ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Arbejdernes Landsbank stopper som DBU-sponsor på grund af lov om kviklån

Loven om kviklån bandlyser banker fra at reklamere sammen med gamblingselskaber. Arbejdernes Landsbank opgiver at kæmpe imod og trækker sig som DBU-sponsor. Statens gamblinggigant, Danske Spil, bliver hos DBU.

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Arbejdernes Landsbank erkender nu, at slaget om bankens DBU-sponsorat er tabt. Derfor trækker banken sig nu som trøjesponsor forud for den kommende landskamp for herrelandsholdet i fodbold 5. september. Medmindre der sker et mirakel, så er Arbejdernes Landsbank på vej helt ud af DBU-sponsoratet.

Det siger Peter Froulund, bankens marketing- og kommunikationsdirektør.

“Hvor gerne vi end gerne ville udfordre loven, så gør vi det ikke. DBU ønskede ikke at deres trøje skulle være en kampplads. Tvunget af den omstændighed er vi blevet enige med DBU om at lave en anden løsning. En løsning, hvor vi bliver pillet af landsholdenes træningstrøjer. Det er vi meget kede af. Vi havde ønsket et opgør med lovgiverne, men accepterer at lade være,” siger Peter Froulund.

Der er opstået en situation, der gør sportssponsorater langt mindre interessante for banksektoren

Peter Froulund, kommunikations- og marketingdirektør, Arbejdernes Landsbank

Børsen arbejder på at få en kommentar fra DBU.

“Smidt ud”

Den nye lov om kviklån ulovliggør, at udlånsvirksomheder og gamblingselsskaber optræder i forbindelse med hinanden. DBU havde såvel det statsejede gamblingselskab Danske Spil og Arbejdernes Landsbank som trøjesponsorer. Banken ønskede at forblive i sponsoratet og tage et opgør med lovgiverne. Men den kamp ville DBU, som trøjeejer ikke ud i. Så nu er banken dømt ude.

Hvordan vil du beskrive jeres situation nu?

“Politikerne har lavet en lov, der har smidt os ud af trøjerne på fodboldlandsholdene. Vi har været stolt sponsor, og for os har aftalen givet mening. Men med den nye lov begår vi et lovbrud ved at blive på trøjen. Derfor har vi måttet acceptere at blive pillet af trøjen,” siger Peter Froulund.

DBU skal betale

Hvad kommer aftalen til at koste DBU?

“DBU kommer til at betale os en kompensation. Det har DBU også vedkendt sig. For den værdi, det havde for os at stå på trøjen, den er tabt. Derfor må DBU naturligvis kompensere os.”

Hvor meget får I?

“Da vi aldrig har oplyst den præcise værdi af sponsoratet, kommer jeg heller ikke ind på, hvad vi skal have i kompensation. Men det her bliver ikke gratis for DBU. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at DBU ender som den største taber i det her.”

Hvad mener du?

“Sportssponsorering er blot én af mange markedsføringskanaler. Regeringen skaber stor tvivl om sportssponsorering for bankerne med denne lov. Derfor er det forventeligt, at vi og andre banker fremadrettet vil være tilbageholdende med at sponsere idræt, hvor der jo pr. definition er risiko for at logoer bliver sat i forbindelse med logoer fra gamblingsponsorer. Den regning kommer DBU og dansk idræt til at samle op. Ikke os. Og den regning er stor.”

Presset fremtid

Så hvad mener du om fremtiden for bankers rolle som sponsorer for dansk idræt?

“Mildt sagt: Det ser lidt presset ud.”

Arbejdernes Landsbank mener, at regeringen ved at bandlyse banken som sponsor favoriserer den statslige gamblinggigant Danske Spil, som nu er alene om hovedsponsoratet i DBU. Banken mener, at Danske Spil bør trække sig og overlade pladsen til banken.

Børsen har tidligere spurgt Danske Spil, om statens gamblingselskab vil trække sig og dermed overlade pladsen som sponsor til Arbejdernes Landsbank. I går gentog Børsen spørgsmålet. Men Danske Spil fastholder sponsoratet:

“Vi har ikke ændret holdning. Vi er som sagt glade for DBU-sponsoratet, der løber frem til udgangen af 2022,” svarede Thomas Bille Winkel, kommunikationschef i Danske Spil i en mail til avisen.

Idrætten har det største problem

Peter Froulund ser nøgternt på problemet, som ifølge ham i sidste ende er mindst for banken og størst for dansk idræt.

“Loven er rettet mod os. Ikke Danske Spil. Men vi fornemmer gennem DBU, at de er glade for fortsat at have en sponsor. Så problemet er alene vores, og det er derfor også os, der kommer til at mærke konsekvensen. En løsning kunne have været, at regeringen trak Danske Spil som sponsor. Men tilsyneladende foretrækker regeringen at favorisere et statsejeet selskab, mens man ulovliggør vores sponsorat. Det er regeringens problem. Men det er også et problem for hele dansk idræt,” siger Peter Froulund.

Arbejdernes Landsbank har fem sponsorater i Superligaen, hvor banken i fire klubber er sponsor sammen med et gamblingselskab.

“I Superligaen er der måske helt samme samtidighed, som i DBU-sagen, hvor vi skulle stå på samme trøje. Men risikoen er til stede. Og hvis den samme samtidighed opstår som en udfordring, må vi forsøge at løse det. Men personligt mener jeg, at der er opstået en situation, der gør sportssponsorater langt mindre interessante for banksektoren.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis