En gammel, erfaren revisor, der ofte indtog rollen som censor ved eksamen for statsautoriserede revisorer, yndede at slutte eksamen af med et trickspørgsmål:
“Hvad er den korrekte regnskabsmæssige behandling af returkommission?”
Skulle der falde topkarakter, forventede den gamle revisor, at den kvikke elev både besvarede spørgsmålet og angav den korrekte bogføring af bestikkelsespenge, men samtidig afsluttede eksamen ved at rejse sig og meddele:
“I øvrigt ønsker vi af etiske årsager ikke mere at være revisor for den pågældende virksomhed!”
Men i dag kan hverken revisor eller andre rådgivere nøjes med sådan et kækt svar. Deltagelse i korruption er ikke blot et spørgsmål om etik eller bogføringsregler. Det er en lovovertrædelse, og man skal være særdeles velbevandret i mange landes jura for at kunne kalde sig ekspert.
Udsagnene fra den tidligere Mærsk-specialist Alexander Ghazvinian er derfor interessante – fordi han diplomatisk, men også præcist sætter fingeren på et ømt punkt:
Det er kostbart at opbygge en stærk compliance-afdeling. Skal den være slagkraftig, kræver det ofte udenlandske eksperter til en slagkraftig hyre – folk med indsigt i USA's og Storbritanniens rigide lovgivning og i tilgift med en erfaren kriminalbetjents mistænksomhed og dybdeborende evner.
Deres metoder karambolerer både med den danske tillidskultur, men også med mange koncerners omkostningsbevidsthed og uvilje mod store, velbemandede og bureaukratiske hovedkvarterer.
Søren Skou, Mærsks topchef, er kendt som de evige sparerunders mand, og han vakte for nylig opsigt ved at nedlægge en hel prisbelønnet central csr-afdeling.
Hvis den tilgang også kendetegner Mærsks tilgang til compliance, kan Skou få meget svært ved at tiltrække og fastholde den slags eksperter, der kunne holde både hans og andres ører helt ude af maskinen.
