Kina er kommet uendelig langt siden sommeren 1921, da en lille gruppe kommunister samledes i Rue Wantz 106 i det franske kvarter i Shanghai. Landet var fattigt, ramt af borgerkrig, hundredtusinder døde under en hungersnød. Kommunistpartiet blev dannet.
Nu bryster præsident Xi Jinping sig af, at de sidste kinesere er taget ud af dyb fattigdom. 100 år efter dannelsen af verdens mest magtfulde politiske parti er Kina den ubestridte førsteudfordrer til at overtage USA’s globale rolle.
I USA tvivler ingen på, at den enestående rolle som verdens eneste supermagt kan være til låns. På sin første pressekonference i marts sagde præsident Joe Biden, at “Kina har som det primære mål at blive verdens førende land, det rigeste land i verden og det mest magtfulde land i verden”. Men med den tilføjelse, at “det sker ikke på min vagt, fordi USA fortsat vil vokse og ekspandere”.
Tydeligere kan det ikke siges. Især ikke fordi den amerikanske administration åbenlyst siger, at Kina er det eneste land, der “vedvarende kan udfordre et stabilt og åbent internationalt system”. Ordene kom i marts fra Bidens Interim National Security Strategic Guidance, der henviser til Kinas økonomiske, diplomatiske, militære og teknologiske magt.
Måneden inden havde USA’s og Kinas præsidenter deres første telefonsamtale. Ifølge Xi Jinpings udlægning var Kinas linje “ingen konflikt, ingen konfrontation, gensidig respekt og win-win-samarbejde.”
Det synes urealistisk. Sikkerhedspolitisk er spændingerne om Hongkong, Taiwan og Det Sydkinesiske Hav øget. Økonomisk og teknologisk udfordrer Kina især USA og EU. Kommunistpartiet fraviger ikke sin sejrskurs.
