Når statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag rejser til Israel, er det primære formål at undersøge, om Danmark, Israel og Østrig sammen kan etablere en fælles vaccineproduktion. Og det kan godt blive i en form, hvor Danmark bliver direkte medejer af en fabrik, oplyste statsministeren på et kort pressemøde tirsdag.
“Vi kan ikke blive ved med, synes jeg, hverken i Danmark eller Europa, at have den afhængighed, at vi ikke har vacciner nok. Derfor vil jeg gerne øge produktionskapaciteten, og det kan så være i et direkte samarbejde, hvor vi enten i Danmark, i Israel eller andre steder simpelthen fysisk understøtter produktionskapaciteten,” sagde Mette Frederiksen.
Forud for rejsen har det været meget debatteret, om Danmark bør købe vacciner, som israelerne har i overskud. Og Mette Frederiksen understreger, at hun gerne vil købe vacciner af andre lande og betale godt for dem.
“Jeg udelukker sådan set ikke nogen idéer, ej heller at bygge fabrikker
Mette Frederiksen, statsminister
“Men det er ikke det, der er det primære ærinde med besøget i Israel. Det er at få lavet en langsigtet vaccineplan og -strategi for Danmark, Israel og Østrig,” siger statsministeren.
“Jeg udelukker sådan set ikke nogen idéer, ej heller at bygge fabrikker,” tilføjer hun.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, fortalte ifølge Reuters allerede mandag, at hans sigte med mødet torsdag er en form for aftale om fælles vaccineudrulning samt mulig produktion sammen med Danmark og Østrig. Og den østrigske kansler, Sebastian Kurz, har fortalt, at samarbejdet skal handle om produktion af såkaldte andengenerationsvacciner, som også hurtigt kan produceres i tilfælde af nye mutationer.
Samtidig kritiserer han Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) for at have været for langsomme i udrulningen af vaccineprogrammet.
pct. af den danske befolkning er færdigvaccineret
“Vi må derfor forberede os på flere mutationer og skal ikke længere kun være afhængige af EU i produktionen af andengenerationsvacciner,” sagde Sebastian Kurz ifølge Reuters tirsdag.
Mette Frederiksen forklarer, at alliancen skal ses i et langt perspektiv på op mod ti år. Der er altså ikke tale om, at den skal afhjælpe den helt aktuelle mangel på vacciner.
Statsministeren har også selv tidligere ytret kritik af EU’s vaccinesamarbejde, men selvom Danmark og Østrig altså nu på egen hånd går sammen med et land uden for EU, mener hun ikke, at man kan se mødet torsdag som et decideret brud med det hidtidige europæiske samarbejde. Hun henviser samtidig til, at EU selv må forklare, hvorfor unionen ikke samlet går i samme retning som Danmark og Østrig.
“Jeg er rigtig glad for, at det er Danmark, Israel vælger at samarbejde med, for Israel er måske verdensmester i vacciner,” lød det ved tirsdagens pressemøde, hvor hun dog også afviste, at der skulle ligge en færdig plan for ny vaccineproduktion i de forskellige lande.
Ifølge Financial Times skulle den israelske regering allerede være i forhandlinger med medicinalfirmaerne Pfizer og Moderna om mulighederne. Og avisen kan også berette, at Østrig allerede skulle have identificeret en beliggenhed for en mulig fabrik, uden at det dog fremgår, om det sted er i Østrig eller Israel. Eller for den sags skyld i Danmark.
Sundhedsstyrelsen og Ourworldindata.org
Mette Frederiksen sagde på tirsdagens pressemøde, at hun ikke er sikker på, at der ligger en “fuldstændig færdig skitse.”
“Jeg tror, det er rigtigt, at den israelske regering er meget langt i en dialog direkte med Pfizer. Det er noget af det, vi bliver klogere på, når vi rammer israelsk jord på torsdag,” sagde Mette Frederiksen.