit den fejl, at de bygger det, der kan sælges her og nu, for så får man et helt ens område. Man skal tænke variation ind i projektet, for vi har brug for forskellige boliger gennem livet,” siger hun.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis