Birthe Skands havde brygget sin egen øl i Bryggeriet Skands gennem 14 år, men solgte hjertebarnet til en ekstern direktør, og det har hun aldrig fortrudt. Læs her, hvordan tillid og forberedelse spillede en central rolle for, at ejerskiftet blev en succes
Her er de største fordele ved at overdrage til en ekstern ejerleder, ifølge Birthe Skands og Ernst Kristensen:
- Du får nye kompetencer ind i virksomheden.
- Hvis du er ejerleder med iværksætterblod i årene, kan du fokusere på det, du er god til: at starte virksomheder – og lade en anden overtage den langsigtede drift og konsolidering.
Her er de største udfordringer ved at overdrage til en ekstern ejerleder, ifølge Birthe Skands og Ernst Kristensen:
- Det kan svært at give slip på en virksomhed, der er ens “hjertebarn”.
- En ekstern direktør kender ikke driften indgående.
Her er de bedste råd, hvis du skal overdrage din virksomhed til en ekstern ejerleder, ifølge Birthe Skands og Ernst Kristensen:
- Hav en overgangsperiode, hvor den nye direktør kan lære virksomheden at kende.
- Overdrag ejerskabet 100 pct.
- Forbered dig godt. Inddrag professionelle rådgivere i processen op til ejerskifte og sæt et fælles mål for virksomheden sammen med den nye ejer.
- Overvej, om du som tidligere ejer skal blive i bestyrelsen.
Klik her for at læse en uddybende artikel med ekspertråd og konkret vejledning til at overdrage din virksomhed til en ekstern ejerleder.
Historien om Bryggeriet Skands fortsætter herunder:
At starte et bryggeri var en gammel drøm for Birthe og Morten Skands, som i 2003 grundlagde Bryggeriet Skands i Brøndbyvester. Men det var aldrig planen, at de skulle brygge øl i på Vestegnen for evigt.
“Vi er iværksættere. Vi er gode til at starte noget og få det til at køre. Når det skal vokse sig stort eller skal ind i en konsolideringsfase, så keder vi os,” siger Birthe Skands, der er uddannet kemisk ingeniør og tidligere har været ansat i Carlsberg som chef for produktudvikling. “Vi er gode til at få ting til at køre, men motiveres ikke af bare at drifte et selskab dag ud og dag ind. Der skal ske noget.”
Skands-parrets plan var at starte og opbygge et topprofessionelt bryggeri, som så kunne sælges inden for 5 til 6 år. Finanskrisen udskød planerne med nogle år, men ambitionen om at sælge var intakt, da Ernst Kristensen i 2016 kom ind i billedet.
Eksport blev til ejerskifte
Ernst Kristensen var på det tidspunkt direktør for forretningsudvikling i Nordisk Svejse Kontrol, men havde tidligere været udstationeret i Singapore for Hempel. Nogle venner fra den tid spurgte, om han ikke kunne undersøge mulighederne for at importere specialøl fra Danmark.
Ernst Kristensen kendte til Bryggeriet Skands som forbruger og tog kontakt til Birthe Skands for at høre, om hun kunne være interesseret i at starte eksport til Østen. Det dog blev hurtigt klart, at eksport ikke var oplagt på det tidspunkt. I stedet kom Birthe Skands og Ernst Kristensen til at tale om, at en overdragelse af virksomheden var på vej.
“Dér opstod dialogen om ejerskifte,” fortæller Ernst Kristensen.
En gammel drøm om at være selvstændig blev tændt hos Ernst Kristensen, der samtidig så sig varm på mikrobryggeriet vest for hovedstaden. Virksomheden var desuden veldrevet og havde et stærkt brand i markedet.
“Det var en stor tryghed i forhold til at skulle overtage,” siger Ernst Kristensen.
Kunne bidrage med nye kompetencer
Birthe og Morten Skands var i dialog med flere interesserede ejer-kandidater frem mod salget af deres bryggeri.
“Vi ville gerne være sikre på, at bryggeriet også blev videreudviklet i vores ånd fremadrettet,” understreger Birthe Skands.
Valget faldt på Ernst Kristensen, både fordi han blev vurderet til at kunne videreføre bryggeriet i Birthes og Mortens ånd, og samtidig kunne bidrage med noget af det, som virksomheden manglede: Fokus på salg.
“Min kærlighed til brygning havde fyldt meget,” siger Birthe Skands. “Jeg kan super godt lide at gå rundt i bryggeriet og kræse om øllen. Det med at gå ud og sælge er jeg mindre interesseret i.”
Her bragte Ernst Kristensen nye kompetencer til bordet, som kunne videreføre virksomheden i et marked præget af hård konkurrence fra de store bryggerier.
3 centrale råd og 3 ting der er værd at vide om ejerskifte
Læs artiklen her
Ejerskifte i familien
Læs artiklen her
Overdragelse af virksomheden til en medarbejder
Læs artiklen her
Overdragelse af virksomheden til en ekstern ejerleder
Læs artiklen her
Salg af virksomheden til en kapitalfond
Læs artiklen her
Købte 100 pct. af aktierne
Ernst Kristensen valgte at teame op med sin forretningspartner og ven Søren Truelsen, der er adm. direktør i it-sikkerhedsselskabet Comply27.
Sammen med Søren Truelsen stiftede Ernst Kristensen holding-selskabet Humlefryd Holding, som købte 100 pct. af aktierne i Bryggeriet Skands. Søren Truelsen er i dag bestyrelsesformand i Bryggeriet Skands.
Det lå fra starten af i kortene, at Birthe og Morten Skands skulle overdrage hele virksomheden, så beslutningskraften fulgte ejerskabet 100 pct.
“På den måde var der en klar skillelinje og en klar kommandovej,” siger Birthe Skands.
God kemi og tæt relation
Ifølge Birthe Skands har det været helt afgørende, at kemien mellem hende og Ernst Kristensen var god. Det betød bl.a., at hun og Morten Skands kunne fortsætte med at drifte bryggeriet de første seks måneder, efter Ernst Kristensen kom til, for at den nye direktør kunne fokusere på at danne sig et indtryk af virksomheden og lægge en strategi.
“I den periode skulle han ikke tænke på, om der var købt malt og humle ind, eller om der lige var kommet flasker,” siger Birthe Skands.
Kortsigtet var Ernst Kristensens fokus på at forstå driften, dernæst at få øget salget og finde bryggeriets plads i et benhårdt marked. Derudover har han øget produktionskapaciteten med 38 pct.
Mavefornemmelse vigtigere end penge
For Birthe Skands har det været helt afgørende, at hun har haft en god mavefornemmelse med den nye ejer af bryggeriet.
“Det kan godt være, at alt omkring økonomien er i orden. Men hvis man har en dårlig mavefornemmelse over for den, der skal overtage, skal man virkelig, virkelig tænke sig godt om,” siger Birthe Skands, der mener, at man især skal mærke efter, om den personlige kemi er god.
“Penge er en ting, men kærlighed er noget andet,” understreger hun.
For Ernst Kristensen havde det også stor betydning, at de afgående ejere fokuserede på at have en tæt relation til ham som ny leder og var engagerede i, hvordan bryggeriet blev drevet videre.
“Hvis Birthe og Morten bare havde sagt: “Vi skal have nogle penge ind på kontoen, og så er vi videre” og var ligeglade med, hvordan bryggeriet klarede sig, så havde vi heller ikke turdet kaste os ud i det,” siger Ernst Kristensen.
Tidligere ejer fortsatte i bestyrelsen
Den gode relation mellem Ernst Kristensen og Birthe Skands blev fastholdt yderligere ved, at Birthe Skands efter ejerskiftet blev spurgt om at træde ind i bryggeriets bestyrelse.
For Birthe Skands har den fortsatte tilknytning til virksomheden stor betydning.
“Kærligheden til produktet og det lille bryggeri ligger meget dybt i én. Derfor har jeg været utroligt glad for at kunne følge med på sidelinjen og haft lov til at komme ud og smage på øllen og konstatere, at den smager fuldstændig, som da jeg selv lavede den.”
Kunder skulle ikke mærke ejerskifte
Fastholdelsen af et tæt samarbejde mellem Birthe Skands og Ernst Kristensen har også haft det formål, at kunderne ikke skulle mærke noget til, at bryggeriet skiftede hænder.
Gennem den første tid efter ejerskiftet tog Ernst Kristensen og Birthe Skands somme tider sammen ud og besøgte kunder, og Ernst Kristensen har holdt møder med kunder på bryggeriet. Han oplever, at have sikret en “super god” relation med de forskellige kunder.
“De var jo også interesseret i at fortsætte med at sælge den gode øl, bryggeriet laver,” siger han.
Grundig forberedelse og fælles mål
Forberedelsen har været helt afgørende for, at ejerskiftet i Bryggeriet Skands er blevet en succes for begge parter.
Ernst Kristensen og Birthe og Morten Skands opsøgte professionelle rådgivere i processen – advokater og revisorer – og det skal man ifølge Ernst Kristensen ikke holde sig tilbage med at benytte.
“Så undgår du misforståelser,” siger han.
Det allervigtigste har dog været, at den afgående og nye ejer fik etableret et fælles mål for, hvad der skulle ske med virksomheden. Birthe Skands og Ernst Kristensen blev fra starten af enige om, at målet var en så problemfri overdragelse af bryggeriet som muligt, hvor kunderne ikke bemærkede, at der var et skift i ejerskabet og den daglige drift.
“Det har været meget vigtigt. For du kan altid finde den rette løsning, hvis begge parter er enige om det fælles mål,” siger Ernst Kristensen.
Overgangsperiode før ejerskifte
Som en del af forberedelsen startede Ernst Kristensen med at arbejde i virksomheden 2,5 måneder før, han skulle overtage for at samle så meget erfaring som muligt inden overtagelsen.
Fra oktober 2016 til januar 2017, hvor Ernst Kristensen overtog virksomheden, satte han sig ind i de praktiske detaljer omkring virksomhedens drift – om produktionen af øllen, oprettelse og fakturering af kunder mm.
Overgangsperioden har også givet Ernst Kristensen en glidende indgang til livet som selvstændig, der står i skarp kontrast til en hverdag i store koncerner.
Ernst Kristensen købte aktierne i virksomheden for egne penge ved at tage et lån i sin private bolig.
“Så jeg har satset mine egne penge på det,” siger han.
Tillid har været afgørende
Det vigtigste, Birthe Skands har lært gennem ejerskiftet, er, at forarbejdet skal gøres godt, og at mavefornemmelsen i forhold til den, man overdrager til, skal være god.
For Ernst Kristensen har noget af det allervigtigste været tilliden mellem ham og det tidligere ejerpar.
“Kan man få etableret den tillid og have fokus på at skabe noget sammen, så, tror jeg, det lykkes,” siger Ernst Kristensen.
Børsen har sammensat en fyldig guide til at lykkes med ejerskiftet. Herunder kan du klikke dig videre til uddybende artikler med ekspertråd og konkret vejledning til at overdrage din virksomhed inden for forskellige scenarier:
3 centrale råd og 3 ting der er værd at vide om ejerskifte
Læs artiklen her
Ejerskifte i familien
Læs artiklen her
Overdragelse af virksomheden til en medarbejder
Læs artiklen her
Overdragelse af virksomheden til en ekstern ejerleder
Læs artiklen her
Salg af virksomheden til en kapitalfond
Læs artiklen her