Få dage før butikker landet over skal holde lukket hen over påske, opfordrer elektronikkæden Power nu regeringen til at suspendere lukkeloven, så danskernes indkøb bliver spredt mere ud.
Siden store dele af Danmark blev lukket ned i midten af marts, har Power set salget eksplodere med over 40 pct., og adm. direktør Jesper Boysen frygter, at varehusene blive væltet af kunder, når kæden igen må åbne påskelørdag.
“Hvis vi lukker ned, bliver der skabt en flaskehals, som rammer os påskelørdag. Det rammer ikke kun Power. Normalt bruger folk påskedagene til at slappe af og få pustet ud, men jeg tror sgu helt ærligt ikke, at folk har brug for at sidde mere derhjemme,” siger Jesper Boysen.
I forvejen har flere dagligvarebutikker på grund af risikoen for smittespredning af coronavirus fået lov til at holde åbent i flere dage end normalt i påsken.
Men Jesper Boysen mener, at suspenderingen bør gælde alle de butikker, som i forvejen må holde åbnet under nedlukningen af Danmark.
“Det havde klædt vores politikere at suspendere lukkeloven. De skal ikke gøre mere end for en uge siden, men jeg vil bare gerne have fladet vores omsætning ud,” siger han.
Han fortæller, at han har kontaktet både Dansk Erhverv og Erhvervsministeriet, og han forstår ikke, hvorfor suspenderingen af lukkeloven ikke er blevet udvidet.
“Det kommer til at være en total flaskehals. Det har jeg flaget i over en uge,” siger han.
Jesper Boysen forventer, at væksten i Power, der er sket, mens f.eks. restauranter, biografer og teatre har været tvangslukket, vil fortsætte. Han frygter, at kæden i løbet af helligdagene vil blive bombarderet med onlinebestillinger.
“Jeg er bange for, at når vi åbner påskelørdag, skal vi stå og udlevere en masse varer, som vi har solgt gennem tre dage,” siger han.