Israel har bragt sig i en klar førerposition, når det gælder vaccination – men der er stadig mange udfordringer og ubekendte i det samfund, som statsminister Mette Frederiksen (S) og Østrigs kansler Sebastian Kurz besøger torsdag.
Sådan er budskabet fra både Rossella Tercatin, sundhedsreporter ved avisen Jerusalem Post, og fra Israels ambassadør i Danmark, Benny Dagan.
Sundhedsreporteren Tercatin understreger i et telefoninterview, at Israel helt åbenlyst har haft en “fantastisk vaccineudrulning og ligger nummer ét i verden”, men at flere nøgletal i covid-håndteringen “faktisk har været lidt skuffende over en længere periode.”
“Der er bestemt grund til optimisme, men der er også fortsat mange åbne spørgsmål
Rossella Tercatin, sundhedsreporter, Jerusalem Post
Israel begyndte at vaccinere under en nedlukning, som måtte forlænges. Og selvom det er skredet hurtigt frem med vaccinationerne, så har der været høje smittetal og høje indlæggelsestal, forklarer hun:
“Da det peakede i midten af januar, var vaccinationerne begyndt, men der var stadig op til 10.000 nye smittede pr. dag og op til 1200 indlagte i alvorlig tilstand.”
Over de seneste uger er smittetallet faldet til 3-4000 nye smittede pr. dag, og antallet af indlagte er faldet til ca. 730. Men i denne uge nåede kontakttallet igen op på 1, og der er fortsat diskussion om, hvor hurtigt det skal gå med at genåbne samfundet.
“Israelerne er meget ivrige for at komme til at leve og opleve noget igen. Det er et folk, som har gennemlevet krig og konflikt, og som alligevel er gået ud – at sidde hjemme er ikke deres mentalitet.”
Regeringen begyndte da også at genåbne, selvom antallet af smittede og indlagte var højere, end man tidligere havde varslet som forsvarligt, siger Tercatin.
“Nu går det relativt hurtigt fremad mod noget, der måske ikke er normalt – men tættere på. Der er bestemt grund til optimisme, men der er også fortsat mange åbne spørgsmål.”
Blandt usikkerhedsfaktorerne nævner hun, at en tredjedel af befolkningen er børn under 16 år, som endnu ikke kan vaccineres. Der er også spørgsmål om, hvor længe vaccinerne dækker, og hvor godt de virker mod de nye varianter. Den britiske variant er i øjeblikket dominerende i landet, og den israelske ambassadør i Danmark, Benny Dagan, er enig i, at situationen “fortsat er kompleks”.
“Trods de gode nyheder om vaccination og færre indlagte er der mange udfordringer, også i Israel
Benny Dagan, ambassadør
“Selvom vi er i en bedre position end andre lande, så er det stadig en meget kompleks opgave at håndtere covid-19. Så det skal andre lande være klar over,” siger han og fortsætter:
“Der er ikke nogen mirakelkur, som betyder, at man bare kan gøre en ende på pandemien. Men vi forsøger naturligvis at gøre fremskridt så hurtigt som muligt.”
Ud over den store gruppe af ikkevaccinerede børn samt de nye virusvarianter, nævner han også udfordringer med lavere tilslutning til vaccination i de yngre befolkningsgrupper og i grupperne af ultraortodokse jøder og arabisk-israelske borgere.
“Trods de gode nyheder om vaccination og færre indlagte er der mange udfordringer, også i Israel.”
Forude venter et parlamentsvalg 23. marts, hvor covid-19-håndteringen også spiller en rolle, siger Dagan.
“Selvfølgelig er israelerne stolte af vaccinationsprogrammet. Men Israel er et åbent samfund, og der er masser af kritik og debat: om pandemien er håndteret rigtigt, om hvorfor man åbner det ene og ikke det andet osv.,” siger han og tilføjer:
“Vi har et forskelligartet samfund med mange forskellige grupper. Som i alle andre lande er der svære dilemmaer, når det gælder pandemien, og regeringen har måttet gøre mange ting for første gang. Det bliver naturligvis politiseret, især når man så også skal til valg.”
lowi@borsen.dk