ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Forældrene måtte vælge mellem søn og datter, da familiens savværk skulle overdrages: "Det kunne splitte familien"

Da Per Axelsen skulle træde af som ejer i P.A. savværk på Sydfyn, ville både søn og datter overtage. Men delt ejerskab kunne ikke komme på tale. Læs her, hvordan familien håndterede det, og hvad den fynske familie har lært om ejerskifte inden for familien

Denne artikel blev bragt første gang 1. december 2018.

Det lå ikke i kortene, at Kim Axelsen skulle overtage familiens virksomhed, P.A. Savværk i Korinth på Sydfyn. Men da han i 2004 efter 6 år i Rusland som afdelingsleder i træ-handelsfirmaet Dalhoff Larsen og Horneman (DLH) vendte hjem til Danmark, tændtes en drøm om at overtage savværket og blive herre i eget hus.

Kim Axelsens forældre, Per og Marie Axelsen, var nogle år forinden begyndt at planlægge ejerskifte af virksomheden i samarbejde med deres revisor.

Per Axelsen havde aldrig lagt pres på nogen af sine børn for at overtage savværket, og han var bevist om truslerne ved et ejerskifte i familien:

“For det første kunne det gå hen og give splid og blive noget spektakel. Og for det andet, var det jo mange gange nemmere for mig, hvis det var en udefra, som overtog. Så kunne man være totalt ligeglad med, hvordan det gik fremover. Det kan man jo ikke være, hvis det er inden for familiens rammer,” siger Per Axelsen.

1_46786_picture_4882_1.jpg
Det lå ikke i kortene, at Per Axelsens savværk nødvendigvis skulle overdrages i familien: "For det første kunne det gå hen og give splid og blive noget spektakel. Og for det andet, var det jo mange gange nemmere for mig, hvis det var en udefra, som overtog. Så kunne man være totalt ligeglad med, hvordan det gik fremover. Det kan man jo ikke være, hvis det er inde for familiens rammer," fortæller Per Axelsen, tidligere ejerleder. Alligevel blev det sønnen Kim Axelsen (t.h.), der endte med at overtage familiens virksomhed.  -Maria Fonfara


Både søn og datter ville overtage

Da Kim Axelsen kom hjem fra Rusland, fortalte han, at han gerne ville overtage savværket og Per Axelsen kunne da også godt se fordelene ved, at selskabet blev på familien Axelsens hænder.

“Så kunne jeg selv komme derud og se udviklingen. Og jeg kunne fortsætte med at have nogle funktioner i virksomheden også efter et ejerskifte,” fortæller Per Axelsen.

Men pludselig meddelte Per Axelsens datter, Britt Axelsen Købke , at hun og hendes mand også var interesseret i at overtage virksomheden.

“Min mand havde altid gået med en lyst til at blive selvstændig, så for os var det en oplagt mulighed,” siger Britt Axelsen Købke. Hun og hendes mand foreslog derfor, at virksomhed kunne overdrages til både hende og Kim Axelsen, og drives videre under delt ejerskab.

Det var Kim Axelsen dog ikke interesseret i. Han meldte klart ud, at hvis han skulle drive savværket som selvstændig, så skulle han eje det 100 pct.

“Jeg havde ikke lyst til at sidde med 60 pct. af selskabet og drifte det. Jeg ville have det selv,” fortæller Kim Axelsen.

Forældre måtte træffe svær beslutning

Gennem ejerskifte-processen blev det klart for Per Axelsen, at søn og datter var meget forskellige – både fagligt og personligt. Derfor stod det klart for den dengang 60-årige virksomhedsejer, at der “under ingen omstændigheder” kunne blive tale om et delt ejerskab.

Derfor måtte forældrene, Per og Marie Axelsen, vælge, om søn eller datter skulle overtage virksomheden.

“Det var klart den største trussel, at det kunne splitte familien at træffe det hårde valg. Det var min mors klart største frygt, at det kunne splitte os,” fortæller Kim Axelsen.

Men der skulle træffes en beslutning, og det gjorde Per og Marie Axelsen.

2_46787_picture_494_1.jpg
I tiden op til ejerskiftet af Per Axelsens virksomhed P.A. Savværk, blev det klart for den dengang 60-årige ejerleder, at hans søn og datter var meget forskellige – både fagligt og personligt. Derfor kunne der "under ingen omstændigheder" kunne blive tale om et delt ejerskab, og Per Axelsen måtte sammen med sin kone Marie Axelsen, vælge, om søn eller datter skulle overtage virksomheden. -Maria Fonfara


"Hår på brystet" var afgørende

Familien Axelsen holdt i 2005 et familieråd, hvor det ifølge Per Axelsen nok gik “lidt op i en spids”. Per og Marie Axelsen bekendtgjorde, at hele virksomheden skulle overdrages til Kim Axelsen.

“Det var jeg da rigtig ked af, for det var jo en beslutning, de traf henover hovedet på os. Det føltes som om, vi blev valgt fra,” siger Britt Axelsen Købke.

Per og Marie Axelsen havde gjort sig mange overvejelser forud for beslutningen om at overdrage virksomheden til deres søn.

Bl.a. betød det meget for Per Axelsen, at sønnen havde erfaring fra træbranchen gennem hans tid i DLH.

"Jeg ved godt, at man ikke ser ligeså meget på det i dag. Men jeg er nok af den årgang, der kigger mere på det faglige,” siger Per Axelsen, der i valget af sønnen også lagde stor vægt på, at Kim Axelsen havde arbejdet i Rusland i seks år.

“Han havde virkelig fået noget hår på brystet ved at være i Rusland i seks år,” siger Per Axelsen.

Det var heller ikke tilfældigt, at det blev sønnen frem for datteren, der løb med ejerlederposten.

“Lige inden for denne her branche, der var det nok på daværende tidspunkt bedst, at vi valgte en mand til at overtage,” siger Per Axelsen.

Han understreger, at selvom han og hans hustru var enige om at overdrage selskabet til deres søn, så var det “utroligt svært” at træffe den beslutning.

“Man vil jo ikke træde nogen over tæerne,” siger Per Axelsen. “Men vi var simpelthen nødt til at tage et valg. Min kone satte hårdt mod hårdt og sagde, at vi havde taget en beslutning og sådan blev det.”

Datter fik kontant beløb udbetalt

Familien fik en revisor og advokat til at regne ud, hvad savværket var værd og fastsatte derved ejerbeløbet. Ved ejerskiftet, fik datteren udbetalt et beløb i kroner og ører, som blev udregnet sammen med Per og Marie Axelsens advokat og revisor. Pengene blev rejst ved at optage gæld i driftsselskabet. Samtidig trak Per og Marie Axelsen sig ud af savværket og gav Savværket videre til Kim Axelsen med alle de værdier, der var i virksomheden.

Per Axelsens datter og svoger var skuffede over løsningen, og i tiden umiddelbart efter Per og Marie Axelsens beslutning om at sætte Kim i spidsen for selskabet, var der kold luft i familien.

“Men alting er jo gået i hak bagefter, så vi har ikke nogen som helst bad feelings i dag,” understreger Per Axelsen.

Britt Axelsen Købke kan godt sætte sig ind i, at hendes forældre stod i en meget svær situation, da de skulle vælge mellem hende og Kim Axelsen.

“Det må være en rigtig ubehagelig fornemmelse. De følte, at de var nødt til at vælge for at redde familien, fordi de troede, at et delt ejerskab ville splitte familien. Det ved jeg ikke om det ville eller ikke ville, men jeg kan godt forstå, at de følte de var nødt til at gøre det de gjorde,” siger Britt Axelsen Købke og tilføjer: “Det er jo en del af det at være forælder - at man er nødt til at træffe nogle hårde valg engang imellem.”

Kunne du forstå dine forældres beslutning?

“Det er svært at sige, at jeg ikke forstår deres beslutning. For min bror har jo gjort det vanvittigt godt. Og det må jeg jo tage hatten af for. Men vi ville jo også gerne have vist, hvad vi kunne,” siger Britt Axelsen Købke.

Datter flyttede til udlandet

Kort tid efter beslutningen blev truffet, flyttede Britt Axelsen Købke og hendes mand til udlandet, og de har siden har boet i England og Malaysia og bor i dag Spanien, hvor de har startet deres egen virksomhed, Curas, der sælger engangsartikler til hospitaler. Britt Axelsen Købke peger på, at forældrenes fravalg af hende og hendes mand som ejerledere muligvis har været medvirkende til, at de er flyttet væk fra Danmark.

“Det kan godt have været en af grundene til, at vi endte med at flytte ud og prøvede noget andet,” siger hun.

Britt Axelsen Købke oplever også, at familien har det godt sammen i dag og er “kommet videre”.

Per Axelsen mener, at det især var det kontante beløb, som datteren og svigersønnen fik udbetalt, der var med til at få tingene til at falde på plads igen efter ejerskfitet.

“Det kan jo aldrig blive 100 pct. retfærdigt, men det beløb, de fik udbetalt var med til at bøde på det og være med til at gøre relationerne i familien gode fremadrettet,” siger Per Axelsen. Britt Axelsen Købke understreger, at pengene fra forældrene gjorde, at hun og hendes mand var i stand til at starte Curas.

Per Axelsen er meget glad for, at han og hustruen valgte, som de gjorde.

“Det har betydet, at Kim har haft frie hænder og har haft mulighed for at vækste temmelig kraftigt og føre sine egne idéer ud i livet uden indblanding,” siger Per Axelsen.

3_46788_picture_3929_1.jpg
Kim Axelsen har arbejdet 10 år for træhandelsfirmaet Dalhoff Larsen og Horneman, og det blev afgørende, da hans forældre skulle afgøre, hvem der skulle overtage familiens firma P.A. Savværk. Kim Axelsens far lagde vægt på sønnens faglighed i træbranchen. -Maria Fonfara


Markant vækst efter ejerskifte

P.A. Savværk havde i år 2006, da Kim Axelsen overtog selskabet, en bruttofortjeneste på 8 mio. kr. og et resultat på godt 600.000. De seneste tolv år er selskabet gennem opkøb og investereringer kommet mere end helskindet gennem en periode, hvor ca. 80 pct. af danske savværker er lukket.

Koncernen består i dag af Timply A/S, stiftet i 2006, Wiking Gulve A/S, købt i 2012, og Søfælde Savværk, købt i 2015. P.A. Savværk beskæftiger tæt på 100 mand i alt, omsætter for over 100 mio. kr. og havde i seneste regnskab et resultat på 2,9 mio. kr.

Per Axelsen tvivler på, at succesen havde været så stor, hvis ejerskabet havde været delt.

Beslutningen om at overdrage til kun ét af børnene reddede dog ikke kun selskabet, men også sammenholdet i familien, mener Kim Axelsen.

“Havde vi haft delt ejerskab, tror jeg, der var blevet så meget fnidder over det – f.eks. hvordan man skulle dele udbyttet, hvis vi vækstede meget. Der er så mange potentielle farer i alt det fnidder, der kan opstå, når man skal deles om beslutningerne, ” siger Kim Axelsen, der understreger, at han i dag er på god fod med sin søster og svoger.

Ny rolle efter ejerskifte: “Det var meget svært”


Efter Per Axelsen overdrog virksomheden til sin søn, har Kim Axelsen styret fra dag ét. Det har ifølge Kim Axelsen været “alfa og omega”, at faren har givet ham fuld kontrol.

“Det har, som jeg ser det, bidraget til vores succes,” siger Kim Axelsen.

Per Axelsen fortsatte efter ejerskiftet med at have en funktion i virksomheden der bestod i at besigtige råtræ i skoven. Men det var ikke ligetil at forlade rollen som direktør og ejer.

“Jeg havde et par år, hvor jeg ikke havde det så godt, for det var ikke nemt sådan lige at træde ud, og så var det ikke mig selv, der bestemte mere. Der gik lige et par år, hvor jeg skulle finde min egen rytme igen,” fortæller Per Axelsen, der ikke har blandet sig i Kim Axelsens beslutninger overhovedet.

Relationen mellem far og søn er i dag god, men begge har ifølge Kim Axelsen skullet “slibe nogle kanter af” og finde sig til rette i de nye roller. Bl.a. har det været svært for Per Axelsen, at skulle blande sig uden om og se “sønnike” gøre tingene anderledes.

“Jeg tror hurtigt, man opfatter det som en kritik af det, der blev gjort tidligere. Jeg har bare tænkt, at vi skulle noget andet,” siger Kim Axelsen.

Far forstod ikke it-investeringer

P.A. Savværk var ifølge Kim Axelsen ikke klar til at vækste, da han overtog selskabet.

“Jeg overtog jo en meget veldrevet virksomhed, der var godt kørende og havde været godt kørende, men der skulle stadig gøres en masse ting for at den fortsat skulle køre godt,” siger Kim Axelsen, der efter ejerskiftet bl.a. investerede ret massivt i it og fik digitaliseret virksomhedens lager.

"Det kunne en ældre herre som min far ikke se så meget fornuft i. For han kunne godt huske, hvor varerne stod henne," siger Kim Axelsen, der peger på, at nogle af hans og farens sammenstød også skyldtes forskellige faglige baggrunde. Kim Axelsen har en handelsbaggrund og fokuserer meget på salg, mens Per Axelsen ifølge Kim Axelsen er "produktionsmand", der elsker at gå rundt i produktionen.

“Men i dag er han helt sikkert glad for, at der kom nyt blod og nye tanker og nye kræfter ind i virksomheden,” understreger Kim Axelsen, der råder til, at den tidligere ejer får en funktion i virksomheden efter et ejerskifte.

“Det er godt at have nogle små opgaver, for det er virkelig hårdt bare at stoppe,” siger Kim Axelsen.

4_46789_picture_6166_1.jpg
"Jeg havde et par år, hvor jeg ikke havde det så godt, for det var ikke nemt sådan lige at træde ud, og så var det ikke mig selv, der bestemte mere. Der gik lige et par år, hvor jeg skulle finde min egen rytme igen," fortæller Per Axelsen om tiden efter, han havde overdraget sin virksomhed P.A. Savværk til sin søn. 


Vigtigt med solid egenkapital før ejerskifte

Den største glæde ved at lave ejerskifte i familien er ifølge Per Axelsen muligheden for at følge det selskab, han og hustruen har opbygget gennem 30 år, også selvom det bliver kørt videre på en anden måde, end de selv gjorde.

“Det er da absolut den største glæde for mig og familien at se, at det kører godt, og at medarbejderne er glade,” siger Per Axelsen, der fra tid til anden kører fra sit hjem i Faaborg ud og besøger savværket for at snakke med de ansatte og følge med i, hvad der foregår.

Han understreger vigtigheden af ikke at malke selskabet frem mod et ejerskifte, men sikre sig, at den, der overtager, har “en rimelig chance” for at køre det videre.

“Man har set eksempler på, at den tidligere ejer næsten totalt har ribbet selskabet for værdi, inden man kom ud af foretagendet,” siger Per Axelsen, der understreger, at der skal være en solid egenkapital og likvide midler til at investere for.


Man skal trække sig ud i tide


Noget af det vigtigste, Kim Axelsen har lært af sin families ejerskifte, er vigtigheden af at trække sig ud i tide.

“Jeg tror, den største gift i generationsskifter, er, når den gamle ikke trækker sig tilbage i tide og ikke overlader roret til den nye generation i tide,” siger Kim Axelsen.

Han mener, at de største fordele ved et generationsskifte inden for familien er muligheden for at videreføre give kulturen, værdierne og forståelsen for medarbejderne.

Selvom det har været hårdt for hans far at give slip og overlade virksomheden til sin søn, mener Kim Axelsen også, at det er en fordel for den afgående ejer at se selskabet ført videre i familien.

“Der er en grundlæggende stolthed i at give det videre til sine børn. Hvis jeg en dag skal sælge det, vil jeg da også til hver en tid helst give det videre til min egne børn. Man kan måske profitoptimere ved at sælge det til eksterne, en fond eller medarbejdere. Men man mister føling med den daglige rytme og medarbejderne, og man kan ikke lige komme ud og drikke en kop kaffe,” siger Kim Axelsen.

5_46790_picture_9397_1.jpg
I årene umiddelbart efter Per Axelsen (t.h.) overdrog virksomheden P.A. Savværk til sin søn Kim Axelsen (t.v.) har far og søn haft nogle sammenstød, fordi Per Axelsen havde svært ved at forstå flere af sønnens beslutninger, bl.a. store it-investeringer. "Jeg tror hurtigt, man opfatter det som en kritik af det, der blev gjort tidligere. Jeg har bare tænkt, at vi skulle noget andet," siger Kim Axelsen. 

Kom ud og få erfaringer før ejerskifte

Det er ifølge Kim Axelsen afgørende for et succesfuldt generationsskifte, at den nye ejer har været “ude” og samle erfaringer andre steder end i virksomheden, som han selv gjorde gennem 10 års ansættelse i DLH.

“Jeg ville være ked af, hvis jeg ikke havde været ude og prøve noget andet inden. Så rådet til mine egne børn er: Kom ud og lav alt muligt andet, og så kan vi se på et ejerskifte bagefter,” siger Kim Axelsen.

Får man ikke et perspektiv udefra, kan risikoen ifølge Kim Axelsen være, at man ikke bare viderefører virksomhedens værdier, men også virksomhedens svagheder og ikke får gjort op med diverse problemer.

Kim Axelsen råder desuden til, at man gør klar til ejerskiftet i god tid og gør sig klart, hvornår man stopper, før man beslutter, hvem der skal overtage.

Kom i gang i god tid

“Det tager noget tid at gøre sig klar. Både mentalt og rent strukturmæssigt. Og i SMV’er som vores arbejder vi jo 20 timer i døgnet. Samtidig er der ikke mange likvider. Så det er nødvendigt at starte i god tid, så man har tiden til at planlægge det og få virksomheden klar økonomisk,” siger Kim Axelsen.

Selvom Kim Axelsen godt kunne forestille sig at overdrage P.A. Savværk til et af sine børn, når det bliver relevant, er han meget bevidst om risikoen for, at et generationsskifte kan splitte familien ad.

“Nogle gange forløber det måske fint økonomisk set, men ender med at lave nogle kæmpe skår i familien internt. Det er en megastor trussel, som man ikke kan sidde overhørig. Den risiko betyder også, at jeg sagtens kan finde på at sige, at det ikke skal være et af mine børn, der overtager, men en ekstern,” fastslår Kim Axelsen.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis