Selvom coronakrise, butikslukninger og faldende forbrug har stjålet overskrifterne for Pandora i 2020, kan smykkeselskabet alligevel se tilbage på et 2020, hvor det er blevet adskillige milliarder mere værd.
Med en kursstigning på 60 pct. siden årsskiftet er Pandoras markedsværdi nu 47 mia. kr. Faktisk er Pandora-aktien i år steget så meget i værdi, at det er den aktie, som har klaret sig bedst blandt selskaberne i det danske eliteindeks C25. I øvrigt er C25-indekset ifølge Bloomberg det nationale indeks, der har performet bedst i hele verden gennem 2020.
Smykkeselskabets kursridt står i skærende kontrast til adskillige års fald fra tinderne, hvor store værdier stille og roligt er smuldret væk, siden Pandora toppede med en markedsværdi på 100 mia. kr. i 2016.
At Pandora-aktien er ved at rejse sig som en fugl føniks skyldes, at der blandt smykkeselskabets investorer og analytikere breder sig en tiltagende tro på, at selskabet med adm. direktør Alexander Lacik og finansdirektør Anders Boyer i front kan stabilisere salget og genskabe væksten i Pandora, der i flere år har været plaget af en faldende toplinje.
“Der er mange ændringer i Pandora, som samlet set peger i den rigtige retning, kombineret med at det har været en troværdig investorkommunikation,” siger aktiechef i ATP, Claus Wiinblad.
Troværdig kommunikation har været et springende punkt i Pandora-regi i årevis. Den var med til koste Alexander Laciks forgænger Anders Colding Friis jobbet. Oven på spirende mistillid i markedet til Colding Friis, der blev kritiseret for at tilbageholde vigtige salgstal, blev han fyret en augustdag i 2018 i kølvandet på en dybt overraskende nedjustering.
“Vi er skuffede over udviklingen i selskabet og synes, det er dybt problematisk, at man kommer med så stor en nedjustering så kort tid efter udmeldingen af de finansielle målsætninger på kapitalmarkedsdagen,” lød det dengang fra aktiechefen i ATP, der i årevis har været blandt Pandoras største investorer.
mia. kr. er Pandoras markedsværdi
På kapitalmarkedsdagen syv måneder tidligere havde den nu detroniserede Pandora-boss begejstret tilhørerne ved at tale om langsigtet vækst på op mod 10 pct. og åbningen af 1000 nye smykkebutikker.
Kort efter fyringen blev strategien imidlertid skrottet, da det stod klart, at toplinjen modtog kunstigt åndedræt af massive butiksåbninger, mens det underliggende salg bevægede sig i den forkerte retning.
Den udvikling er Pandora-topledelsen anført af Alexander Lacik, der blev hentet til selskabet sidste år, i færd med at vende ved hjælp af markante investeringer i marketing, nye produktlanceringer samt et sats på den digitale forretning.
Nye vinde blæser nu ind over smykkegiganten, hvor troen på Pandora og selskabets turnaround-plan kaldet Programme Now tager til, efter smykkesalget viste de første positive tegn i månederne op til coronakrisen.
Også storinvestoren ATP er blevet mere optimistisk på vegne af Pandora.
Ifølge ATP’s halvårsrapporter ejede pensionsgiganten i slutningen af 2018, da usikkerheden omkring Pandoras fremtid var på sit højeste, 3,8 pct. af Pandora. Frem mod slutningen af 2019 blev ejerandelen i smykkegiganten stille og roligt reduceret, således ATP i slutningen af 2019 ejede 2,6 pct. af Pandora.
“Der er mange ændringer i Pandora, som samlet set peger i den rigtige retning
Claus Wiinblad, aktiechef i ATP
I løbet af 2020 har ATP igen lagt flere smykkeaktier i porteføljen, og nu ejer de 3,1 pct. af Pandora, afslører den seneste halvårsrapport.
En lignende optimisme er der at spore i analytikerkredse, heriblandt hos investeringsbanken Citi, der i en 37 sider lang analyse forklarer, hvorfor de har en stor tro på, at Pandora vil lykkes med en turnaround, når coronapandemien er inddæmmet.
“Vi mener, Pandora repræsenterer en interessant investering (...) Der er plads til yderligere påskønnelse af aktiekursen, mener vi, idet en turnaround af brandet i stigende grad virker håndgribelig,” skriver analytiker i Citi Silky Agarwal i analysen.
Selvom Programme Now har vist sine tidlige tegn, er smykkegiganten endnu ikke der, hvor den skal være, understreger finansdirektør Anders Boyer, der startede i selskabet blot ni dage før, Anders Colding Friis blev fyret.
“Det kan være, at vi snart er ved mellemstationen, der er at få stabiliseret toplinjen. Men vi kommer aldrig til at være i mål, vi kommer altid til at stræbe efter at komme videre,” siger Anders Boyer.
ATP-chefen mener, at Pandora-ledelsen har håndteret coronakrisen på en “rigtig god” måde, hvor selskabet har leveret en troværdig scenarieanalyse, der forklarede, hvordan smykkeselskabet vil klare sig i forskellige scenarier med covid-19.
I forlængelse heraf solgte Pandora i foråret aktier for et milliardbeløb og sikrede sig 3 mia. kr. i ekstra kreditter hos sine bankforbindelser, således selskabet kunne modstå et scenarie, hvor alle 2700 fysiske butikker var lukket gennem resten af året.
“Hele den pakke fik de skruet sammen og solgt på en ret troværdig måde,” siger Claus Wiinblad og uddyber:
“Det er måske der, hvor ledelsesskiftet har vist sit værd. De får både kombineret den strategiske retning og den operationelle styring ned på kommunikationen til os investorer på en ganske god måde.”
Troen på Pandoras fremtid har også spredt sig til de investorer, der gennem lang tid har satset stort på, at Pandora vil fejle ved at shorte aktien.
Det vil sige, at investorerne har lånt aktier i markedet, solgt dem videre, og derefter satset på, at Pandora-aktiens kurs er faldet, når værdipapiret inden for en fastsat tidshorisont skulle leveres tilbage. I årevis har Pandora været blandt de mest shortede børsselskaber i Danmark.
Ifølge tal fra Finanstilsynet toppede udviklingen senest i starten af december sidste år, hvor den samlede short-position i Pandora oversteg 13,7 pct. Ved udgangen af august var blot 3,5 pct. af aktiekapitalen i Pandora shortet.
Hos Dansk Formue & Investeringspleje forklarede investeringschef Johnny Madsen for to år siden, at de ikke kunne finde på at investere i Pandora uanset aktiekursen grundet mistillid til den daværende topchef.
Sådan er det ikke længere, men investeringsselskabet vil gerne se yderligere tegn på, at Pandora lykkes med sin turnaround, før det sker, fortæller investeringschefen.
“Det virker som om, at Pandora her har fået fat i en ledelse, som gør det rigtige. Og så mangler vi at se, at de for alvor leverer på det, de har gang i,” siger Johnny Madsen.