ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Global mangel på mikrochips giver leveringskrise: “Jeg har været med i denne branche i mange år, og jeg har aldrig oplevet en situation som denne”

Stigende efterspørgsel, naturkatastrofer og corona giver længere ventetider på ny elektronik. Produktionen af mikrochips kan ikke følge med

Chipmanglen sætter sit aftryk verden over, men går hårdest ud over bilindustrien. Arkivfoto: Milan Jaros/Bloomberg
Chipmanglen sætter sit aftryk verden over, men går hårdest ud over bilindustrien. Arkivfoto: Milan Jaros/Bloomberg

En global mangel på mikrochips og komponenter til elektronik har forsinket produktionen hos flere virksomheder verden over.

Den akutte chipmangel skyldes en kombination af naturkatastrofer, stigende efterspørgsel på elektronik samt flaskehalse i transportsektoren.

Lange leveringstider

I danske Atea, der et af landets største leverandører af it-udstyr til offentlige og private virksomheder, kan krisen mærkes ved, at virksomheden oplever længere leveringstider fra leverandørerne.

“Vi er vant til at operere med to til fire ugers leveringstid, men på nogle områder er vi nu oppe på at have seks måneders leveringstid,” siger Jonas Kjærulf, indkøbschef i Atea.

“Jeg har været med i denne branche i mange år, og jeg har aldrig oplevet en situation som denne,” siger han og fortæller, at meldingen fra leverandørerne lyder, at dette vil være “the new normal” de næste par år.

Også Elgiganten oplever, at manglen på komponenter sætter sit fodaftryk på leverancerne.

Et godt eksempel er tilbage omkring jul, hvor vi i virkeligheden godt kunne have solgt flere produkter, hvis vi havde haft varerne

Peder Stedal,adm. direktør, Elgiganten

“Det gør det som udgangspunkt sværere at få produkter hjem. Et godt eksempel er tilbage omkring jul, hvor vi i virkeligheden godt kunne have solgt flere produkter, hvis vi havde haft varerne,” siger Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten.

Et af de produkter, der er ramt af chipmanglen, er Sonys Playstation 5, der blev lanceret i november sidste år, men som stadig er næsten umulig at skaffe.

Hos både Atea og Elgiganten arbejdes der proaktivt med at forudsige efterspørgslen, så der altid vil være varer til rådighed.

Manglen på mikrochips er blevet en sag for Det Hvide Hus, hvor USA’s præsident, Joe Biden, har foreslået at investere 50 mia. dollar i forskning og produktion af mikrochips efter et krisemøde med flere af landets største producenter.

Ramt af naturkræfter

Ifølge Peter Bay Kirkegaard, der er seniorkonsulent i Dansk Industri, skyldes manglen på mikrochips stigende efterspørgsel på elektronik under corona, samt at en række naturkræfter verden over har sat nogle chipfabrikker midlertidigt ud af produktion.

Blandt andet har en koldfront i Texas, tørke i Taiwan og brande i både Japan og Californien bragt flere fabrikker ud af spil, og det kan tage tid at komme på fode igen.

“Der er nogle langsigtede, strukturelle forhold, der gør, at efterspørgslen på mikrochips stiger, og så er der nogle kortsigtede forhold, der har gjort, at leverancerne bliver forstyrret.”

“For forbrugerne er det jo irriterende i den forstand, at der måske er lang ventetid på den nyeste elektronik. For virksomhederne er det kritisk, fordi de kommer til at mangle de komponenter, som de skal bruge i produkterne. Det betyder i sidste ende tabte ordrer,” siger Peter Bay Kirkegaard.

Han forventer, at manglen på chips vil føre til prisstigninger på elektronik i fremtiden.

Den voldsomme efterspørgsel på elektronik kalder på en øget produktion af mikrochips, men det er ikke noget, man bare kan gøre, siger Jörg Hübner, der er direktør for DTU Nanolab.

“Det har noget at gøre med, at når man bygger en fabrik, så bliver den typisk lavet til at køre med 100 pct. kapacitet. Det er ekstremt dyrt at bygge. Ud over det skal også forsyningskæden følge med, og det kræver en del råstoffer,” siger Jörg Hübner og forklarer, at det desuden kan tage over et år at udvide en fabriks produktion.

Ligesom man ikke bare uden videre kan lave en ny fabrik, så tager det også lang tid at genetablere produktionen, hvis fabrikken rammes af en naturkatastrofe.

“Sådan nogle fabrikker er ekstremt følsomme. Selvom det er en mindre ting, kan det tage flere måneder, før det her procesflow er genetableret og fabrikken igen kan køre med fuld kapacitet. Det tager rigtig lang tid,” siger Jörg Hübner.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis