De skulle egentlig have holdt topmøde tilbage i marts, men så ramte coronakrisen, og nu har EU’s ledere Charles Michel og Ursula von der Leyen i stedet aftalt at holde videotopmøde med Kinas premierminister, Li Keqiang, på mandag.
På en briefing med Børsen og andre danske medier siger den danske ledende næstformand i Kommissionen, Margrethe Vestager, at mødet i høj grad kommer til at handle om at “gøre status” – og lægger ikke skjul på, at EU-lederne gør klar til at tale alvor.
“Vestager siger, at der mellem EU og Kina er “en række lidt tornede diskussioner, som ikke er afsluttet, og hvor der ikke har været fremdrift i forhold til sidste år.”Hvis vi skal lave aftaler, så skal vi gøre dem til virkelighed, i hvert fald før vi begynder at lave nye aftaler
Margrethe Vestager, EU-kommissær
I 2019 lavede Kommissionen en ny Kina-strategi, “som markerede et skifte i den måde, vi har set Kina på,” forklarer hun:
“I uprioriteret rækkefølge ser vi Kina som en partner og konkurrent, men også som en systemisk konkurrent. For det kinesiske etpartisystem er jo helt anderledes og ikke noget, vi støtter.”
Efter et topmøde sidste år blev der lavet en ny erklæring om intentionerne i forholdet.
“Da vi så har fulgt op på den erklæring, har vi kunnet se, at der er leveret på et punkt: Nemlig på geografiske indikationer – altså det her med at man skal respektere, at de laver champagne i Champagne og feta i Grækenland osv.,” siger den danske kommissær og tilføjer: “På det punkt er der fremskridt. Men ellers er der ikke sket fremskridt på de mange andre dele af topmødeerklæringen.”
Derfor ønsker EU-lederne nu at slå fast over for de kinesiske ledere, “at hvis vi skal lave aftaler, så skal vi gøre dem til virkelighed, i hvert fald før vi begynder at lave nye aftaler,” siger Vestager.
Og dermed ser det ikke lovende ud for den investeringsaftale, som EU og Kina forhandler om i øjeblikket.
“Det er måske en af de ting, vi har lært,” siger Vestager: “Det er måske en meget god idé, at vi også i Europa holder fast ved det, vi har besluttet, og det, vi har aftalt. Vi vil meget gerne vedholdende følge op, fordi vi på nogle områder har brug for, at vi får et anderledes forhold.”
Hun nævner blandt andet markedsadgang og spørgsmål om statsstøtte som områder, hvor der skal ske ændringer i forholdet mellem EU og Kina. I onsdags præsenterede den danske konkurrencekommissær sammen med sin franske kollega et nyt instrument, der skal give Kommissionen stærkere våben til at gribe ind, hvis en udenlandsk statsejet eller statsstøttet virksomhed f.eks. køber konkurrenter op i Europa eller konkurrerer med unfair metoder.
“Det er vigtigt, at europæiske virksomheder kan konkurrere på lige fod – på pris og kvalitet – uden at de også skal konkurrere mod, at andre får subsidier,” siger hun.



