Om ganske få år er antallet af kinesiske dollarmillionærer fordoblet. Så er der over 5 mio., næsten lige så mange som antallet af danskere. Størrelsen af den købedygtige middelklasse vil samtidigt være øget med ca. 50 pct. til over en halv mia. kinesere i 2025.
Velstand og velfærd vokser i Kina. Når kommunistpartiet i Kina torsdag 1. juli fejrer sit 100-årsjubilæum er baggrunden en opsigtsvækkende økonomisk udvikling, i flere årtier kendt som et mirakel. I hvert fald et mirakel i kapitalistisk forstand. Kineserne er som folk blevet meget, meget rigere. Målt i bnp. pr. indbygger og inflationsjusteret var rigdommen i 2010 17 gange større end i 1980.
Siden er opturen uden stop fortsat. Afhængig af opgørelsesmetoden er Kina på vej til – eller er allerede blevet det – at blive verdens største økonomi. Mest i kraft af landets størrelse. For målt i bnp. pr. indbygger er kineserne stadig mindre end halvt så velhavende som EU’s indbyggere.
Om formand Mao Zedong – der døde i 1976, før økonomien blev åbnet og delvist frigivet til private kræfter – ville have betragtet det som et mirakel, kan man ikke vide. Men den særlige blandingsmodel med tæt parti- og statslig kontrol med en stor privat sektor med gigantiske virksomheder betyder også, at der i Folkekongressen nu sidder ti af Kinas allermest velhavende iværksættere. Eksempelvis cheferne for kendte virksomheder som Tencent, Xiaomi og Geely, med formuer på mellem 26 og 77 mia. dollar. Ingen af de ti medlemmer af Kinas parlament har, ifølge Hurun Rich List, en formue på under 10 mia. dollar.
Ultrarige kinesere som disse har gjort Kina til et af verdens bedste markeder for kostbare luksusprodukter. Men generelt er Kinas betydning for den globale økonomi velkendt. Efter finanskrisen fik Kina en pæn del af æren for at trække resten af verden ud af recessionen med ultralempelig finans- og pengepolitik.
I store træk samme model, som bl.a. EU, UK og USA sidste år valgte under den dybe covid-19-recession. Hvor Kina omvendt ikke spillede en tilsvarende rolle. Både fordi krisen i Kina var mindre, og fordi lysten til fornyet gældssætning er reduceret.
Prognosen om bl.a. en kinesisk middelklasse, der er større end indbyggertallet i såvel EU som i USA, er fra den britiske storbank, HSBC. Den indikerer, at Kinas økonomiske mirakel ingenlunde er overstået. Bankens cheføkonom Qu Hongbin tror på, at forstærket fremgang i de kommende år vil betyde øget kinesisk import af varer og serviceydelser samt øgede udenlandske investeringer. Han forudser en formuestigning i husholdningernes på 8,5 pct. om året i de næste fem år, så kinesernes “investerbare aktiver” når 300 pct. af bnp.
Bl.a. derfor synes den kommercielle interesse for Kina usvækket. På trods af handelskrig med USA og stadig mere militante politisk-økonomiske meldinger fra USA og i fortyndet form nu også fra EU. På præsident Joe Bidens nylige europæiske rundtur i Europa var den altoverskyggende dagsorden at danne fælles front mod Kina.
“Investeringsbeslutninger tages ud fra hensyn til partibosserne og de store statslige virksomheder
Det er et klart faresignal for erhvervslivets investeringer i Kina. En anden rød advarselslampe er tændt af præsident Xi Jinping og kommunistpartiet. Xi har i vidt omfang skubbet partikadrerne ind som beslutningstagerne også i erhvervslivet. Iagttagere i Kina taler åbenlyst om, at investeringsbeslutninger tages ud fra hensyn til partibosserne og de store statslige virksomheder og ikke ud fra kommercielle hensyn. Uvægerligt vil øget styring og kontrol med økonomien reducere konkurrenceevnen og svække væksten. I Forbes skriver kommentatoren Bill Conerly, at “regeringsførelsen i Kina er ændret i en meget antivækstretning”. Sikkert ikke Xi Jinpings primære intention, “der synes at være øget kontrol med alle aspekter af livet i Kina”, men er en utilsigtet følgevirkning. Ifølge Nicholas Lardy, Peterson Institute, i Forbes, betyder partiets krav om indflydelse, at “de mest produktive muligheder droppes til fordel for de politisk mest opportune investeringer”.
I samme ånd skriver Kina-iagttageren Michal Schuman, forfatter til “Superpower Interrupted: The Chinese History of the World and The Miracle”, fra 2020, at Kinas økonomiske mirakel slet ikke var et mirakel. “Landets raketstigning over de seneste 40 år er i realiteten en triumf for basale økonomiske principper; da staten gav plads til markedet, private virksomheder og blomstrende handel, øgedes væksten, og indtægterne voksede”. Nu går det med Xi’s kontrol den modsatte vej. Schuman konkludere, at præsident Xi sender både penge og menneskelig talent til “notorisk oppustede og ineffektive regeringsvirksomheder i stedet for kvikke og kreative private foretagender”, og det betyder “elendig produktivitet”.
Kombinerer man det med en stor demografisk ændring, hvor den arbejdsdygtige del af befolkningens vil falde med 0,5 og 0,6 pct. om året i en årrække, så er der tværtimod behov for øget produktivitet, hvis væksten skal fastholdes. Og især også, hvis ikke Kinas gæld, ifølge regeringens tal på 280 pct. af bnp., skal øges. Kina er derfor på en usikker og potentiel farlig økonomisk kurs, hvor der skal træffes svære valg.
Det mener Michael Pettis, professor i finansiering, Peking University, der i Fortune bl.a. skriver, at hvis en uforandret økonomisk vækst forudsætter samme gældsoptagelse som tidligere, så vil Kinas gæld i procent af bnp stige til mellem 400 og 500 pct. Et gældsniveau uden fortilfælde, specielt for en ny økonomi”.
Styret vil fordoble Kinas bnp over de kommende 15 år. Men det kræver, mener Pettis, en ny vækstmodel for det store land.
