Mens mange forbrugerrettede virksomheder ligger underdrejede som følge af covid-19, brager cigarkæmpen Scandinavian Tobacco Group (STG) afsted.
Salget af især håndrullede cigarer til amerikanske forbrugere har taget fart, og oven på et andet kvartal med en organisk vækst i nettoomsætningen på 4,9 pct. har STG som en af de få opjusteret sine forventninger til 2020.
Men påvirkningen fra covid-19 har ikke kun været positiv, understreger Niels Frederiksen, adm. direktør i STG, der har kæmpet en hård kamp for at imødekomme efterspørgslen og holde dampen oppe på selskabets fabrikker, der er placeret over hele verden.
“Lagerniveauet i hele den håndrullede industri har været under pres
Niels Frederiksen, adm. direktør i Scandinavian Tocacco Group
“Lagerniveauet i hele den håndrullede industri har været under pres, fordi fabrikker har været lukkede samt presset af lavere produktivitet, fordi vi har været nødsaget til at flytte medarbejderne længere fra hinanden,” siger Niels Frederiksen.
Fabrikker i Sri Lanka, Honduras og Den Dominikanske Republik har været ude af drift i op til seks uger grundet restriktioner relateret til covid-19.
Tidligt i coronaforløbet etablerede Niels Frederiksen styregrupper, der skulle kigge på, hvad STG skulle gøre, hvis der opstod udfordringer på fabrikkerne. Her stod det tidligt klart, at STG kunne udnytte erfaringer fra ét geografisk område til et andet.
Eksempelvis har STG's fabrik i Indonesien kørt uden afbrydelser under hele coronapandemien trods restriktioner, og de erfaringer, som selskabet har gjort sig der, har de kunnet bruge i andre dele af verden.
“Det har vi brugt til at optage en masse videoer, som forklarer, hvordan fabrikken kører med covid-19-restriktionerne, og dem har vi så vist til myndighederne i Honduras og Den Dominikanske Republik. Dermed har vi været i stand til at åbne fabrikkerne hurtigere end mange af vores konkurrenter,” forklarer cigarbossen.
Drevet af opkøbet af hollandske Agio Cigars, som STG smed 1,5 mia. kr. for, steg omsætningen med 18 pct. til 2,1 mia. kr. i årets andet kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. På driften (ebitda) tjente STG i kvartalet 489 mio. kr.
Det var dog ikke kun hollænderne, der er specialister inden for maskinrullede cigarer, som bidrog til festen. Coronakrisen har tvunget mange til at arbejde fra hjemmekontoret, og den udvikling har særligt de tobakshungrende amerikanere brugt til at fyre ekstra op under cigarerne.
Det viser en forbrugerundersøgelse, som STG har foretaget blandt deres onlinekunder.
“Vores produkter kræver, at du har 30-45 minutter, hvor du kan finde en håndrullet cigar frem og nyde den, og det ser folk ud til at indpasse i deres hverdag,” siger Niels Frederiksen.
Selvom coronakrisen har sat ekstra fut under onlinesalget hos STG, betyder det ikke, at der fjernes fokus fra detailleddet, som cigarkæmpen satser stort på i disse år, bl.a. med nye superbutikker, som er indrettet med loungeområder, hvor kunderne kan sidde ned og nyde en cigar.
I juli kunne STG slå dørene op til en 600 kvm stor butik i Texas, mens to lignende butikker er under opførelse i Florida og som efter planen vil stå klar senere på året.
I august opjusterede Scandinavian Tobacco Group sine forventninger til den organiske vækst i ebitda, som nu ventes at blive over 9 pct. mod tidligere 2 pct.
Som resultat af de opjusterede forventninger har tobakskoncernen valgt at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram for 300 mio. kr., som blev meldt ud i slutningen af februar.