ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analyse: Køen vokser ved udgangen – flere EU-lande går nye veje for at skaffe vacciner

Problemerne med vaccineforsyning og udrulning fyldte på EU-ledernes topmøde i sidste uge. Nu vælger flere lande at gå andre veje. Foto: Olivier Hoslet/AFP/Ritzau Scanpix
Problemerne med vaccineforsyning og udrulning fyldte på EU-ledernes topmøde i sidste uge. Nu vælger flere lande at gå andre veje. Foto: Olivier Hoslet/AFP/Ritzau Scanpix

I første omgang var det primært Ungarns generelt oprørske og uforudsigelige premierminister Viktor Orbán, der aktivt gik uden om EU-kredsen og købte vacciner ind fra Rusland og Kina. I denne uge gik Orbán endda så vidt som til at lade sig vaccinere selv med den kinesiske Sinopharm-vaccine. Men nu vokser rækken af lande, der klart signalerer, at de er blevet trætte af at vente på bedre resultater af EU’s problemramte vaccinestrategi.

Først tog det længere tid at få godkendt vaccinerne i EU, end det gjorde i andre lande. Da tre vacciner så endelig blev godkendt, blev der varslet forsinkelser fra alle tre producenter – og endda massive forsinkelser af vaccinen fra Astrazeneca, som ellers var tiltænkt en rolle som massevaccine, fordi den er nemmest at håndtere i praksis.

Alternativet er et virvar af forskellige vacciner i Europa

Senest har den danske Lægemiddelstyrelse meddelt, at den fjerde vaccine i rækken fra Johnson & Johnson først kommer til april, selvom den ventes godkendt 11. marts, og i statistikkerne kan konsekvensen aflæses klart og tydeligt: EU er bagud i det ekstremt vigtige vaccinekapløb, som i sidste ende handler om kroner og øre. Det er et kapløb om at få lukket samfundet op igen og få sat fart i den økonomiske aktivitet. Det er også et kapløb for politiske ledere om at levere fremskridt til deres utålmodige og coronatrætte borgere. Problemerne er naturligvis ikke EU’s ansvar alene. Landene har selv holdt opsyn med samarbejdet, og de har også selv et ansvar for at vaccinere for langsomt. Men for Danmark og flere andre er vaccinemangel et reelt problem.

Nu sætter statsminister Mette Frederiksen og Østrigs kansler Kurz så kursen mod Israel for at indgå et nyt partnerskab. Det sker i samme uge, som Polen har anmodet Kina om vacciner, mens Slovakiet har afgivet bestilling på 2 mio. doser af den russiske Sputnik V, selvom ingen af disse vacciner er godkendt i EU. Køen vokser ved udgangen, og det lægger kun ekstra pres på kommissionsformand Ursula von der Leyen og hendes hold for at levere hurtige forbedringer. Alternativet er et virvar af forskellige vacciner i Europa, som kun vil gøre det endnu sværere at få det indre marked og den fri bevægelighed til at fungere igen – et mål, som er helt afgørende for eksportnationen Danmark.

Opdateret 3. marts:Lægemiddelstyrelsen oplyser, at der ikke er tale om en forsinkelse af vaccinen fra Johnson & Johnson, men at den forventede godkendelse 11. marts havde givet håb om, at selskabet også kunne levere vaccinen umiddelbart efter godkendelsen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis