ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

“Jeg sagde til mine medarbejdere: Jeg synes hele tiden, det er mig, der kommer med de nye tiltag. Så sagde de: Du bestemmer alligevel alting”

Efter flere år som iværksætter med en 70 timers arbejdsuge lærte adm. direktør i Badmodul Mads Andreasen at give slip, stole på sine medarbejdere og kun tjekke mailen tre gange, når han er på ferie. Nu har han tid til at aflevere søn i børnehave og plukke brombær

“Hvad sker der, hvis ikke jeg er den første, der kommer, og den sidste, der går?” Den tanke fik ejerleder Mads Andreasen til at arbejde 70-80 timer om ugen og kun holde få dages barsel med sin søn. De seneste år har han lært, at hans medarbejdere godt kan passe deres arbejde uden at han altid er der. “Jeg behøver ikke at overvåge det,” siger han. Foto: Steven Achiam
“Hvad sker der, hvis ikke jeg er den første, der kommer, og den sidste, der går?” Den tanke fik ejerleder Mads Andreasen til at arbejde 70-80 timer om ugen og kun holde få dages barsel med sin søn. De seneste år har han lært, at hans medarbejdere godt kan passe deres arbejde uden at han altid er der. “Jeg behøver ikke at overvåge det,” siger han. Foto: Steven Achiam

I 2017 oplevede Mads Andreasen det, mange beskriver som en af de mest skelsættende begivenheder i livet: Han blev far.

Men selvom han var glad og stolt over familieforøgelsen, var han ikke på barsel i mere end fem dage (hvor han i øvrigt også tjekkede ind på arbejde et par timer om dagen).

“Jeg troede 100 pct. ærligt, at hvis jeg ikke mødte på arbejde i morgen, så ville de andre ikke komme. Jeg tænkte: Hvad sker der, hvis ikke jeg er den første, der kommer, og den sidste, der går? Slækker de andre så på det?” fortæller han.

worklifemadsandreasen_stevenachiam_DSC9202.jpg
Mads Andreasen og kæresten Camilla Carlsen, der p.t. arbejder hjemmefra og er gravid med parrets tvillinger. Efter planen kommer de til verden i december, og her vil Mads Andreasen holde mindst 14 dages barsel. Foto: Steven Achiam

I dag har han fået et nyt syn på, hvad det vil sige at være leder for en virksomhed, der er gået fra iværksætterstadiet til et etableret firma med 55 ansatte. Han ved nu, at hans medarbejdere godt kan klare sig, uden at han er inde over alt.

Jeg troede 100 pct. ærligt, at hvis jeg ikke mødte på arbejde i morgen, så ville de andre ikke komme

Mads Andreasen, ejer og adm. direktør i Badmodul

Men det lærte han ikke på en dag.

“Jeg var så stresset”

Mads Andreasen og hans bror stiftede i 2013 konceptfirmaet Badmodul. Senere kørte Mads Andreasen virksomheden videre selv.

Generelt
Kend dine svagheder, del ansvaret og forventningsafstem med dine ansatte – her er fem råd til god ejerledelse

Da datoen for hans søns termin nærmede sig, stod Badmodul på et vakkelvornt fundament. Økonomisk kunne indtjeningen ikke følge med toplinjen, og organisatorisk var der sparet så meget, at virksomheden dårligt hang sammen.

“Jeg byggede på i toppen uden at have styr på organisation og ordentlig beskrivelse af processer. Det blev bare hurtigt en dårlig spiral, hvor jeg troede, det gjaldt om at spare “de døde hænder væk”. Men jeg fandt ud af, at man også har behov for den styring,” fortæller Mads Andreasen.​​​​

De kaotiske tilstande i firmaet gav udslag i en hektisk barselsperiode for den nybagte far.

“Jeg kan næsten ikke huske det, fordi jeg var så stresset,” fortæller han.

Mads Andreasens kæreste, Camilla Carlsen, måtte indse, at en rolig barsel, hvor manden var hjemme de første 14 dage, ikke blev til noget. ​​​​

“Arbejdet fyldte meget i den periode med lange arbejdsdage,” fortæller hun.

For Mads Andreasen havde en idé om, at hans fysiske tilstedeværelse i firmaet var alfa og omega.

“Jeg tror, at det var sådan et gammeldags billede af, at hvis ikke far var der, så blev der ikke gjort noget,” siger Badmodul-direktøren, der satte sig selv i centrum for alle processer og beslutninger.

“Jeg sagde til mine medarbejdere: Jeg synes hele tiden, det er mig, der kommer med de nye tiltag. Så sagde de: Du bestemmer alligevel alting.”​​​​

worklifemadsandreasen_stevenachiam_DSC9312.jpg
I dag kommer Mads Andreasen hjem fra arbejde i tide til at cykle en tur eller plukke brombær med sønnen Villum. "Jeg er glad for, at det er blevet sådan, at jeg ikke skal have en idé om, at at min dreng skulle sige: "Far han arbejder hele tiden"," siger Badmodul-direktøren. Foto: Steven Achiam

Det blev en øjenåbner, og de seneste tre år har han arbejdet med gradvist at give ansvar fra sig, træde nogle skridt tilbage og vise større tillid til sine medarbejdere.

“Når det er din egen virksomhed, kan man godt tænke, at man skal arbejde 100 timer om ugen, for at det kan lykkes. Det skal man måske også til at starte med. Men på et eller andet tidspunkt må du få bygget en struktur op med personer, som godt kan tage ansvar,” siger han.

Iværksætter vs. skoleuddannet leder

Dag for dag har Mads Andreasen arbejdet med at lægge ansvaret for produktion, økonomi, salg og alle andre forretningsenheder ud på sine afdelingschefer, mens hans vigtigste rolle er at være til rådighed for sparring.

“Jeg tror, at hvis man er iværksætter og ikke-skoleuddannet leder, men bare forsøger at lære det hen ad vejen, så går det lige pludselig op for en, at det, der kommer, ved at du viser tillid til mange mennesker, det er, at de vokser og tager ansvar af sig selv,” siger Badmodul-direktøren.

Generelt
“Hvis man tager arbejdet med hjem, så får man stress. Hvis man tager privatlivet med på arbejde, så laver man fejl”

Han har nu ro i maven, når f.eks. hans produktionschef ansætter en ny medarbejder.

“Jeg behøver ikke at overvåge det,” siger han.

Det har dog ikke været nogen nem proces for ham at give slip, og han falder stadig tilbage i rollen som den overkontrollerende chef.

“Noget af det, der er sværest for mig, er det her iværksættergen med at passe på pengene, fordi det jo trods alt er mig, der er kommet med dem til at starte med. Jeg kan godt tænke: Kunne du ikke lige have forhandlet det lidt længere ned? Men jeg skal lære nogle gange at tænke: Måske er det en god beslutning bare at give denne her vandlås til 500 kr. væk, så har vi en glad kunde,” siger han.​​​​

Under coronakrisen, hvor en del af medarbejderne arbejdede hjemme, blev hans evne til at stole på sine medarbejdere for alvor sat på prøve. Men han er blevet positivt overrasket.

“Folk passer deres arbejde, hvis de kan lide det sted, de arbejder,” lyder konklusionen.

Afleverer hver dag

Efter at han er trådt ud af rollen som allestedsnærværende chef, kan Mads Andreasen nu holde sig til at arbejde en 45 timers arbejdsuge og aflevere sin søn i børnehave hver dag.

I modsætning til de tidligere meget lange arbejdsdage kommer han hjem, så han kan nå at lave et puslespil, plukke brombær eller cykle en tur med sin søn – og så tjekker han mails om aftenen, når sønnen er lagt i seng, i stedet for om eftermiddagen.

“Jeg er glad for, at det er blevet sådan, at jeg ikke skal have en idé om, at min dreng skulle sige: Far, han arbejder hele tiden,” siger han.

worklifemadsandreasen_stevenachiam_DSC9193.jpg
Havregrød, tandbørstning og leg bliver det til denne morgen, inden Villum skal i børnehave. Foto: Steven Achiam

Også ferierne arbejder han på at være mere til stede i.

“Det første år, vi var på ferie, arbejdede han meget. I sommer var det mere fra mobilen, ligesom når vi andre sidder og laver et eller andet på sociale medier,” fortæller Camilla Carlsen.

Morgen, middag og aften

At logge helt ud af mailen har Mads Andreasen dog ikke lyst til. Han slår notifikationerne fra og tjekker én gang morgen, middag og aften.

“Det er den måde, jeg godt kan lide at holde ferie på,” siger han.

“Det med at tage tre uger, hvor jeg er fuldstændigt cuttet af fra alt, det ville mine medarbejdere nok synes var fint, og de kunne sagtens klare det. Men for mig er det mest afslappende at holde ferie sådan her. Jeg er jo stadig direktør.” ​​​​

Ville ønske, jeg var mere hjemme

Når Mads Andreasen i dag ser tilbage på sit første år som far, er han ikke stolt over sin prioritering. Også selvom han mener, at den var nødvendig for Badmoduls overlevelse på det tidspunkt.

“Der ville jeg ønske, når jeg kigger tilbage nu her, at jeg var mere hjemme.”

worklifemadsandreasen_stevenachiam_DSC9377.jpg
Mens Camilla Carlsen oplever, at hendes mand er blevet mere nærværende derhjemme, har han stadig svært ved at lade mails vente. "Det er de færreste, der sidder og venter på at få et svar inden for fem minutter. Man kan godt vente 2-3 timer. Man han er ikke så god til at lade det ligge," siger hun. Foto: Steven Achiam

Inden længe står han igen over for valget mellem at prioritere barsel eller job.

For Camilla Carlsen venter sig til december – med tvillinger.

“Jeg tænker helt sikkert – eller håber – at han kommer til at være mere hjemme, end han var første gang,” siger hun og peger også på betydningen af, at det kører bedre rent økonomisk i firmaet.

“Der er færre bekymringer, og derfor er han mere til stede,” siger hun.​​​​

Mads Andreasen slår fast, at han vil tage 14 dages fædrebarsel og også mere, hvis der er behov for det.

“Så vil jeg være hjemme, men være til rådighed på samme måde, som når jeg er på ferie. De små babyer, de sover jo også indimellem,” siger han.

Direktøren og familiefaren er stadig ikke helt i mål med at slippe sit arbejdsfokus, når han er hjemme. For eksempel skal mails helst besvares med det samme.​​​​

Kan ikke lade det ligge

“Det er de færreste, der sidder og venter på at få et svar inden for fem minutter. Man kan godt vente 2-3 timer. Men han er ikke så god til at lade det ligge,” fortæller Camilla Carlsen og tilføjer:

“Man kan jo altid blive bedre til det her med ikke at lade arbejdet påvirke så meget.”​​​​

worklifemadsandreasen_stevenachiam_DSC9414.jpg
Mads Andreasen afleverer sønnen Villum i børnehave hver dag inden arbejde. Og det gør ikke noget, at han ikke er den første, der møder ind på arbejde. "Folk passer deres arbejde, hvis de kan lide det sted de arbejder," siger han. Foto: Steven Achiam

Selvom mobilen formentlig stadig vil være i lommen, når Mads Andreasen skal gå tur med tvillingbarnevognen, så har han sluppet den febrilske frygt for, at Badmodul falder sammen, hvis han ikke står klar døgnet rundt.

“Her de seneste år er jeg begyndt at sige: Vi laver ikke noget, som folk kan dø af. Vi er ikke læger. Det kan være, vi laver nogle fliser, der ikke sidder helt ordentligt. Men om jeg kommer og ser på det i dag eller i morgen, det falder verden ikke sammen af. Det er en erkendelse at komme til: At man ikke behøver at være på 24/7. Og efter at jeg har fået den ro, og det hele balancerer, så føler jeg, at jeg er en mere tilstedeværende kæreste, far og leder.”'


Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis