Formand for Lars Larsen Group Jacob Brunsborg vil nu sparke gang i indretningsfirmaet Interior Direct, der har levet en stille tilværelse i koncernen.
Selskabet designer og indretter bl.a. hotelværelser med møbler fra koncernens kæder som Jysk, Ilva og Bolia samt specialdesignede løsninger, men omsætningen har været på et mindre tocifret millionbeløb, og det vil formand i Lars Larsen Group Jacob Brunsborg ændre på.
Derfor slår han Interior Direct sammen med Ilvas erhvervsdel, Iddesign Project, under det nye navn Third.space – med ambitioner om at skabe en milliardforretning med et lige så kendt brand som koncernens øvrige møbelkæder.
““Mit mål er, at det her kan vokse sig så stort, at det kan stå som en rigtig selvstændig virksomhed sidestillet med Ilva, Actona eller Bolia og få den samme synlighed,” siger Jacob Brunsborg, der blev formand i familieimperiet sidste sommer, efter at hans far, Lars Larsen, blev alvorligt syg og kort efter gik bort.Mit mål er, at det her kan vokse sig så stort, at det kan stå som en rigtig selvstændig virksomhed sidestillet med Ilva, Actona eller Bolia
Jacob Brunsborg, formand, Lars Larsen Group
Efter at han tog over, vurderede han, at Iddesign Project og Third.space hver for sig manglede muskler.
“Jeg synes, de er for små i den store koncern, vi har, så jeg vil gerne lave noget, hvor vi kan få 1+1 til at give 3,” siger han.
Kan det blive noget, der omsætter for over 1 mia. kr.?
Over en årrække, ja. For ellers havde vi ikke gjort det,” lyder det.
Jacob Brunsborg ønsker dog ikke at sætte en deadline på, hvornår Third.space skal ramme den gyldne milliard.
“Det er ikke en virksomhed, som vi skal skynde os at få til at vokse til en vis størrelse. Det er en virksomhed, der skal bestå resten af mine dage,” siger han.
Interior Direct blev startet som et hobbyprojekt af Lars Larsen og møbelgrossisten Mogens Olsen i 2003, der skulle levere møblerne, mens Jysk-købmanden stod for madrasserne. Senere, efter opkøbet af Idémøbler og Ilva i 2013, blev de to møbelkæder leverandører til især ferielejligheder.
mio. kr. er egenkapitalen negativ med i Interior Direct, der nu bliver til Third.space efter en fusion med Ilvas erhvervsafdeling
Den nye fusion skal efter planen vokse ved at jagte større kunder end hidtil.
“Det tror jeg sagtens, at vi kan. Også internationalt, hvor Jysk og Lars Larsen også er kendt. Når vi kommer ud med gode referencer og projekter, så vil vi også få noget mere synlighed og kan tiltrække nye og større kunder inden for hoteller og feriecentre og alt muligt,” siger Jacob Brunsborg, der sammen med sine børn, sin søster Mette Brunsborg og hendes børn har kontrollen med Lars Larsen Group.
Interior Direct er en del af en investeringsportefølje, hvor den afdøde købmand investerede i bl.a. sushikæden Letz Sushi, golfbilproducenten Garia og havemøbelselskabet Scancom.
De seneste måneder er koncernen med Jacob Brunsborg i spidsen begyndt at rydde op i investeringerne, og det har indtil videre betydet, at golftøjselskabet Backtee og Eovendo, der giver brugerne mulighed for at opnå rabatter i udvalgte netbutikker, er blevet sendt tilbage i hænderne på stifterne.
Tøjmærket Backtee har haft underskud 19 år i træk, men Jacob Brunsborg tror, at det får et bedre liv uden for Lars Larsen Group.
“En virksomhed som Backtee kan meget bedre få flyvehøjde og have bedre chance for at overleve, ved at det er direktøren selv, der ejer og driver det,” siger han.
Lars Larsen Group droppede ejerskabet af Eovendo, fordi selskabet ikke passer ind i den nye strategi for koncernen, fortæller han.