De seneste uger er Tim Albrechts forretning blevet vendt godt og grundigt på hovedet, efter at landets storcentre er blevet tvangslukket i et forsøg på at bremse spredningen af coronavirus.
Derfor har Tim Albrecht lige nu ikke nogen omsætning i tre af sine fire Bog & Idé-butikker, der ligger i et storcenter, men han holder stadig åbent i sin fjerde butik.
Det betyder dog, at han pludseligt ikke kan få 100 pct. kompensation for faste udgifter i de tvangslukkede butikker fra regeringens hjælpepakker, fordi hans fire butikker har det samme cvr-nummer.
"Vi gør det bedste, vi kan for at holde vores forretning kørende. Jeg synes bare, at det er helt grotesk, at vi bliver straffet for at holde butikken åbent," siger Tim Albrecht.
Selvom den ene butik, han holder åbent, ifølge Tim Albrecht taber penge, bliver omsætningen modregnet i den kompensation, som han kan få udbetalt for de tre tvangslukkede butikker.
"Jeg synes, at vi bliver hårdt ramt af, at vi holder én butik åbent. Det gør vi i princippet for at slippe for at skulle have for meget statsstøtte i den her situation," siger Tim Albrecht, som mener, at ordningen sender et uheldigt signal.
"Jeg ved godt, at det måske lyder lidt mærkeligt fra en købmand, men der er jo også noget samfundssind i at holde åbent. Der er jo rigeligt, som kommer til at skulle have snablen nede i statskassen for at få hjælp," siger han.
Ifølge Tim Albrecht betyder selskabskonstruktionen, at han i stedet for 100 pct. kompensation i de tvangslukkede butikker kun får dækket halvdelen af sine faste omkostninger. Nu frygter han for, hvor dyrt det kan blive.
"I forvejen har vi valgt ikke at fyre medarbejdere, men har hjemsendt dem i de tvangslukkede butikker. Det betyder jo, at jeg selv skal ud og betale 25 pct. af lønnen for en stor del af de medarbejdere, så sammenholdt med det begynder det jo at gå stærkt," siger han.