ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

EU’s ledere vil tale alvor med Kinas præsident og premierminister: Fem spørgsmål om mandagens topmøde

Kinas premierminister, Li Keqiang, holder videotopmøde mandag formiddag med EU’s ledere. Sidste forår indgik EU og Kina en række aftaler, men den danske kommissær Margrethe Vestager efterlyser mere fremskridt i forhold til at indfri løfterne. Arkivfoto: Susana Vera/Ritzau Scanpix
Kinas premierminister, Li Keqiang, holder videotopmøde mandag formiddag med EU’s ledere. Sidste forår indgik EU og Kina en række aftaler, men den danske kommissær Margrethe Vestager efterlyser mere fremskridt i forhold til at indfri løfterne. Arkivfoto: Susana Vera/Ritzau Scanpix

Med to topmøder i kalenderen og med håb om at underskrive en ny investeringsaftale inden nytår var der lagt op til, at 2020 skulle være et vigtigt år for forholdet mellem Europa og Kina. Så ramte corona – og topmøderne, som var planlagt til marts og september i hhv. Beijing og den tyske by Leipzig, måtte begge udsættes.

I dag logger EU-lederne Ursula von der Leyen og Charles Michel i stedet ind for at holde to videotopmøder – først med Kinas premierminister Li Keqiang og derefter med den kinesiske præsident Xi Jinping.

Hvad vil de opnå?

Den danske kommissær Margrethe Vestager, som også er ledende næstformand i EU-Kommissionen, sagde fredag på en briefing med Børsen og andre danske medier, at EU-lederne først og fremmest går efter at gøre status og kræve fremskridt.

2

topmøder skulle EU og Kina have holdt i år, men de blev aflyst på grund af corona. I dag holder EUs ledere i stedet videomøder med Kinas præsident og premierminister

For godt et års tid siden, i foråret 2019, foretog Kommissionen et markant kursskifte og udpegede for første gang Kina som en “systemisk rival”. På et topmøde blev der vedtaget en syv sider lang fælles erklæring, som udstak nye mål for samarbejdet.

Men Vestager siger, at der i løbet af det seneste år kun er sket fremskridt på et enkelt punkt – nemlig anerkendelsen af geografiske indikationer på fødevarer som f.eks. champagne og fetaost. Hun efterlyser “fremdrift”, så de allerede indgåede aftaler bliver overholdt og løfterne indfriet, før man kan gå videre og lave nye aftaler med Kina.

Dermed står det klart, at von der Leyens EU-Kommission vil fortsætte den mere kontante og håndfaste linje over for Kina, som blev slået an under forgængeren Juncker. Og det står klart, at der skal tales alvor på topmøderne i dag.

Hvad er der på spil?

På en briefing for internationale medier søndag siger to EU-embedsmænd i Charles Michels stab, at man i Bruxelles betragter det som meget positivt, at både den kinesiske premierminister og præsident stiller op i dag. Selvom topmødet får et helt andet format end oprindelig planlagt, så er det “ekstremt vigtigt” at mødes på højeste niveau, lyder det. Og håbet er, at det kan give forholdet en solid dosis ny energi og et nyt momentum.

De to videomøder i dag kan dermed blive helt afgørende for, om det kan lykkes at nå den planlagte investeringsaftale mellem EU og Kina inden årets udgang. De kommer på et tidspunkt, hvor EU-lederne har brug for at tale med Kina om både vigtige politiske spørgsmål og om vigtige økonomiske og erhvervsmæssige spørgsmål som markedsadgang i Kina og spilleregler på de globale markeder.

På en uddybende briefing mandag siger en højtstående embedsmand i Kommissionen, at man har intensiveret forhandlingerne på teknisk niveau siden nytår, men at der er brug for et “reelt gennembrud” på det politiske topniveau – hvis det skal lykkes at nå i mål med investeringsaftalen i år.

Hvad skal de så tale om – helt konkret?

På den politiske front gælder det først og fremmest situationen i Hong Kong, men også kinesisk misinformation under coronakrisen.

På den økonomiske og handelsmæssige side vil EU-lederne meddele, at “der er brug for at se fremskridt”, og at der er “plads til forbedring”, blandt andet når det gælder markedsadgang for europæisk erhvervsliv i Kina, adgang til offentlige udbud og generelt mere lige konkurrencevilkår, siger de to EU-topfolk.

De taler om en “voksende europæisk bekymring” over situationen i Hong Kong, og om at “sikre mere balance og gensidighed” i forhold til investeringer, markedsadgang og konkurrencevilkår. Også spørgsmål om klimapolitik, teknologi og sikkerhed vil blive drøftet.

De to kilder understreger også, at sidste års beslutning om at betragte Kina som både samarbejdspartner og systemisk rival fortsat står ved magt:

“Forholdet er dybt og substantielt, men samtidig meget komplekst,” lyder det.

Hvilken rolle spiller corona?

Også spørgsmål om, hvordan man bekæmper pandemier og i fremtiden sikrer et bedre og mere koordineret modsvar, vil formentlig komme op på videomødet.

“Vi går ind i dette møde med en konstruktiv og åben tilgang,” siger en af de to EU-embedsmænd.

Men ud over den konkrete håndtering af sundhedskrisen har coronavirus skabt en dyb global krise, der nu skal håndteres og bekæmpes. Her er det afgørende for EU-lederne at vise det hjemlige erhvervsliv, at de ikke lader stå til, mens kineserne snupper markedsandele såvel i Europa som rundt om i verden ved hjælp af unfair metoder.

I sidste uge præsenterede Vestager og den franske kommissær Breton et udspil til et nyt EU-instrument mod udenlandsk statsstøtte på det indre marked. Der blev ikke sat navn eller nation på, men det er velkendt, at det i høj grad handler om kinesiske aktører.

Direkte adspurgt, om der skal være konsekvenser, hvis Kina fortsat ikke indfrier sine løfter, lyder det fra de to EU-embedsmænd, at “EU hele tiden overvejer sine muligheder”.

Hvordan kommer topmødet til at foregå?

Von der Leyen og Michel holder først et videomøde med den kinesiske premierminister Li Keqiang, som begyndte kl. 10 og ventes at vare to-tre timer. Derefter følger et møde med Kinas præsident Xi Jinping fra kl. 14.30 og cirka en time frem.

Der ventes ingen fælles erklæring eller fælles konklusioner fra EU og Kina efter møderne. Men de to EU-ledere har annonceret et videopressemøde mandag eftermiddag.




           

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis