Forhandlingerne om nye globale regler for tech-skat er ikke afgået ved døden endnu – der er fortsat en mulighed for genoplivning, lyder det fra Jacob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.
USA’s finansminister har i et brev til fire europæiske kolleger meddelt, at den amerikanske regering ønsker at “suspendere” forhandlingerne. De foregår i OECD-regi og har til formål at finde enighed mellem 144 lande om nye globale retningslinjer for selskabsbeskatning – populært kaldet tech-skat, fordi idéen især nyder fremme i en række lande, der ønsker sig bedre muligheder for at beskatte USA’s tech-giganter.
Den amerikanske melding har i dag fået både Frankrig og EU-Kommissionen til at meddele, at man går videre med sine egne tech-skatteordninger, hvis USA ikke vender tilbage til bordet og bidrager til en løsning i OECD.
“Men selvom der er stor splittelse og hidsig retorik mellem parterne, så er løbet ikke nødvendigvis kørt endnu, siger Jacob Ravn:Det har hele tiden været vores bekymring, at det ville ende med en ekstraregning til erhvervslivet
Jacob Ravn, skattepolitisk chef, Dansk Erhverv
“Jeg tror, at OECD vil gå rigtig langt for at få USA med ombord igen. Det er selvfølgelig svært at spå, men det kan godt være noget indledende spilfægteri, vi ser her, hvor amerikanerne lige vil markere, at de er trætte af al det fokus på netop deres virksomheder.”
Også for Danmark kan der være konsekvenser, hvis OECD’s kompromisforslag ender med at blive virkelighed. OECD har foreslået, at de nye regler ikke kun skal dække tech-giganter, men også andre virksomheder, der henter hovedparten af deres omsætning i andre lande end der, hvor de har hjemsted. Det kan potentielt ramme danske eksportsucceser som Carlsberg, Lego og Novo og dermed også de danske skatteindtægter.
“Det har hele tiden været vores bekymring, at det ville ende med en ekstraregning til erhvervslivet,” siger Jacob Ravn.
Hvis OECD-processen omvendt ender med at bryde sammen, ser han risikoen for en optrappet handelsstrid som “helt reel”:
“Hvis der er europæiske lande, som går videre med deres egne ordninger, så tror jeg USA vil være ret stålsat på at indføre told på europæiske varer. Det tror jeg ikke, der er tvivl om, for det er sket før – og det tror jeg også, at landene ved.”
Den nuværende strid illustrerer risikoen ved at ændre på det internationale skattesystem, siger han.
“Man kan kritisere det nuværende system og sige, at det ikke fungerer. Men på nogle områder fungerer det jo faktisk ret godt – f.eks. har vi i årtier haft bred enighed om beskatningen af både virksomheder og personer,” siger Ravn og fortsætter:
“Det er let at sige: Nu skal tech-giganterne bidrage mere. Men det er også Pandoras æske. Man skal virkelig passe på med at åbne op, for man risikerer, at der kommer ulykker ud.”
For OECD er der meget på spil nu, pointerer han.
“OECD’s succes står og falder med, at de formår at genoplive processen og få skabt enighed – ellers bliver de irrelevante, så de har alt at tabe, hvis det ikke lykkes.”
Et grundlæggende problem er imidlertid, at mange lande sagtens kan skrive under på, at de ønsker mere provenu i statskasserne og mere retfærdighed i skattesystemet. Men når det kommer til at afgive indtægter til andre, falder interessen hurtigt, forklarer skattechefen.
“Der er jo mange hensyn, som skal mødes. Mange lande har fokus på et øget provenu. Der er også en del, som direkte vil straffe tech-sektoren. Så det er noget, der har stor betydning for politikerne i mange forskellige lande.”