Der er brug for “fremskridt” og “en stærkere ambition” fra Kinas ledere, lød den klare melding fra EU-lederne Charles Michel og Ursula von der Leyen efter et dobbelt videotopmøde mandag – først med den kinesiske premierminister, Li Keqiang, og derefter med præsidenten, Xi Jinping.
Egentlig havde de europæiske og kinesiske ledere aftalt to fysiske topmøder i år. Men i stedet måtte møderne begrænses til videoformatet. Og heller ikke når det gælder relationerne, går alt, som EU-lederne ønsker.
“Vi har understreget behovet for at implementere de løfter, der blev givet i 2019,” sagde Charles Michel på et pressemøde i Bruxelles sent mandag eftermiddag.
Han pointerede, at handelsforholdet mellem EU og Kina er “dynamisk” og “enormt”: EU er Kinas største handelspartner, mens Kina er Europas næststørste.
“Men der er brug for fremskridt på mange områder for at rebalancere forholdet,” sagde Michel og nævnte punkter som markedsadgang, statsstøtte, adgang til offentlige udbud og lige konkurrencevilkår.
Både Michel og von der Leyen betegnede mandagens drøftelser som “intense, åbne, ærlige og direkte”. De handlede både om politiske spørgsmål som Hong Kong og kinesisk disinformation og om det økonomiske og handelsmæssige.
Von der Leyen sagde, at forholdet til Kina “på en gang er et af de vigtigste og mest udfordrende” for EU. Hun henviste til Kommissionens opdaterede Kina-strategi fra foråret 2019, hvor Kina for første gang blev betegnet som både partner, konkurrent og “systemisk rival”.
Selvom der er sket enkelte fremskridt, f.eks. med en aftale om fælles respekt for varer med en særlig geografisk oprindelse som f.eks. champagne og feta, så har EU og Kina “fortsat et ubalanceret forhold, når det gælder handel og investeringer”, sagde von der Leyen og efterlyste “opfølgning” og en “stærkere ambition på den kinesiske side” for at få afsluttet den investeringsaftale, der forhandles i øjeblikket.
Forud for mandagens møder vakte det opsigt, at der ikke var lagt op til at underskrive nogen nye fælles aftaler eller erklæringer efter topmødet. På en briefing for danske medier sagde den danske kommissær Margrethe Vestager fredag, at der i EU breder sig en erkendelse af, at man er nødt til at følge op på tidligere aftaler, før man kan indgå nye.
Hun sagde, at der i forholdet til Kina er “en række lidt tornede diskussioner, hvor der ikke har været fremdrift i forhold til sidste år”, og fortsatte:
“Det er måske en af de ting, vi har lært. Det er måske en meget god idé, at vi også i Europa holder fast ved det, vi har besluttet, og det, vi har aftalt.”
Vestager og den franske kommissær Thierry Breton fremlagde i sidste uge et udspil til et nyt instrument, som skal give Kommissionen mulighed for at gribe ind over for udenlandsk statsstøtte på det indre marked – et klart signal til Kina om, at EU forventer gensidighed. Når EU åbner sit marked for kinesiske virksomheder, så skal der være respekt for de europæiske regler, og der skal også være åbenhed den modsatte vej.
Også von der Leyen talte mandag om netop gensidighed og udtrykte håb om, at Kina nu vil “accelerere” og indfri sine løfter: “Vi satser på, at det kinesiske lederskab vil matche vores ambitionsniveau.”
Hverken Michel eller von der Leyen ville dog true med sanktioner eller andre konsekvenser, hvis det ikke lykkes at skabe fremskridt.
På en uddybende briefing sagde en højtstående EU-embedsmand, at selvom man også har set USA gå mere håndfast til Kina end førhen, så satser EU ikke på at kopiere præsident Trumps metoder:
“De gør det på deres måde. Vi gør det på vores,” lød det.



