ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Champagneiværksætter igen i søgelyset: Forbrugerombudsmanden pudser politiet på Aarhus-webshop

Forbrugerombudsmanden er nu færdig med en undersøgelse af 23 klager mod Aarhus-webshoppen Styled.dk, der drives af den tidligere champagneiværksætter Søren Bælum og hans mor, Pia Fibiger Jensen. Forbrugerombudsmanden har efter sin undersøgelse valgt at overdrage samtlige 23 klager til Østjyllands Politi.

Det skriverÅrhus Stiftstidende.

”Vi har undersøgt samtlige sager og har overdraget dem alle til Østjyllands Politi, da vi ønsker, at politiet skal stå for den videre efterforskning, siger fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden Stine Weibel til Århus Stiftstidende.

Central del af netværk


Virksomheder
Efter afdækning: Aarhusianske webshopejere fortsætter med falske anmeldelser, stjålne videoer og høje førpriser
Børsen skrev i oktober og november en artikelserie om, hvordan en række bekendte fra Aarhus-området åbner og lukker webshops på stribe med et spor af vrede kunder i kølvandet. I dette netværk er Styled.dk, Søren Bælum samt hans mor centrale.

De mange produkter fra netværkets webshops med et spindelvæv af udenlandske undersider sælges bl.a. gennem aggressiv markedsføring, og med influenter og realitystjerner med hundredtusindvis af følgere som reklamesøjler, der skilter med fantastiske produkter og store rabatter.

Flere jurister, som Børsen tidligere har vist en række eksempler på netværkets hjemmesider og markedsføring, vurderer, at der ikke kun er tale om ulovlig markedsføring, men at det i flere tilfælde ligner bedrageri efter straffeloven.

De nye 23 sager, som Forbrugerombudsmanden har sendt videre til Østjyllands Politi lægger sig på toppen af 18 politianmeldelser mod Styled.dk, som politiet allerede skal kigge på. Det bringer således antallet af sager hos Østjyllands Politi mod Styled.dk op på 41.

Virksomheder
Champagneiværksætters Apple-efterligninger popper op over hele Europa: Forsøger at drukne kritik fra vrede kunder
De 18 allerede kendte sager stammer fra et sagskompleks på 50 anmeldelser, som Politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK) har samlet på tværs af det af Børsen beskrevne netværk af webshopejere og sendt til efterforskning hos Østjyllands Politi som én samlet sagspakke.

Ingen er sigtet eller tiltalt i sagen, og der kan være dele af det kortlagte netværk, som ikke indgår i denne sagspakke. Børsen er heller ikke bekendt med, om der kan være enkelte Styled-sager, som går igen på tværs af de tidligere 18 anmeldelser til LCIK og de 23 klager til Forbrugerombudsmanden, der nu alle er endt hos Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi bekræfter overfor Århus Stiftstidende at have modtaget de 23 sager og indlemmet dem i den samlede efterforskning, som skal afgøre, om der er sket noget strafbart. Man vil have skarpt fokus på efterforskningen i første kvartal af det nye år, fortæller Lau Kristensen fra Østjyllands Politi til avisen.

Skiftende ansvar og flyverskjul

Århus Stiftstidende har forsøgt at få fat på Søren Bælums mor, Pia Fibiger Jensen, der står som ejer og direktør af Styled ApS, selskabet bag Styled.dk. Hun har ikke besvaret avisens henvendelser.

Generelt
Champagne, fælles ferier, adresser og forretninger: Så tæt hænger netværket bag webshopkarrusel sammen
Det samme oplevede Børsen i oktober, hvor Pia Fibiger Jensen blev forsøgt kontaktet på både telefon og mail.

I første omgang lød det meget specifikt fra hendes søn, Søren Bælum, at han udtalte sig på vegne af alle de over 20 danske webshops, Børsen i sin kortlægning har forbundet ham, hans mor og hans kæreste, Sofie Henriksen, til. Herunder Styled-forretningen.

Da Børsen nogle dage senere forelagde Søren Bælum oplysningen om, at der lå 18 politianmeldelser mod Styled.dk som en del af den større sagspakke fra LCIK, vendte han på en tallerken.

I en mail skrev han, at han blot er ansat hos Styled, og at han desværre ikke kunne udtale sig på vegne af virksomheden.

Det selvom han i mails skiftevis optrådte med signaturene "Partner, Styled ApS" og "Partner//Styled.dk".

Han mor var i øvrigt på ferie og kunne ikke nå at besvare Børsens henvendelser, lød det dengang. Pia Fibiger Jensen er aldrig vendt tilbage.

Blackpods lukket ned

Søren Bælum har hele tiden fortalt, at hans kæreste Sofie Henriksens webshops og forretninger absolut intet har med ham og hans mors forretninger og webshops at gøre.

Virksomheder
Jurister om webshopkarrusel: "Det ligner simpelthen organiseret svindel"
Det selvom Søren Bælum er medejer af selskabet Crossbody IVS bag Sofie Henriksens webshops Crossbody.dk og Fashiondreams.dk, der begge deler adresse med Styled.dk og mange af de andre webshops, som Søren Bælum og Pia Fibiger Jensen driver.

Sofie Henriksens andet selskab, Sofies Holding IVS, stod indtil Børsens henvendelser også som ejer af den svenske hjemmeside for de såkaldte Blackpods høretelefoner, som Børsen sporede til 11 forskellige lande på tværs af Europa med et virvar af familiens selskaber, adresser og telefonnumre skrevet på i de enkelte lande.

På Trustpilot klagede folk over høretelefoner, som de anså som værdiløse kopiprodukter, mens Søren Bælum i en telefonsamtale forklarede, at han havde store forventninger til høretelefonerne, særlig når de kom i en ny og forbedret version.

Juleaftensdag kan Børsen konstatere, at ti ud af de kendte 11 landesider for Blackpods er blevet lukket ned. Kun den franske eksisterer fortsat.

Trustpilot advarer mod forretninger

I kølvandet på Børsens artikler er Trustpilot begyndt at advare om flere af Søren Bælum og Pia Fibiger Jensens forretninger.

Virksomheder
Webshopejere forsøgte at sælge selvbruner med stjålne billeder: "Det er rigtig nok. Det havde jeg egentlig glemt"
7. november lagde Trustpilot et gult banner henover skærmen, når man går ind på Styled.dk's Trustpilot-side, hvor platformen konkluderer, at folkene bag systematisk har forsøgt at få slettet kritik og dårlige anmeldelser.

"Vi har opdaget, at dette selskab har rapporteret anmeldelser på en partisk måde, for eksempel ved systematisk af rapportere alle eller de fleste negative anmeldelser og/eller gentagne gange at have rapporteret anmeldelser, der ikke er i strid med vores retningslinjer," skriver Trustpilot om Styled.dk.

En uge senere fik nu den lukkede webshops Blackpods.dk også lagt et banner hen over sin Trustpilot-side, hvor platformen oplyser, at man er bekendt med, at folkene bag har forsøgt at få kunder til at give gode anmeldelser på en ikke-neutral måde ved at tilbyde folk ting for de gode anmeldelser.

Og på Deperfektejeans.dk, der ligeledes er drevet af Søren Bælum og hans mor, oplyses det på et gult banner på Trustpilot-siden, at man har opdaget, at webshoppen skilter med en forkert Trustpilot-score.

Virksomheder
Politianmeldt webshop sat til salg for 16 mio - ejere står bag mulig abonnementsfælde i Storbritannien
Søren Bælum og Pia Fibiger Jensen virker til at være ligeglade. I hvert fald skiltes der på Deperfektejeans.dk stadig med, at man har fem stjerner på Trustpilot baseret på 2312 anmeldelser.

I virkeligheden har webshoppen 2,5 stjerner på 68 anmeldelser. Flere bruger anklager i nyere anmeldelser fra december webshoppen for at være fup og svindel.

Flere beskriver, at de ikke kan få lov at annullere ordrer, selvom de har bestilt bukser for flere uger siden, der ikke er kommet endnu, mens pengene allerede er blevet trukket.

”Da jeg bad dem om at annullere ordren, sagde de, det kunne de ikke, da bukserne var på vej, skulle bare lade være med at tage i mod bukserne. Hvordan stopper man sådan et useriøst firma,” skriver én bruger.

”At annullere ordren skriver de er kun muligt ved, at jeg ikke tager imod pakken, når den så kommer. Er der andet at sige end svindel firma,” skriver en anden.

joha@borsen.dk

Virksomheder
Magasiner pudser advokater på webshops efter falske anmeldelser
 
Politik
Aarhus-netværk åbner og lukker webshops på stribe: "Det ødelægger fuldstændig tilliden til, at man kan handle på nettet"
Virksomheder
Iværksættere forfulgt af politianmeldt Aarhusiansk webshop i årevis: "Vi kan kun håbe, at myndighederne på et tidspunkt vågner"
 



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis