ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Flere virksomheder stiller krav til topchefers aktiekøb: CBS-professor mener, at det er spild af kræfter

René Tune-Svendsen står i spidsen for GN Audio i GN Store Nord. Han er blandt de topchefer i C25-indekset, der har flest penge investeret hos sin arbejdsgiver. I alt 43 mio. kr. er værdien af hans GN-aktier. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
René Tune-Svendsen står i spidsen for GN Audio i GN Store Nord. Han er blandt de topchefer i C25-indekset, der har flest penge investeret hos sin arbejdsgiver. I alt 43 mio. kr. er værdien af hans GN-aktier. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

En stor del af selskaberne i det danske eliteindeks, C25, stiller krav om, hvor meget topchefen skal eje aktier for. Men ifølge Michael Møller, professor ved Copenhagen Business School (CBS), der bl.a. forsker i incitamentsprogrammer, er det en dårlig idé.

“Jeg anser det for at være spild af ressourcer, hvis bestyrelser og direktioner presses til at investere i de selskaber, de er tilknyttet,” siger Michael Møller.

Det skyldes, at han mener, at topchefer har rigeligt med incitamenter til at gøre det godt i form af jagten på en bedre løn, succes og rygte. Dertil kommer, at topchefen vil forlange mere i løn for at påtage sig en større risiko, uddyber professoren.

Værdien af C25-topchefernes aktieformue tordner i vejret, og de har nu 2,3 mia. kr. investeret hos deres arbejdsgivere, viser en gennemgang, Børsen Fakta har lavet. Ifølge de seneste vederlagsrapporter stiller 11 ud af 24 C25-selskaber krav om, at topchefen skal eje og holde aktier i selskabet. Typisk stilles der krav om, at direktøren skal eje aktier svarende til et års grundløn.

Det gør man bl.a. hos GN Store Nord, hvor topledelsen har mulighed for at udnytte aktieoptioner, således at den inden for tre år kan opfylde et krav om aktieejerskab svarende til et års grundløn.

Mange investorer kigger på, at man løbende viser tilliden ved at købe op

Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank

“Vi har fået aktionærernes penge, som vi skal forvalte på en god måde og skabe værdi af. Og hvis vi lykkes med det, så synes jeg, at ledelsen skal være med, og hvis ikke så synes jeg, at det skal svide lidt i pungen,” siger bestyrelsesformand i selskabet Per Wold-Olsen. I selskabet har GN Audio-direktøren René Tune-Svendsen aktier for 43 mio. kr., mens GN Hearing-direktøren Gitte Pugholm Aabo, der tiltrådte sidste år, ejer aktier, som svarer til 4 mio. kr. i værdi.

Investorer holde øje

Aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen er heller ikke tilhænger af, at der opstilles regler for, hvor meget topcheferne skal eje aktier for. Det skyldes, at det i det tilfælde bliver kunstigt.

“Jeg vil gerne have, at det er ud fra direktørens eget økonomiske og selvtillidsmæssige udgangspunkt, at han køber aktierne,” siger Jacob Pedersen.

Som aktieanalysechef følger han selv tæt med i, når topcheferne køber eller sælger aktier. Jacob Pedersen har dog ikke noget bud på, hvor meget en topchef skal have investeret i sit eget selskab, før det er tilstrækkeligt.

“Mange investorer kigger på, at man løbende viser tilliden ved at købe op. Jeg vil ret beset hellere have en direktør, der hen over ti år køber for 10 mio. kr. om året, end ham der køber for 100 mio. kr., den første dag han er i jobbet,” siger Jacob Pedersen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis