ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Forsinkede rejer og ekstra told – brexit koster milliardeksport og arbejdspladser: “Vi kan risikere, at 75 pct. af salget til Storbritannien ryger på baggrund af det her”

Niels Erik Bertelsens rejer var tre uger undervejs, da han sendte dem til Storbritannien i januar. Normalt tager det 36 timer

Niels Erik Bertelsens, adm. direktør, Chrisfish. Brexit-aftalen, der trådte i kraft ved indgangen til 2021, betyder ekstra toldsatser på skaldyr på mellem 2-25 pct. Foto: Claus Bjørn Larsen
Niels Erik Bertelsens, adm. direktør, Chrisfish. Brexit-aftalen, der trådte i kraft ved indgangen til 2021, betyder ekstra toldsatser på skaldyr på mellem 2-25 pct. Foto: Claus Bjørn Larsen

Årligt eksporteres der for ca. 1,5 mia. kr. forarbejdede fisk og skaldyr fra Danmark til Storbritannien. Men efter at brexit-aftalen blev en realitet ved indgangen til 2021, rammes 60 pct. af eksporten nu af en toldmur, der gør det langt sværere at sælge varerne, og det vil koste arbejdspladser i Nordjylland, siger skaldyrsproducent.

“Vores eksport derover kommer til at falde drastisk, og vi kan risikere, at 75 pct. af salget til Storbritannien ryger på baggrund af det her. Det kommer til at koste 20-30 mio. kr. i årlig omsætning, og derfor kommer det også til at koste arbejdspladser,” siger Niels Erik Bertelsen, adm. direktør i familieejede Chrisfish, der producerer og forarbejder fisk og skaldyr i Frederikshavn.

I 20 år er tonsvis af koldtvandsrejer sejlet fra bl.a. Island og Canada til Chrisfish i Danmark, der lægger rejerne i lage og putter dem i bøtter, inden rejerne fragtes videre til bl.a. Storbritannien.

Før brexit gled rejerne gnidningsfrit ned i britiske kølediske, 36 timer efter de forlod havnen i Danmark. Men da Chrisfish sendte sin vanlige sending rejer afsted i midten af januar, stod de tre uger på et lager og ventede på, at en britisk toldagent havde tid til at fortolde rejerne og opkræve en ekstra afgift på 20 pct.

Før havde de fire uger til at sælge rejerne, men nu havde de en uge

Niels Erik Bertelsen, adm. direktør, Chrisfish

“Det er simpelthen en katastrofe. Normalt tager det halvandet døgn. Før havde de fire uger til at sælge rejerne, men nu havde de en uge pga. holdbarheden, fordi de havde stået på toldoplag i tre uger,” siger Niels Erik Bertelsen.

Frygter protektionisme

Brexit-aftalen, der kom på plads juleaftensdag efter svære forhandlinger, betyder, at varer fortsat kan flyde told- og kvotefrit mellem EU og Storbritannien. Men hvis varerne har oprindelse udenfor EU, eksempelvis i Island eller Canada, skal de fortoldes, uanset om de er forarbejdet i et EU-land som Danmark. For forarbejdede skaldyr spænder de ekstra toldsatser fra 2 til 25 pct. afhængigt af varetype.

De ekstra toldsatser bliver lagt oven i den pris, som forbrugerne skal betale i sidste ende. Det betyder, at rejer produceret af danske Chrisfish pludseligt bliver 20 pct. dyrere for de britiske forbrugere, og det får Niels Erik Bertelsen til at frygte, at Storbritannien i højere grad selv vil importere og forarbejde rejer.

1,5

mia. kr. eksporteres der hvert år for af forarbejdede fisk og skaldyr til Storbritannien

“De står konkurrencemæssigt 20 pct. bedre, end vi gør. De skal give det samme for varerne i Island, som vi skal, men Storbritannien har en aftale, hvor de kan købe direkte varer ind fra Island og sælge toldfrit, og det har Danmark ikke. Og når vi tænker på, vi har en fortjeneste på 5-8 pct., jamen så er vi helt ude af markedet,” siger Niels Erik Bertelsen.

Storbritannien er det femtestørste eksportland for skaldyr fra Danmark, men besværlighederne efter brexit vil få briterne til at kravle længere ned ad rangstigen, siger Poul Melgaard Jensen, adm. direktør i brancheorganisationen Danish Seafood Association.

“Alene det at handle koster nu ekstra, det er ikke kun told alene, men også transaktionsomkostninger, som er kontrol, udfyldning af dokumenter og formaliteter. Det løber op i 2-10 pct., afhængig af hvor stor forsendelsen er, og det skal lægges oveni tolden.”

Poul Melgaard Jensen vurderer, at det vil få nogle af organisationens 123 medlemmer til at vælge Storbritannien fra, da det ikke længere kan betale sig.

Også hos Dansk Erhverv har man en oplevet, at erhvervsorganisationens medlemmer på tværs af brancher efterspørger mere rådgivning efter brexit.

“Der er en masse administrativt bøvl, der forbinder sig med det. Det er der en masse virksomheder, der har haft problemer med, både nogle virksomheder, der har været godt forberedt, og nogle, der har været mindre forberedt,” siger Lasse Hamilton Heidemann, EU- og international chef hos Dansk Erhverv.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis