Er dine børn ikke egnede til at overtage din virksomhed, kan det være oplagt at overdrage ejerskabet til en eller flere nøglemedarbejdere. Men ofte vil du støde ind i den helt store udfordring: finansiering. Kan medarbejderen finde pengene til at købe virksomhedens aktier?
Artiklen herunder giver et overblik over de største fordele og udfordringer ved at overdrage virksomheden til en medarbejder samt råd og konkrete forslag til, hvordan du kan skrue ejerskiftet sammen.
Længere nede går artiklen i dybden med de enkelte fordele og udfordringer.
- Overdrager du virksomheden til en medarbejder, der kender selskabet indgående, kan han eller hun videreføre kulturen. Samtidig er der ikke ligeså mange følelser på spil som i et ejerskifte inden for familien.Læs mere her.
- I årene frem mod et ejerskifte har du mulighed for at oplære medarbejderen og gradvist give hende/ham ledelsesansvar og teste af, om medarbejderen er den rette til at overtage virksomheden.Læs mere nede i artiklen.
Her er de største udfordringer ved at overdrage til en medarbejder:
- Det kan være svært for din medarbejder at finde finansiering til at købe virksomheden fra den tidligere ejer.Læs mere om de finansieringsmæssige udfordringer her.
- Din medarbejder kommer til at træde ind i en ny rolle - både rent juridisk og i relationen til dig som tidligere ejer og til de andre medarbejdere. Hav derfor klare rammer og aftaler for roller og forpligtelser.Nedenfor kan du læse mere om, hvilke aftaler du og din medarbejder bør indgå.
- Læg i god tid inden ejerskiftet en plan for, hvordan medarbejderen skal finansiere købet af virksomheden. Overvej nøje risikoen, ved at du stiller kapital til rådighed. Hvad vil I f.eks. gøre, hvis det går dårligt for virksomheden, og du som tidligere ejer taber penge? Hav gerne din revisor med tidligt i processen, så han/hun kan hjælpe med at finde de finansierings- og skattemæssigt mest optimale løsninger.
- Sørg for, at medarbejderen har et betydeligt medejerskab i virksomheden, så han eller hun har en “hånd på kogepladen”.
- Beholder du som ejeren en mindre del af aktierne i virksomheden, så overvej, om der skal være minoritetsbeskyttelse på de aktier.
I de følgende afsnit går vi i dybden med de ovenstående fordele og udfordringer:
Fordele ved overdragelse til medarbejder
Fordel #1: Kulturen kan videreføres
Måske har dine børn ikke kompetencerne eller lysten til at overtage virksomheden. Her kan det være en fordel i stedet at overdrage virksomheden til en nøglemedarbejder, der er kvalificeret og villig til at indtage posten som ejerleder i virksomheden.
Du kan opnå flere fordele ved at overdrage virksomheden til en af dine medarbejdere, hvoraf en af de største måske er, at du lægger virksomheden i hænderne på en, der kender kulturen, de andre medarbejdere, kunderne og din virksomheds produkter eller ydelser indgående. Og selvom medarbejdere kan have et tæt og personligt forhold til virksomheden, er der ikke på samme måde indblandet følelser og forpligtelser, som det kan være tilfældet ved overdragelse til en søn eller datter, hvilket kan påvirke, når der skal træffes vigtige forretningsmæssige beslutninger.
Fordel #2:Medarbejderen kan oplæres i virksomheden
Overdrager du virksomheden til en intern medarbejder, kan ejerskiftet forberedes grundigt, eventuelt gennem flere år. For det første får medarbejderen naturligvis et indgående kendskab til virksomheden gennem sin ansættelse, men du kan også oplære hende eller ham til lederrollen, ved at du og din medarbejder deler lederskab i en periode, eller ved at du gradvist giver mere og mere ledelsesansvar fra dig. I kan bruge årene frem mod ejerskiftet til sammen at drøfte fremtiden for virksomheden og vende idéer og visioner. På den måde kan du også teste af, om medarbejderen er den rette til at overtage virksomheden.
Regner du med at foretage ejerskifte inden for en femårig horisont, så kan du med fordel allerede nu overveje, om der er en medarbejder, der skal forberedes eller testes af til at overtage.
Udfordringer ved overdragelse til medarbejder
Udfordring #1:Det kan være svært at rejse finansiering
Den helt store udfordring, du kan støde på, hvis du vælger at overdrage virksomheden til en medarbejder, vil ofte være finansiering. Typisk vil din medarbejder forventeligt nok ikke have rede penge til at købe virksomheden.
Der findes mange forskellige modeller for, hvordan du kan hjælpe din medarbejder med at finde finansiering til at overtage virksomheden, og den konstellation, man bruger, vil se helt forskellig ud fra virksomhed til virksomhed. De helt overordnede gode råd er at gå i gang i god tid, så der er tid, til at medarbejderen kan rejse pengene over en længere periode, og så er det vigtigt, at du inddrager din revisor og evt. andre rådgivere tidligt i processen, så I kan finde de skattemæssigt mest optimale løsninger.
Herunder er beskrevet et udpluk af de aktuelle finansieringsmuligheder:
Finansieringsmulighed 1: Sælger stiller kapital til rådighed
For det første kan du som sælger stille en form for gældsbrevsfinansiering til rådighed i en periode. Du skal dog være opmærksom på, at du dermed udsætter dig selv for en stor risiko, som kan gå ud over din relation til medarbejderen. Går det godt for virksomheden efter ejerskiftet, er der naturligvis ikke noget problem, i og med at du vil få dine penge retur. Men udvikler virksomheden sig ikke som håbet, taber du selvfølgelig penge, og du og medarbejderen kan ende med at stå i en ubehagelig relation til hinanden.
Jørgen Pedersen fra PwC understreger risikoen ved, at de penge, du har stillet til rådighed kan ende med at blive tabt:
“Det er jo en ærgerlig situation at komme i. Man har troet, at medarbejderen på egen hånd kunne løfte opgaven og virksomheden, men måske var alt i virksomheden ikke forberedt til medarbejderens overtagelse, eller måske kunne medarbejderen ikke løfte opgaven.”
Ved denne form for finansiering vil du som sælger ofte have pant i aktierne i virksomheden, så du får virksomheden tilbage, hvis medarbejderen ikke kan betale.
3 centrale råd og 3 ting der er værd at vide om ejerskifte
Læs artiklen her
Ejerskifte i familien
Læs artiklen her
Overdragelse af virksomheden til en ekstern ejerleder
Læs artiklen her
Salg af virksomheden til en kapitalfond
Læs artiklen her
Finansieringsmulighed 2: Salg af aktier – A/B-model
For at lette finansieringshurdlen ved et ejerskifte til en medarbejder kan du også sælge aktier til medarbejderen gennem den såkaldte A/B-model.
Når du som ejer af A-aktierne har modtaget det aftalte udbyttebeløb, kan medarbejderens B-aktier også give udbytte. Som ejer af A-aktierne kan du på den måde få den rette betaling for virksomheden gennem udbytterne, uden at medarbejderen skal have pengene op ad lommen. Når du og medarbejderen er på ”lige niveau” ift. ejerandel i virksomheden, kan du overdrage resten af virksomheden til medarbejderen.
På den måde finansierer aktierne så at sige ejerskiftet.
Finansieringsmulighed 3: Skattemæssig succession
Du kan også vælge at gøre brug af skattemæssig succession, når du overdrager virksomheden til en medarbejder. Den model bliver dog kun brugt meget sjældent, da det er svært at blive enige om, hvor stort prisnedslaget skal være, når medarbejderen overtager din skatteforpligtelse. Modellen bruges derfor mest i forbindelse med familieoverdragelser.
Du kan læse mere om skattemæssig succession i artiklen om ejerskifte i familien.Klik her for at læse artiklen.
Du kan også få hjælp til finansiering ved at låne gennem Vækstfonden. Du kan læse mere om lån fra Vækstfonden i artiklen 'Guide til ejerskifte: Her er 3 centrale råd og 3 ting, der er værd at vide.Klik her for at læse artiklen.
Udfordring #2:Du og medarbejderen træder ind i helt nye roller
Ved overdragelse af virksomheden til en medarbejder er det klart, at der sker et markant skift i både din og medarbejderens rolle, og der er derfor flere ting, du bør være opmærksom på, for at skiftet bliver en succes.
Vær klar omkring den nye rolle
Når du overdrager din virksomhed til en medarbejder, går hun eller han fra at være funktionær til at være direktør. Her er det vigtigt, at du sikrer dig, at medarbejderen er bevidst om, hvad en direktørstilling indebærer, så medarbejderen ved, hvad hun/han går ind til og er klar til at tage opgaven på sig fra dag ét.
Det understreger Nikolaj Thomsen, partner og leder af family business i Deloitte:
Her er det eksempelvis afgørende, at medarbejderen er afklaret omkring, at skiftet formentlig medfører en større arbejdsindsats og dermed mindre tid til familie og fritid. Derfor skal medarbejderen og medarbejderens bagland naturligvis være helt indforstået med, at engagementet og ansvaret i virksomheden ændrer sig markant.
Derudover skal den nye ejerleder være helt indforstået med, hvad hans/hendes ansvarsområde som direktør indebærer, herunder beføjelser, rapporteringskrav, samt hvad virksomhedens målsætninger er, og hvordan han/hun vil sikre, at de bliver indfriet.
En anden faktor, du bør overveje ift. ejerskifte til en medarbejder, er, hvordan de øvrige medarbejdere i virksomheden tager imod, at ”en af dem” pludselig bliver ejerleder.
Nikolaj Thomsen fra Deloitte peger desuden på, at den nye ejerleder typisk bliver underlagt klausuler, som han/hun ikke har været vant til som medarbejder:
”Ofte får man klausuler, som man ikke ville have i et lønmodtagerforhold eller i et funktionærforhold," siger han. Det kan f.eks. være en konkurrenceklausul, der skal forhindre, at den nye ejerleder bruger sin viden om din virksomhed til at starte/deltage i en konkurrerende virksomhed.
En anden faktor, du bør overveje ift. ejerskifte til en medarbejder, er, hvordan de øvrige medarbejdere i virksomheden tager imod, at ”en af dem” pludselig bliver ejerleder. Sørg for at tale med den medarbejder, du overdrager til, om hvordan kommunikationen til de øvrige medarbejdere skal håndteres. Det er vigtigt at pleje relationen til de øvrige medarbejdere, så der er opbakning til den nye ejerleder.
Det er desuden afgørende, at du og den nye ejerleder får aftalt spillereglerne i jeres relation. Aftal forud for ejerskiftet, hvordan jeres samarbejde skal være efterfølgende – vil medarbejderen gerne sparre med dig om virksomhedens drift, evt. i en overgangsperiode, eller skal du trække dig helt?
Aftal spilleregler for din og den nye ejerleders relation
Der kan selvfølgelig være stor forskel på, hvor stor en ejerandel du ønsker at overdrage til medarbejderen, og hvor meget du – og evt. andre ejere – vil sidde med. Det er dog afgørende, at medarbejderen investerer så stort et beløb i virksomheden, at han eller hun for alvor har ”hånden på kogepladen” – altså har sine egne midler på spil, når virksomheden skal drives.
Ender du med at sidde som minoritetsejer efter salg af aktier til medarbejderen, kan du overveje, om der skal være en form for minoritetsbeskyttelse, så der eksempelvis er nogle forhold, du har vetoret på. Det understreger Nikolaj Thomsen fra Deloitte:
”Det er vigtigt at overveje, hvornår man tager beslutninger sammen, og hvornår det er stemmerne, der tæller.”
Børsens guide til ejerskifte er udarbejdet på baggrund af input fra en række førende konsulent- og revisionshuse, bl.a. PwC, Deloitte og BDO samt brancheorganisationer, bl.a. Dansk Industri og SMV Danmark.
3 centrale råd og 3 ting der er værd at vide om ejerskifte
Læs artiklen her
Ejerskifte i familien
Læs artiklen her
Overdragelse af virksomheden til en ekstern ejerleder
Læs artiklen her
Salg af virksomheden til en kapitalfond
Læs artiklen her